Finanslov 2014. Støtte til uddannelse må ikke blive blankocheck

Så kom finanslovsforslaget for 2014. Ikke overraskende stiger udgifterne til studerende og de videregående uddannelser med et par mia.kr. Vi har aldrig uddannet flere unge, så det er ikke i sig selv noget overraskende i. Øgede udgifter til SU og uddannelse må vi indstille os på, så længe Danmark har en ambition om at uddanne så mange som muligt.

Det afgørende er altså ikke, om man skal investere. Det skal vi. Men vi skal også investere smartere. Der er flere steder, man kunne tage fat.

For det første skal vi forsøge at undgå dét, som på engelsk kaldes ”academic updrift”. Altså det fænomen, at job, som i dag varetages af en finansøkonom, i morgen skal løses af en cand.polit. Eller at den gymnasielærer, som i går havde en kandidatuddannelse, i morgen skal have en ph.d.

I dag har alle, som har taget en tre-årig bacheloruddannelse på universitetet et retskrav på at kunne læse videre på kandidatuddannelsen. Men spørgsmålet er, om det for alle uddannelser er lige nødvendigt og om alle studerende er kvalificerede og motiverede til en kandidatuddannelse umiddelbart efter deres bacheloruddannelse.

I DEA har vi netop gennemført en analyse, der viser, at der er job til de fleste af de bachelorer, som aldrig bliver kandidater. Karakteren af arbejde er varierende, men i hvert fald en tredjedel af bachelorerne har et arbejde, som forudsætter akademisk viden. Der er altså et arbejdsmarked for bachelorer, og hvem ved om netop dét arbejdsmarked ikke kunne være større, hvis akademiske bacheloruddannelser var uddannelser i egen ret og med selvstændigt afstigningstrin? Sådan er det ikke i dag.

Bør SU-reform strammes?
Et andet sted at tage fat er på SU-området. Sidste år vedtog regeringen en upopulær, men meget mild SU-reform. Den betyder, at man på de fem-årige universitetsuddannelser kan studere et år ekstra og stadig få SU, såfremt man påbegynder sin uddannelse senest to år efter endt ungdomsuddannelse.

I dag er 85 pct. af de studerende seks år om at gennemføre en fem-årig uddannelse. Spørgsmålet er, om det er på tide at sige til de studerende: Vi vil gerne betale jeres uddannelse og verdens højeste SU, men I skal – så vidt det er muligt – gennemføre uddannelsen på normeret tid. Skrappe SU-reformer har virket i andre lande. I Holland kunne man bl.a. se, at indskrænkning af den normerede studietid havde positiv effekter på gennemførelse og karaktergennemsnit for første års studerende.

I lyset af øgede udgifter til SU på ca. 1,7 mia.kr. i næste års finanslov, var det måske en ide at se på, om reformen ikke allerede nu bør strammes.

Vi skal i Danmark blive ved med at støtte vores unge i at uddanne sig. Men det må ikke blive en blankocheck. Vi har behov for, at øgede udgifter hovedsageligt går til bedre og mere anvendelige uddannelser, der efterspørges på arbejdsmarkedet. For blind støtte er dårlig støtte.