Skal bankerne indføre princippet om ”en aktie – en stemme”

– argumenterne herfor er ikke overbevisende I kølvandet på finanskrisen og diskussionen om bankpakkerne, er der fra flere sider været rejst kritik af bankernes anvendelse af ejer -og stemmelofter (banker har forbud mod at anvende A –og B aktier). Man har således gjort gældende, at princippet om ”one share - one vote” kunne have forhindret bankskandalerne og ført til valg af en mere professional bestyrelse. Kritikken har ligeledes gået på, at bestyrelsen har været for selvsupplerende og ikke tilstrækkelig kritisk over for den adm.dir. Analyserer man argumentet nærmere, viser det sig imidlertid, at det langt fra er sikkert, at dette ville være konsekvensen. Der er lavet utallige videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem anvendelsen af ”one share –one vote” og performance, senest opsummeret i en omfattende undersøgelse af Institutional Shareholder Service udarbejdet af European Corporate Governance Institute. Konklusionen er, at der ikke er nogen markant statistisk sammenhæng. Det har været gjort gældende, at overtagelsesværn, herunder A- og B-aktier samt ejer/stemmelofter isolerer ledelsen og gør selskabet umuligt at overtage. Intet er mere forkert. Aktionærerne kan frit ændre deres vedtægter og afskaffe et værn, hvilket f.eks. skete i TDC, som havde et ejerloft på 9,5 procent. Som bekendt var dette ingen hindring mod at blive overtaget af kapitalfondene. Sammenligner man de virksomheder, som har stemme/ejerlofter (Danisco, Jyske Bank etc.) med selskaber som ingen værn har, er der generelt ingen forskel på bestyrelsernes kvalitet eller hvor aktive aktionærerne er. Økonomisk teori tilsiger, at man som investor bør holde en efficient portefølje, hvor den selskabsspecifikke risiko er bortediversificeret, således at investor ikke bekymrer sig om risikoen i det enkelte selskab, men derimod om markedsrisikoen. Dette betyder, at det ikke kan betale sig for den enkelte aktionær at være aktiv og bruge ressourcer på at udøve aktivt ejerskab. Forestil f.eks. at en aktionær brugte en uge på at finde en fremragende bestyrelseskandidat, som han beslutter at opstille på generalforsamlingen, og som efterfølgende endda bliver valgt. Kursen stiger næste dag med 30 procent. Nu skulle man tro, at alt var godt. Problemet er imidlertid, at den aktive investor kun holder en lille andel af sin portefølje i det pågældende selskab. Nok stiger hans relativt få aktier i selskabet med 30 procent. Denne stigning kan dog ikke modsvares af det tab, han har haft i forbindelse med at finde en fremragende kandidat (benævnt opportunity costs.). Dette problem benævnes free rider problemet dvs. gevinsten deles med alle de passive aktionærerne, mens man selv må afholde alle omkostningerne, hvilket i sidste ende gør at ingen aktionær har noget incitament til at være aktive. Et er økonomisk teori, men faktum er som bekendt, at generalforsamlingerne i alle banker, uanset om de har ejer/stemmelofter er særdeles godt besøgte. Dette kan skyldes, at de lokale aktionærer får en lejlighed til at være sammen uden at frygte, at banken pludselig bliver overtaget og at flere filialer bliver lukket. Ejer og stemmelofter har primært til formål at beskytte de små aktionærer mod en storaktionær, som kunne blive fristet til at forfølge sine egne målsætninger på de øvrige aktionærers bekostning.