Liberalisering ikke årsag til finanskrisen

Lyder det som en modig -- eller måske endda forkert -- overskrift? Synspunktet er heldigvis ikke mit alene. Det er en af hovedkonklusionerne i den meget omtalte rapport fra "Udvalget om finanskrisens årsager", bedre kendt som Rangvid-udvalget efter dets formand, Jesper Rangvid, der er professor med speciale i bl.a. finansielle markeder ved CBS i København.

Rapporten udkom i sidste uge og gav øjeblikkelig kommentatorer og andre "talende hoveder" på tv og i skrevne medier rigeligt at se til. Kunne kommissionen udpege en hovedskurk eller -synder i forbindelse med den finanskrise, der har hærget både den store verden og lille Danmark siden 2008? Hvordan skal særligt bankerne, men i det hele taget den finansielle sektor og kapitalmarkederne reguleres yderligere og strengere i fremtiden -- for reguleres mere, det skal de vel? Strammere tøjler, skærpet tilsyn og større offentlig indblanding i den private sektor må vel som minimum høre til blandt de ting, der skal gøres? For der skal vel gøres … mere … ikke?

At journalister og kommentatorer med få undtagelser har lagt hovedfokus på de dele af rapporten, der peger på, hvilken rolle, bankerne har spillet i forløbet op til krisen, samt på, hvordan banker og kapitalmarkeder fremover kan og bør reguleres, er ikke overraskende. Vi kender historien i forvejen, og den er let at formidle til seere og læsere, der hungrer efter enkle svar på vanskelige problemstillinger og udpegning af særlige skurke eller syndebukke blandt de mange forskellige aktører, hvis adfærd har påvirket begivenhedernes gang.

Rangvid-rapporten rummer imidlertid pointer og konklusioner, der i denne første uge efter offentliggørelsen er blevet forbigået nærmest i tavshed -- måske fordi de er sværere at formidle og forklare, måske fordi de ikke understøtter det fremherskende billede af helte og skurke i forbindelse med finanskrisen. Eller måske, fordi de ikke giver nogen af de svar, de fleste så gerne vil have, men som sjældent kan gives særlig entydigt: Hvad var årsagen (i ental)? Hvordan kunne krisen have været undgået (underforstået, at det kunne den)?

Af udvalgets kommissorium fremgår det, at udvalget fik til opgave at se på følgende områder:

1) Belyse internationale faktorer som årsag til krisen i den danske finanssektor

2) Særlige nationale forhold som medvirkede til finanskrisen

3) Liberalisering af den finansielle sektor

4) Rådgivning af kunder

5) Vurdering af iværksatte opstramninger mv.

Konklusionen på det tredje område, liberalisering af den finansielle sektor, er interessant. I sin indledende sammenfatning skriver udvalget (s. 17, punkt xii):

"Det vurderes ikke at have været en egentlig årsag til krisen i Danmark, at der siden 1970’erne er sket en generel liberalisering af de internationale kapitalbevægelser og af den finansielle sektor, herunder opbygning af finansielle supermarkeder, der kan tilbyde en række forskellige finansielle produkter til kunderne."

Udvalget uddyber, at godt nok har denne generelle liberalisering bl.a. haft den konkrete konsekvens, at bankerne efterfølgende har kunnet finansiere større indlånsunderskud på de internationale kapital- og pengemarkeder, men udvalget fastholder samtidig, at disse liberaliseringer var fuldt indfaset i 1988 og derfor ikke kan ses som en direkte årsag til finanskrisen 20 år senere. Den sidste del af punkt xii er også værd at citere i sin helhed:

"Endelig er liberaliseringen af kapitalbevægelserne et naturligt element i den generelle internationalisering, der er sket gennem de seneste mange årtier. Udvalget vurderer, at Danmarks økonomiske velstand i fraværet af frie kapitalbevægelser i dag ville have været væsentlig lavere. Fordelene ved frie kapitalbevægelser overstiger langt de mulige omkostninger forbundet hermed."

Læg rigtig godt mærke til, hvad udvalget skriver her: Danmarks velstand ville have været væsentlig lavere uden disse liberaliseringer, og samlet set overstiger fordelene ved disse langt omkostningerne. Disse klare konklusioner er næppe, hvad man havde håbet at høre på redaktionsgangene hos Politiken og Information eller på (resten af) den politiske venstrefløj.

Man må håbe, at de politiske beslutningstagere, der ved Rangvid-rapportens offentliggørelse sad klar med fingeren på reguleringens aftrækker besinder sig i deres iver efter at "gøre noget", "gøre mere" eller "udvise handlekraft". I stedet bør de læse rapporten grundigt -- eller få andre til at læse den grundigt for sig -- og derefter overveje følgende spørgsmål nøje i forbindelse med hvert eneste tiltag i retning af mere og/eller strengere regulering af den finansielle sektor og de finansielle markeder, som tages op til overvejelse på baggrund af rapporten:

--- Kan forslaget, efter grundig analyse, rent faktisk forventes at få de positive konsekvenser, man ønsker at opnå?

--- Vurderes fordelene ved forslaget, ligeledes efter grundig analyse, at være større end omkostningerne? (Hint: Al regulering indebærer omkostninger. Det eneste, der varierer, er hvor store omkostningerne er.)

--- Er forslaget attraktivt pga. dets forventede positive konsekvenser, eller fordi det i kraft af gode intentioner føles godt at forfølge og implementere?

Selvom det kan føles mest naturligt at "gøre mere" i forsøget på at løse et givent problem eller imødegå en given udfordring, så vil en nøgtern analyse af mulige og forventelige konsekvenser af et konkret indgreb ikke altid bekræfte denne følelse for en. Overraskende ofte kan det bedste, man kan gøre -- forudsat man interesserer sig mere for gode konsekvenser end gode hensigter -- være at gøre mindre, ikke mere.