Misforstået forbrugerbeskyttelse – lav loven om ejerskifteforsikring om

Der er heldigvis stigende tegn på grøde i boligbranchen. Måske derfor er det hen over sommeren igen begyndt at blæse op om ejerskifteforsikring og de nye regler, som trådte i kraft i maj i 2012.

Intentionen bag den nye lov om ejerskifteforsikring indeholder et klart ønske om ægte forbrugerbeskyttelse, hvilket man må tage hatten af for, idet alle ved, at det er vigtigt at skabe tryghed om et produkt, der har så stor betydning for den største investering, som mange af os foretager – at købe et hjem. Udfordringerne med de nye regler er, at de er meget faste og stramme, og at de desværre også kommer til at virke stik imod hensigten som en slags misforstået forbrugersikkerhed. For uanset om du køber et hus til 1 mio. kr. eller 15 mio. kr., er betingelserne de samme.

Vi har dermed som forsikringsselskab fået mindsket mulighederne for at skræddersy produktet til forskellige kundegrupper. For eksempel er folk, der køber hus til 10 – 15 mio. kr. ofte kun interesseret i, at forsikringen dækker ”worst case scenario” og ikke de små skader. Der burde være lidt mere fleksibilitet indbygget i ordningen, så dem, der gerne vil betale en højere selvrisiko kunne slippe tilsvarende billigere i præmie. Som det er nu, kan det ikke lade sig gøre på grund af basisbetingelserne for ejerskifteforsikringen. Her må selvrisikoen ikke være højere end 5.000 kr. men gerne lavere. Det sender desværre nogle uheldige signaler til kunderne, idet selvrisikoen dermed i nogle tilfælde er markant lavere end den, som folk har på deres almindelige husforsikringer. Husforsikringen er netop skabt til at dække almindelige ting, mens ejerskadeforsikringen tegnes for at undgå udgifterne ved store gennemgribende skader som for eksempel sætningsskader på huset, der nemt kan løbe op i en million kr. Dette burde også afspejles i selvrisikoen.

De udvidede dækninger betyder, at vi som selskaber har måttet hæve prisen. Dette niveau er nu, efter min mening, ved at nå sit maksimale i forhold til, hvad den enkelte kunde kan og vil betale for sin ejerskifteforsikring.  Vi kan frygte, at flere vælger produktet fra, og at forbrugerne dermed ikke får den sikkerhed som politikerne egentlig ønskede sig, da de lancerede det forberede produkt.

Når det er sagt, så medgiver jeg blankt, at vi som forsikringsselskaber kan blive endnu bedre til at give forhåndsinformationer, når kunden ønsker at købe en ejerskifteforsikring. Der skal være en helt klar forventningsafstemning om, hvad produktet dækker, og hvad husejeren kan forvente at få dækket.

Det skal vi og ejendomsmæglerne blive meget bedre til at fortælle huskøberne. Det er en kæmpe udfordring, hvor man også må opfordre boligejerne til selv at komme på banen. At købe et hus er et afgørende skridt for de fleste og ikke at sammenligne med køb af en ny cykel eller ny bil. Køberne bør derfor også sørge for at få den rette rådgiver med på sidelinjen og ikke blot tegne en forsikring. Det er hovedløst at smide 20.000 kr. efter en forsikring uden helt at vide, hvad det er, man får og kan forvente sig for pengene.

Historisk set har ejerskifteforsikring været forbundet med dårlig omtale og utilfredse kunder samt dårlig økonomi for selskaberne. Ifølge nye tal fra Forsikring & Pension har erstatningsudbetalingerne siden 2004 været noget større, end hvad vi som selskaber samlet fik ind i forsikringspræmier. Det kan også være en af grundene til, at der kun er få aktører, som vælger at tilbyde ejerskifteforsikringer. Gjensidige har været i markedet i mere end ti år og har fået skabt en god portefølje med sund økonomi og stigende kundetilfredshed og en meget lav klagestatistik i Ankenævnet. Vi er i markedet, fordi vi mener, at kunderne har krav på et produkt, der passer til dem og som vi kan skræddersy og tilpasse de enkelte segmenter – på samme måde, som vi gør med alle andre typer forsikringer.

Derfor er det også for dårligt, når vi som nu kun kan tilbyde noget middelmådigt, fordi den nye lov skærer alle forbrugere over én kam, så der ikke er plads til den individuelle forbrugers ønsker og behov, når det gælder noget så fundamentalt som at sikre ens eget hjem. Jeg kan derfor kun opfordre til, at politikerne går ind og vurderer, om forbrugerne med den nye ordning, virkelig får det, de har behov for, eller om det ikke er på tide at skabe ægte forbrugerglæde frem for misforstået forbrugerbeskyttelse.