Kritisk journalistik - en livstruet genre

Hatten af for Martin Krasnik.

Forleden fik han en pris - endda en stor pris, ifølge hans arbejdsgiver DR - for at ... ja, have udført sit job.

Sådan er verden så sær, men det er rigtigt nok: Krasnik har fået landets samfundsfagslærere i gymnasiet og på HF (FALS) til for første gang siden 2010 at hoste op med Columbus-prisen på 50.000 kr., "fordi han stædigt i idealerne om kritisk journalistik og søger efter nye former, der kan realisere idealerne i en tid præget af professionaliseret, glat og ofte ugennemtrængelig politisk kommunikation", som det hedder i begrundelsen. Lærerne siger, at de kun uddeler denne pris, når det er helt særligt fortjent.

Prisen og dens begrundelse er en overset, men faktisk en alvorlig mavepuster til journalistfaget og til standarden på den kritiske journalistik. Tænk, at Krasnik bliver særskilt belønnet for ikke bare at udføre det job, han dagligt bliver betalt for, og som hans redaktionelle chefer forhåbentlig har defineret glasklart i hans jobbeskrivelse, men som ovenikøbet er en grundsten i selve det fag, Krasnik excellerer i. Det svarer lidt til, at en tandlæge får særlig anerkendelse for at kunne bore i en tand.

At udøve kritisk journalistik er med andre ord helt fundamentalt i selve udøvelsen af journalistfaget, så hvad skal man snart lægge i det signal, at nogen føler trang til særskilt at belønne, at en enkelt journalist rent faktisk udøver kritisk journalistik?

Jeg kan ikke selv finde andre svar end det selvfølgelige: At den kritiske journalistik er i en alvorlig krise, at den er et særsyn, man føler behov for at anerkende, når man endelig oplever den.

Med al respekt for Martin Krasniks interviews kan det være svært at få øje på, at han gør andet end, hvad studieværter dagligt forsømmer: Han bliver ved, han spørger igen og igen, og han gentager sine ondsindede og spiddende spørgsmål - ikke nødvendigvis indtil hans magtfulde interviewofre svarer, men i hvert fald indtil vedkommendes udenomssvar bliver tæerkrummende pinligt og dermed udstiller den interviewede på præcis den måde, som vedkommende fortjener.

Han bider sig fast, indtil knoglerne knaser - fuldstændig som det er hans forbandede pligt. I andre lande kan man godt finde ud af den slags. BBC-programmet Hard Talk minder påfaldende meget om formen i Krasnik-interviewsene, så hverken i substans eller form er der tale om noget ground-breaking fra DRs og Krasniks side - mere et tiltrængt, men ufuldstændigt forsøg på at rette op på noget, der alt for længe har været i stykker. Så et eller andet sted fortjener Krasnik ikke prisen, for han gør som sagt bare sit job. Det ville have klædt ham at have takket nej til den.

Mere relevant havde det været at fokusere på andre - de ansvarlige redaktører og nyhedsdirektører, som fortjener det modsatte af en pris - en næse - for ikke at sikre, at borgerne hver eneste dag bliver betjent med en kontant og seriøs, benhård kritisk journalistik i nyhedsudsendelserne, i aviser og på nettet. Der er ikke brug for priser som belønning for noget, som burde være givet, og som borgere i et demokratisk samfund har krav på - men en røffel til dem, der har ansvaret, og som sover i timen for, at den kritiske journalistik ikke er en selvfølge, - hver eneste dag.