Indiebøgernes indtog

At det er svært at være boghandler, er ikke nogen nyhed. Men netop nu har Arnold Busck på Købmagergade i København gang i noget ret interessant. I samarbejde med Newpub, en organisation for selvudgivere, har Arnold Busck dedikeret et område af butikken til de såkaldte indiebøger. Det betyder, at på nogle af de boghylder, hvor du plejer at kunne finde bøger, som er udgivet af "rigtige" forlag, kan du lige nu se en masse bøger, som aldrig har været forbi et forlag. Interessant. Eller hvad? For hvis en bog ikke er udgivet af et (aner)kendt forlag, er det vel ensbetydende med, at bogen ikke er god. Så betyder indieområdet egentlig, at der er hjemmekomponeret skrammel til salg i stedet for rigtig litteratur?

Ikke nødvendigvis. Den del at bogbranchen, der hedder selvudgivelse, stortrives nemlig - i hvert fald, hvis man kigger på udgivelsestallene. I Politiken kunne vi for nylig læse, at på Saxo alene udkommer der 150 selvudgivere om måneden. Dertil kommer de mange indieforlag, som skyder op rundt omkring - forlag, der typisk er oprettet af forfatteren selv, og som udgiver én, måske to eller tre titler. Men hvorfor udgiver forfatterne selv?

To primære årsager: For debuterende forfattere, og dem bliver der flere og flere af, bliver det sværere og sværere at trænge igennem til de store, traditionelle forlag. Og så er det blevet langt lettere og billigere at trykke bøger on demand eller i små oplag. Hvis vi begynder med det sidste, så muliggør digitaliseringen nu tryk i mindre oplag, tryk on demand eller e-bøger uden trykomkostnigner.

I 2008 viste en undersøgelse, at hver femte dansker drømmer om at skrive en bog, og det virker, som om en del er i gang med at udleve drømmen. Men det er stadig de færreste forfattere, der sælger flere hundrede tusind bøger i Danmark. Og hvad enten man vil være ved det eller ej, så lever de store forlag altså af af at sælge bøger - også selvom der er en tendens til at romantisere hele forlagsbranchen og flere gerne anser forlag som værende en form for kulturens højborg og i den dur ... Men forlag er også virkomsheder, og de bliver drevet lige som alle andre virksomheder: der skal være overskud på den økonomiske bundlinje. Redaktørerne skal have løn, det samme skal korrekturlæseren, grafikeren, marketingsafdelingen, trykkeriet, distributørerne ... Det betyder naturligvis, at hvis forlagene modtager et manuskript, som forlaget umiddelbart vurderer ikke kan tjene sig selv plus lidt mere hjem, eller hvis det kræver for meget arbejde at klargøre til tryk, bliver manuskritptet ofte afvist. Det forstås. Jeg ville gøre det samme. Men jeg er ikke forlagsdirektør - jeg tænker højt fra en anden posistion i bogbranchen.

Hvad nu, hvis man legede med en forretningsmodel, hvor forfatterne selv afholdt udgifterne, og så omvendt fik en større andel i royalties? Det er tanker som disse, indiebøgerne udspringer af - at forfatteren selv står for forlagsarbejdet. Udfordringen er bare, at en del indieudgivere glemmer eller sparer den redaktionelle proces væk, hvilket kan undrer en, for der er jo heller ikke nogen, som afleverer deres speciale uden at have talt med en vejleder bare én gang ... Men pludselig udkommer der en masse bøger, som ikke har haft hverken redaktør eller korrekturlæser inde over projektet. Og står man foran indiehylderne i Arnold Busck, afslører det sig også hurtigt, at der ofte heller ikke har være en grafiker indvolveret. Du kan selv gå derhen og kigge på forsiderne - hvor mange bøger har du lyst til at tage ned fra hylden?

Det er en skam. Tænk at bruge så mange timer på at skrive en bog, der givetvis har et godt budskab eller en spændende hstorie, og så ikke følge projektet til dørs, for nu at bruge en af de klicheer, indiebøgerne sjældent er renset for.

Arnold Buscks indieprojekt er interessant, og måske skulle andre boghandlere også forsøge sig med en indieafdeling. Et sted, hvor selvudgiverne kunne betale sig fra hyldeplads? Eller hvor man tilbød redaktionel vejledning, korrektur- eller grafikerkontakter, således at boghandleren ikke kun skulle leve af at sælge bøger, hvilket jo er så pokkers svært med de frie bogpriser og så videre, men derimod skulle leve af at rådgive - læserne, forfatterne og dem, der spirer ...

 


 

Se flere blogs



Profil