ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

'Vi danskere....': Hvad ledere kan lære af Børsen

authorimage
BLOGS
Af: Annette Franck
12. september 2013

Børsen stiller et stort spørgsmål med temaet 'Hvad kan vi danskere': Hvad skal der egentligt til, hvis vi skal lave nye og flere arbejdspladser i Danmark?

Børsen vil ud over en slidt krisedagsorden, hvor debatten handler om at fordele en kage, der bliver mindre og mindre. Ambitionen er at sætte dagsorden for en anden debat, nemlig hvordan vi skaber en større kage på grundlag af det, vi kan. Børsen bruger  journalistikken til at svare på dette store, åbne spørgsmål og udvikle svar. Her kan ledere lære meget af journalistikken. 

Når man peger på…

Med ’Hvad kan vi danskere’ stiller Børsen store og åbne spørgsmål til ledere om arbejdsmarkedet og erhvervslivet i Danmark. Lederne har peget på både politikere og danske medarbejdere. Her er meget at sige og med rette. Men vi kommer ikke uden om det: Der skal også peges på ledere! 

Uanset om medarbejdere opper sig til at være mere mobile, fleksible, flittige og løntilbageholdende og uanset alverdens erhvervs- og arbejdsmarkedspolitiske tiltag, så er ledelse i den enkelte organisation afgørende for resultater. Ordet ’selvglæde’ er læst og hørt flere gange i Børsens journalistiske søgen efter vores forudsætninger eller mangel på samme. Men der er vist ingen dokumentation for, at selvglæden er gået danske ledere forbi? 

’Hvad kan vi danskere…’ er ikke bare en udfordring af vores selvglade forestillinger om, at vi danskere har en bedre samfundsform med bedre uddannelse, der gør os mere kreative, og hvad vi ellers har bildt os selv ind gennem årerne. Fænomenet er også set inden for vores forestillinger om en særlig dansk involverende ledelsesstil, der skulle være befordrende for både resultater og trivsel. Den forestilling trænger også til udfordring. 

Lær af Børsens journalistik

I den nødvendige udvikling af egen ledelse kan ledere lære af Børsens tilgang: Stil store, åbne spørgsmål, som ingen har svar på. Sæt ressourcer af til målrettet at søge viden og afdække vinkler. Tillad at der er mere end et svar, og at det ene svar ikke udelukker et andet. Målet er at skabe viden, der bringer os videre gennem udvikling. Sådan fungerer journalistikken, når det er godt håndværk..

Journalistikken tilbyder flere hundrede års erfaring i at skabe fælles viden og udvikle sammenhængskraft. Faget rummet alt fra praktiske værktøjer til grundfæstede principper for at udveksle og udvikle viden. Sådan har faget bidraget til at bringe samfundet fremad. Dokumentationen for værdien er jo en væsentligt del af vores identitet og kultur: Vi ved jo, at det er sådan, man bliver klogere! 

Inspiration fra journalistikken

Hvad kan ledere så bruge det til? Jo, til at få mod på og inspiration til at udvikle deres egen ledelsespraksis. Ledere præsenterer oftest færdige løsninger og undrer sig over modstanden, når organisationen ikke deler begejstringen. Ledere kalder mange aktiviteter for ’kommunikation’, men min erfaring er, at mindst 75% i praksis er information. Gæt hvilken vej? Ja, information om beslutninger de har truffet uden at turde stille store spørgsmål, gjort sig den ulejlighed at søge efter viden i andet end lukkede kredse og i øvrigt ikke kunne rumme alt for mange svar i processen. Den ledelsespraksis sætter meget store begrænsninger for udvikling. Her er meget at lære af journalistikken. ’Hvad kan vi danskere?’ er et godt eksempel. 

Profil
Annette Franck authorimage www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.

Få Annettes indlæg
som RSS-feed her





Tidligere bloggere på borsen.dk