JUHUUU - jeg har lavet en fejl!

authorimage
BLOGS
Af: Katerina Pitzner
04. okt 2013

Er ved at forberede mig til et interview i TV2 Lorry om min nye bog ”Diamantjægeren – en rå verden i glimt”. Interviewet skal ikke blot handle om bogen, men også om emner i ugen der gik, hvor relaterede emner vendes. Et af spørgsmålene er: Hvorfor er der ikke så mange iværksættere i Danmark?

Jeg kommer straks til at tænke på de relativt mange – især kvinder, der henvender sig til mig fra hele landet og proklamerer: Nu ved jeg, hvad jeg skal lave – jeg skal være diamanthandler!

Herefter spørger de, hvordan man bliver det, og om de kan komme under mine vinger og ’bare være der’ og se med. Må indrømme at jeg bliver lidt mat i sokkerne…Og med fare for at lyde som en lyseslukker af værste skuffe, må jeg desværre sige: Diamanthandler er ikke noget, man bare bliver.  Det mest almindelige er, at man er født ind i branchen. Det er et hverv, der typisk går i arv fra far til søn eller onkel til nevø. Om end undtagelser grangiveligt findes, kender jeg  personligt ingen i hele mit internationale diamantnetværk, som ikke er startet pga. familierelationer, der allerede er etableret i branchen.  Det kan man selvfølgelig ændre på, (som jeg selv har gjort) men den næste udfordring bliver, at det kan være svært at blive lukket ind. Branchen bygger på tillid og adfærdskodekset ’stay under the radar’, hvilket betyder, hvad end du gør, så vær diskret og bland ikke andre ind i vores business. Tavshed er guld.  Og det er ikke fordi, vi vil være hemmelighedsfulde, men fordi der handles med værdifulde genstande. Den lukkede verden handler om sikkerhed. Og jo mindre information  - des mere sikkerhed. Så enkelt er det. Derfor kan jeg ikke bare troppe op med håbefulde praktikanter og vise dem herlighederne. Apropos herligheder – alt for mange tror fejlagtigt, at min branche er meget glamourøs. De tror, at jeg iført lang kjole og champagneglas skrider ned af udstillingsgange med røde løbere,  hvor jeg blændet af diamanternes skær udpeger, hvilke jeg vil have.

De ved måske slet ikke, at min branche er funderet i en kultur, hvor alt overflødigt er frås. Vi sidder låst inde på nedslidte små snuskede kontorer, der er sparsommeligt indrettede med ufrække kontormøbler og tunge pengebokse. Ingen glamour og ingen mørk chokolade til kaffen. Men alligevel elsker jeg det! For når de rækker mig det lille diamantbrev, og jeg får lov til at sidde i stilhed og studere diamanten, er omgivelserne ligegyldige.  På et af mine favoritkontorer sidder 2 herrer på henholdsvis 77 og 82 år. De er opvokset i Diamond District i Antwerpen, har leget i gaderne og ER indbegrebet af en vaskeægte diamanthandler in carne. Hvis man trykker dem lidt på maven, kan de fortælle mange røverhistorier fra branchen, men når det kommer til handel, bliver de stille. Diamanten skal selv performe og vise sig. Ingen sælgersnak, ingen behovsopbyggelse eller anden ævl. Derfor elsker jeg mit fag. Jeg kan jeg godt forstå, at mange fascineres af branchen og jeg forsøger også altid på bedste vis at rådgive og opmuntre til at starte med en uddannelse som diamantgradér, men herefter er Herrens veje uransalige, og jeg kan ikke vide, hvilken vej, der er den rette for dem, ind bag de lukkede døre.

Men jeg tror stenhårdt på, at hvor der er vilje, er der vej!

Og som med alt andet iværksætteri er det VILJEN og PASSIONEN, der skal bruges som benzin, særligt de dage (måske uger og måneder) hvor det går op ad bakke. Jeg tror, at én af årsagerne til at vi generelt mangler iværksættere, er fordi vi er bange for at fejle, og fordi vi ikke har en kultur, der støtter den slags. På et ganske tidligt tidpunkt har jeg påvirket mine børn til at forstå, at DET ER VIGTIGT AT FEJLE!  For hver gang vi begår en fejl, er det en oplagt mulighed for at lære endnu mere om det emne, det drejer sig om. Hjemme hos os vil man således opleve, at når én af skoleopgaverne er forkerte, så strækker vi armene op i vejret og siger: ”JUHUUU, jeg har lavet en fejl”. Nu kan jeg blive endnu klogere! Måske kunne det mentale paradigmeskift være med til at opmuntre flere til at kaste sig ud i iværksætteri.

Profil
Katerina Pitzner authorimage Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen ”Diamantjægeren – en rå verden i glimt”.

Få Katerinas indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk