Flere eller færre offentlig ansatte

Debatten om offentlig nulvækst og spørgsmålet om hvorvidt verdens største offentlige sektor bør være endnu større, synes at have taget en lidt forskruet drejning. For det første må det være væsentligt at fastslå, at nulvækst i debatten defineres som real nulvækst. Nulvækst i den offentlige sektor vil derfor betyde, at den offentlige sektor vokser i takt med prisudviklingen i samfundet. I et normaliseret konjunkturforløb må det således forventes, at den offentlige sektor i et såkaldt nulvækstscenario vokser omkring 2% årligt. Umiddelbart er det derfor vanskeligt at forestille sig en mindre offentlig sektor i et realt nulvækstscenario, men hvorfor må den offentlige sektor egentlig ikke blive mindre? Det er formentlig frygten for den demografiske udvikling, der bringer debatten om den umiddelbart uanselige forskel mellem vækstrater i intervallet -½% til +½% op i et skingert leje.

Dertil kommer spørgsmålet om flere eller færre offentlig ansatte, hvor man har indtryk af, at det i næsten alle dele af det politiske spektrum drejer sig om at bevise, at nulvækst ikke fører til færre offentlig ansatte. Årsagen er sandsynligvis, at den offentlige sektor har vokset sig så stor, at ethvert politisk parti frygter at lægge sig ud med offentlig ansatte vælgere. De færreste vælgere tænker nemlig samfundsøkonomisk og langsigtet men snarere egoistisk og kortsigtet.

I den private sektor svinger antallet af beskæftigede med konjunktur- og produktivitetsudviklingen, og det er der sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved. Derimod bliver besparelser i den offentlige sektor typisk mødt af protester og ophedede politiske debatter, som om den hidtidige måde at udføre arbejdet på ikke står til at ændre. Frygten for nedlæggelse af offentlige arbejdspladser for til gengæld at skabe rum for etablering af private arbejdspladser er øjensynlig udbredt. Denne frygt burde navnlig i et konjunkturopsving ikke være udbredt.

Efterhånden er det kun de mest standhaftige sortseere, der ikke har opdaget det igangværende konjunkturopsving. September måneds konjunkturindikator fra Institute for Business Cycle Analysis, IBCA viser, at forbrugertilliden i USA nu er tilbage på niveauet før finanskrisen. Desuden er det efterhånden vanskeligt ikke at støde på opmuntrende artikler i mediebilledet, hvor det modsatte var tilfældet for mindre end et år siden. Vi nærmer os formentlig tidspunktet, hvor opsvinget bliver selvforstærkende, og så vil aktiemarkederne sandsynligvis blive positivt overraskede.

Ifølge Real Equity Research var udsigterne i de senest aflagte kvartalsregnskaber fra ledende nordiske virksomheder så gode, at aktiemarkederne trods betydelige stigninger i indeværende år endnu ikke har indregnet virksomhedsledelsernes nylige positive udmeldinger.

Stigende aktiekurser er navnlig i USA med til at understøtte forbrugernes tillid til fremtiden. Vi afventer dog stadig at se mere robuste tegn på jobskabelse, før opsvinget kan betegnes som selvbærende. Når det sker, vil også offentlig ansatte opnå bedre muligheder for at søge job i det private, så vi påny kan skabe en bæredygtig balance mellem offentlig og privat sektor.