Skomager, bliv ved din læst

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
30. aug 2013

Det kan være en rigtig god ide at gøre det, man er god til. Og ikke andet. Her skal det handle om dygtige mennesker, der kvajer sig, fordi de tror, de kan det hele. Det skal også handle om, at nogle mennesker er født med talent for alting. Men selv for disse mennesker gælder, at de skal øve sig og tage arbejdet alvorligt.

Kan man man tegne, fordi man kan synge? Aktuelt udstiller den gudsbenådede musiker Leonard Cohen i København, men lad være at gå derhen, med mindre du ved hvorfor. Indrømmet, jeg er forelsket i hans musik, der i sig selv har masser af billeder og historier og stemninger. Den mand er dygtig. Men fordi man er en dygtig musiker, bliver man ikke også nødvendigvis en dygtig billedkunstner.

Hvis jeg var dygtig til stangspring, kunne jeg ikke også nødvendigvis spille fodbold. Det musiske og det visuelle er to forskellige sprog. For at mestre et sprog, skal man kende til grammatikken og tilegne sig et ordforråd.

Derfor: hvis du beskæftiger dig med Cohens billeder, så gør det, fordi du holder af hans musik i så høj en grad, at alt, hvad der udgår fra denne skabende kunstner har en eller anden form for relevans. Køb hans billedkunst, men gør det, fordi du vil have en splint fra Jesu kors eller enhjørningens horn, et relikvie til dit hjemmealter.

Nuvel, Cohens billeder er hæderlige. Han skal ikke skamme sig, det er slet ikke dét. Billederne fungerer som hyggelige vignetter og let eftertænksomme streger, men de er intet i forhold til mandens musik. Desuden præsenterer de sig som fade digitale prints, med et strint af autenticitet via et rødt stempel eller et vandmærke med kunstnerens tegn.

Andre kunstnere vil gerne det hele. Tænk Bob Dylan. Sin generations heroiske stemme og amatørmaleren, der som bekendt fik lov at udstille i de store sale på SMK (Statens Museum for Kunst). Dawid Bowie er vist også glad for at lave billeder, men holder det for sig selv. Det kan være klædeligt med en vis ydmyghed.

Så er der danskerne Kasper Eistrup, Lars H.U.G., Anne Linnet, Johnny Madsen og Knud Odde, som alle både synger og laver billeder. Burde de holde sig til at illustrere egne pladecovers?

Sidstnævnte er nok den, der er sluppet bedst fra at skifte metiér. Odde er medlem af kunstnersammenlutningen Corner, aktuel med stor udstilling på Faaborg Museum og har lige været ugens kunstner på Kunsten.nu, få tænker på ham som bassisten fra punk rock bandet Sort Sol.

Rockstjernen Kasper Eistrup har konsekvent stået for bandet Kashmirs visuelle identitet. Det er noget med striber og nogle særlige pile. Men han har også eget atelier og tegner, så man skulle tro, han aldrig havde lavet andet. Som ung overvejede han, om det skulle være billedkunsten eller musikken, det blev det sidste, måske fordi det er lettere at slå igennem og leve som musiker.

For John Lennon var der noget af det samme på færde. Han gik på kunstskole og havde bandet som sidebeskæftigelse. Hvis The Beatles ikke var sket, så kunne Lennon måske være blevet en stor billedkunstner.

Konklusion: Nogle mennesker er måske født med talent for kunst. De skal bare vælge deres sprog, deres instrument. Nogle kunstnere bør så holde sig til det instrument, som de har valgt. Der er en sang, hvor det hedder "Don't change horses in the middle of a stream".

Eksemplet Leonard Cohen har dog et raffinement, for manden ville slet ikke være musiker, han ville være digter. Ungdommen gik med at skrive og lave oplæsninger. Men han opdagede snart, at flere lyttede, når han tog sin guitar med. Det var også mere populært blandt kvinderne.

Leonard Cohen udstiller hos Gallery Poulsen til den 1. september.

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk