Not the finest hour

Tilbage efter søndagens 3 timer og 43 minutter lange pressemøde og 12 runder i medie-bokseringen i dagene forud stod ikke kun en skrammet Lars Løkke Rasmussen. Danske journalisters omdømme led også betydelig og måske endda større skade, - respekten for det vigtige journalistiske fag tog dybe stød.

Massiv kritik, hån og latterliggørelse på sociale medier og i form af kommentarer på de etablerede mediers websites det seneste døgns tid indikerer, at borgernes sjældne indblik i den journalistiske pølsefabrik var usundt for mediernes troværdighed, - det har rystet danskerne, gjort rigtig mange vrede og andre dybt forundrede. De så noget, de aldrig før har set - medierne på arbejde.

Også blandt enkelte toneangivende journalister var der en opfattelse af, at pressemødet ikke var nogen videre smuk stund for journaliststanden.

Ét af de store journalistiske fyrtårne, Lasse Jensen, konstaterede tørt, at det ikke ligefrem var pressens "finest hour".

Udover har selvkritikken efterfølgende været stærkt behersket og i væsentlig grad endda forklarende og forsvarende, som om der var tale om another day at the office. Det er nok muligt, at forløbet og pressemødet er nogenlunde normalt for nogle journalister, men det var åbenbart nyt for danskerne. De fik for første gang en uventet grundig og helt unik indsigt i pressens arbejdsformer og metoder over flere timer.

Medieforbrugerne, læserne og seerne, der hver dag står og er modtagere af det daglige journalistiske outputs fik chancen for med egne øjne og vurderinger at holde råmaterialet - den journalistiske research og de mange gentagne og ofte ligefrem dumme spørgsmål - op mod det endelige, journalistiske resultat. Hvordan bliver det til?

Man kunne således simpelthen se og følge på nærmeste hold og på live-tv, hvordan forskellige bidder af information bliver stykket sammen til eksakte og skarpt vinklede historier, der kræver at blive opfattet og respekteret som ren sandhed. For de danskere som fulgte med var søndagen et stykke erfarings-lærdom, en omgang landsdækkende erhvervs-praktik. Selve tilblivelsen af journalistik.

Borgerne kunne ved selvsyn konstatere, hvad det egentlig indebærer, når medie-inertien udvikler sig til en storm, og en sag efter pressens definition betragtes som en skandale. Indblikket skærpede fokus på, at pressens definition af en skandale måske ganske enkelt er helt ude af trit med befolkningens opfattelse, der nok snarere vil handle om reelle, samfundsrelaterede problemer. Og der for stor forskel mellem medier og borgere, lægger man grunden til en begyndende tillidskløft.

Et godt eksempel på en sådan forskel finder man helt aktuelt ved det historiske medieopbud, som pressen diskede op med søndag eftermiddag, og det ressourceforbrug sagen har trukket hos medierne de seneste par uger.

Det vil komme til at stå i skarp kontrast til sagen om, at Danske Regioner i flere år har glemt 27.000 kvinder i kræftscreening. Her taler vi i sandhed om en ægte skandale, der måske har kostet rigtige levende mennesker deres liv. Alligevel vil man ikke komme til at se medier, der i denne sag bruger en tiendedel af samme energi som i Løkke-sagen, selvom perspektiver og konsekvenser indlysende er meget mere alvorlige.

Proportionerne har fejlet, hvilket den har har tendens til at gøre hver gang, der køres personsager. Det opdager borgerne aldrig helt. Men denne søndag eftermiddag kollapsede pressens proportionssans imidlertid fuldstændig lige foran øjnene på hele Danmark.

Tiden efter denne sag vil vise, om skaden på mediernes omdømme og troværdighed er varig og vil føre til en stigende journalistlede og øget skepsis. I så fald er det sådan set ikke selve Løkke-sagen, som måtte medføre det, det kunne også have været en Søvndal- eller Thorning-sag. Nybruddet vil i givet fald komme af den indsigt befolkningen fik, og at mange blev vrede over det, de så - altsammen afstedkommet af et 3 timer og 43 minutter langt pressemøde på en søndag, hvor vejret udenfor indbød til tv-underholdning.

At forbruge og konsumere medier og journalistik er overfladisk betragtet udmærket. På indpakningen ser produktet godt, sundt og reelt ud. Tilsvarende er det også dejligt at konsumere et stykke lækkert udseende kyllingepølse eller noget makrel i tomat. Men appetitten bliver totalt ødelagt, hvis man ser, hvordan kyllingepølsen og makrellen bliver produceret.

Måske er medieforbrugernes hukommelse kort, og måske går den knap så smukke stund hurtigt i glemmebogen.

Men et godt råd til pressen skal være: Lad aldrig igen forbrugerne se, hvordan journalistik bliver til og slet ikke, når det er en personsag. Virkeligheden er - som produktionen af en kyllingepølse - ganske enkelt for grim til at blive vist frem.