Vi skal kunne diskutere krigen

Tidligere på ugen stak folketingsmedlem Zenia Stampe (R) hånden i en hvepserede, da hun fremførte, at krigen i Afghanistan var en fejl. Eller rettere, at selv om kampen mod al-Qaeda var berettiget, stak vi os selv blår i øjnene ved at tro, at vi kunne forvandle det afghanske stammesamfund til et spirende demokrati baseret på vestlige frihedsrettigheder. Hun pointerede desuden, at "forsvaret skal ikke bebrejdes, for det gjorde, som det fik besked på" og hun fastholdt, at "det er vigtigt, at vi efterfølgende kan tage diskussionen og ikke mindst lære af denne krig."

Ikke desto mindre kom hendes udmeldinger snart under massiv kritik. Og med få undtagelser handlede kritikken om, hvorvidt man overhovedet kan tillade sig at stille spørgsmål ved den danske militære indsats. Soldaterforeningen kritiserede hende således for at undergrave det mandat, som soldaterne havde fået fra Folketinget, mens sognepræst og JP-blogger Kristian Massey Møller hævdede, at "de danske soldater kræver 100 % opbakning under udsendelsen, og også efter udsendelsen" og skosede Stampe for at bryde "den politiske borgfred på omkring [sic] tilbagetrækningen og afslutningen af krigen i Afghanistan."

Konservativ Ungdom fandt sin mest skingre retorik frem og beskyldte den radikale forsvarsordfører for at pisse soldaterne op og ned ad ryggen. I en skriftlig kommentar opfordrede KU-formand Kristoffer Beck Radikale Venstre til at "pleje deres partipolitiske ego på andre måder end ved at debattere så vigtigt og følsomt et emne i fuld offentlighed", og beskyldte Zenia Stampe for at "trampe på de efterladte" når hun så meget som antydede, at faldne soldaters død havde været forgæves.

Noget krigskritik er mere lige end andet
Men Zenia Stampe er ikke den eneste, der i denne uge har kritiseret den militære strategi i Afghanistan. I et blogindlæg kalder folketingskandiat for Venstre og tidligere VU-formand Jacob Engel-Schmidt således den danske beslutning om at trække sig tilbage for et udslag af "hobbitmentalitet":

"Det er muligvis populært og økonomisk fordelagtigt at trække de vestlige soldater hjem før tid. Politisk er det også klogt, da terrorbekæmpelse og jagten på Al Qaeda er forsvundet fra den brede befolknings bekymringsbarometer. Alligevel er beslutningen ualmindelig ufornuftig og Herredets naive hobbitter værdig."

Hvis vi trækker os ud før tid, skrev Jacob Engel-Schmidt, ville Taleban hurtigt genvinde kontrollen, "de demokratiske resultater vil være visket væk og mange soldaters liv være tabt forgæves".

Vil den håbefulde Venstre-kandidat blive ramt af den samme fordømmelse, som blev Zenia Stampe til del? Vil han blive kritiseret for at bryde den politiske borgfred og undergrave det danske mandat? Vil de iltre ungkonservative kritisere ham for at diskutere et vigtigt og følsomt emne i fuld offentlighed eller beskylde ham for at trampe på de efterladte?

I skrivende stund er det få timer siden, at Jacob Engel-Schmidt skrev sit blogindlæg, og det er muligt, at Stampes kor af kritikere er ved at forberede en lignende gennemplejlning af ham. Jeg tillader mig dog at tvivle. Mit gæt er, at forargelsen udebliver, når det er manglen på krudt og kugler, der kritiseres.

Fortidens fejltagelser
En sådan enøjethed er ikke holdbar. Vi er nødt til at kunne diskutere og evaluere Danmarks militære indsats, også mens den stadig pågår. Især når både forsvar og politikere i disse dage med lys og lygte leder efter en ny krig, vi kan være med i. Hvis ikke vi kan evaluere tidligere krige, inden vi drager ud i nye, risikerer vi at gentage fortidens fejltagelser.

Håndteringen af Afghanistan-krigen er en sådan fejltagelse. Danmark gjorde ret i at deltage i kampen mod al-Qaeda, der havde angrebet en af vores Nato-allierede. Men forestillingen om, at vi kunne bringe demokrati og vestlige frihedsrettigheder til stammesamfundet Afghanistan var lige så forfejlet, som den var i Irak.