Jeg køber sjældent Ekstra Bladet. Indtil i dag.

authorimage
BLOGS
Af: Tobias Lau
11. jul 2013

I dag købte jeg Ekstra Bladet.

Ikke kun fordi det for mig emmer af, at NU har jeg fri. Sommerfri.

Nej, mest af alt på grund af overskriften: ”HAR ALDRIG HAFT ET RIGTIGT JOB” og med billeder af Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Ellen Trane Nørby, Johanne Schmidt-Nielsen, Helle Thorning, Kristian Thulesen Dahl og Morten Bødskov.

Det er noget jeg tit har tænkt på: Har de folk der styrer landet noget begreb om, hvad det vil sige at være arbejdende dansker?

Det er indlysende, at et helt arbejdsliv på Christiansborg gør det svært at være på forkant med udviklingen. Gad vide hvor mange politikere der for eksempel kender Kickstarter.com? Og vil lave politik der kan fremmer den slags erhvervstiltag i Danmark?

Nuvel. Nogle har jo haft et ærligt stykke arbejde. For eksempel havde jeg fornøjelsen af at sidde ved siden af folketingsmedlem Jan Johansen i bussen på vej op til Folkemødet i Allinge for nogle uger. Har du aldrig hørt om ham? Nej, heller ikke jeg. Men vi faldt altså lidt i snak når vi nu sad ved siden af hinanden.

Jan havde været rengøringsmand på Lindøværftet og havde arbejdet der - - jeg tror han sagde 24 år. Se dét er en arbejdsmand. Langsomt havde han fået mere ansvar på Lindøværftet og var til sidst blevet tillidsmand. Til sidst også medarbejderrepræsentant i bestyrelsen og sad til møder med ”Hr. Møller” som han stadig kaldt den øverste chef. Og nu sad han så i Folketinget.

Jan Johansen er desværre en sjældent tilfælde af politikere der ved hvordan det er at leve for almindelige mennesker i Danmark. Jeg håber sådan at de kære politikere får lyst til at tage nogle års sabbat, eller hvad de har lyst til at kalde det, og få sig et arbejde ude i virkeligheden - - gerne noget der handler om produktion. Altså, jeg mener det helt uden ironi!

Men jeg tror ikke det sker.

Og sker det ikke vil historier, som jeg nu vil fortælle, desværre fortsætte til ugunst for landet:

Det var under Folkemødet. Jeg var blevet frokostsulten og gik ned til Røgeriet for at købe sildebuffeten. Jeg satte mig uden for på en bænk i det gode vejr med en fadøl.

Ved siden af mig satte 2 habitklædte herrer. De havde også fået sildebuffeten. Vi faldt hurtigt i snak. De fortalte at de arbejde for… nej, det kan jeg ikke sige. Jeg fortalte dem nemlig ikke at jeg bloggede for Børsen; jeg præsenterede mig som borger. Lad os bare sige at de arbejdede for en af de 10 største virksomheder i Danmark.

Vi kom hurtigt til at snakke om, hvad der skal til for at forbedre landet. Sådan nogle samtaler opstår altså hele tiden når man er til Folkemødet.

Nå, så kommer det, som en af dem fortalte mig, som gav mig chokket. Og jeg taler reelt chok. Altså, vi taler lammelse og ingen evne til at tale.

Manden, den yngste af de 2, han var vel 38 år. Lad os kalde ham Anders. Han sagde at han ofte var inde på Christiansborg, tale med politikere og holde styr på, hvad der foregik som kunne påvirke deres forretning og virksomhed.

Han var der også i dagene før og efter at vækstpakken var blevet præsenteret. På dagen hvor nedjusteringen af selskabsskatten blev offentliggjort var hans første reaktion: ”Hvad? Hvor kom dén fra?”

Som han sagde til mig: ”Der er måske 5-10 danske virksomheder som virkelig får glæde af den selskabsskattelettelse. Og det er dét. Det betyder jo ikke noget for størstedelen af virksomheder. Misforstå mig ikke. Vi er glade nok for den. Vi har bare ikke behov den.”

I dagene efter offentliggørelsen gik Anders forbløffet rundt til hvert parti på Christiansborg, for at høre hvordan de dog var kommet frem til den konklusion at selskabslettelse var den bedste og mest økonomisk-effektive for landet. For ham var det helt sort. ”Jeg spurgte socialdemokraterne og de sagde ’nej, det er ikke fra os det kommer’, jeg gik til De Radikale og de sagde ’nej, det er ikke vores idé’ og det er hvert fald ikke SFs idé - - det var bare blevet det kompromis de kunne blive enige om.”

Ord findes ikke til at beskrive den historie.

Vi taler om ufattelig mange milliarder kroner. Som deles ud af politikere fordi de ikke har fantasi eller mod til andet. Og som aftagerne, de store virksomheder, blot ryster på skulderen af - - ”Vi er glade nok for den. Vi har bare ikke behov for den.”

De eneste der måske jubler er Dansk Erhverv, Dansk Industri og Venstre.

- Men dem der producerer noget fra Danmark er stille. ”De har vel styr på det derinde på Christiansborg”, tænker de – ja det tænkte jeg selv dengang selskabsskattelettelserne blev offentliggjort. Kongen har vel klæder på.

Men over fadøllen i Allinge fandt jeg ud af, at det har de ikke.

Sur smiley. Eller snarere; chokkeret smiley.

Derfor: kære alle politikere der vil det bedste for Danmark: tag nu en lille praktik. Bare en lille en. Kom ud i verden. Bliv ansat et sted. Start en virksomhed. Gør noget.

Og kom så tilbage til politik. Jeg lover vi vil synes du er så sej. Og det vil dine partifæller også synes.

Husk, du har masser af tid til at udøve politisk indflydelse hvis din drøm er at gøre Danmark bedre. For Danmark forsvinder ikke.

 

- - -

 

http://www.ft.dk/folketinget/findmedlem/sjajo.aspx

http://www.kickstarter.com

Profil
Tobias Lau authorimage Tobias Lau er direktør i innovationsfirmaet Social Action, www.socialaction.dk, som udvikler miljøprojekter med et socialvidenskabeligt fokus. Tobias er medforfatter på bogen Massive Change (Phaidon 2004), som omhandler nye innovationsløsninger på verdens miljømæssige udfordringer. Derudover er Tobias medforfatter på bogen Concept Design om innovationsmetoder udgivet af Økonomi- og Erhvervsministeriet i 2007.

Tidligere bloggere på borsen.dk