Kina tur retur

authorimage
BLOGS
Af: Helge J. Pedersen
21. jun 2013

Kinas økonomi er på vej ned i tempo, men det var nu ikke lige det indtryk, jeg fik, da jeg for en måneds tid siden besøgte Beijing. Det var anden gang, jeg var i den kinesiske hovedstad. Første gang i 2007, hvor byen forberedte OL og summede af byggeaktivitet. Kraner, er der fortsat mange af, men den mest slående forskel ses i gadebilledet. Kineserne er blevet synligt mere vestlige i påklædning og adfærd og trafikken langt mere intensiv. Engang var der som i Katie Meluas sang fra 2006 ni millioner cykler i Beijing. Det er der med garanti ikke nu, og mange af dem, der trods alt er tilbage, drives nu frem ved batteridrift snarere end pedaltramp. Til gengæld er der nu mere end fem millioner biler, og de store tyske af slagsen (BMW og Audi) synes at stå højt på ønskelisten hos de beijingske mænd.

Jeg blev dog ikke klog på, om overgangen fra cykel til bil blot er et led i den u-almindelige velstandsfremgang, eller om det skyldes, at det er blevet for farligt at svinge sig op på jernhesten i den (meget) tætte og stærkt forurenende trafik, der tillige er et stigende sundhedsproblem for den kinesiske folkesundhed. Den gode nyhed, som jeg tog med mig, er dog, at regeringen officielt tilstræber at reducere CO2 udledningen markant, og at NGO’erne har fået mere spillerum. Den dårlige nyhed er, at brugen af fossile brændstoffer stiger alligevel. Lavere verdensmarkedspriser på olie og kul øger nemlig ikke det økonomiske incitament til at fortsætte udbygningen af vedvarende energi, og de hidtidige bestræbelser på at opbygge en stabil energiforsyning fra sol og vind har vist sig at være en falliterklæring. En stor del af Kinas mange vindmøller er således ikke funktionsdygtige og placeret alt for langt fra anvendelsesområderne, og solenergien lever kun videre, fordi staten fortsat subsidierer den konkursbegærede virksomhed Suntech.

 

Behov for en ny velfærdsmodel

Men Kina bokser også med andre problemer. Det er målsætningen at omstille den økonomiske model, så væksten fremover drives af det private forbrug og ikke af offentlige investeringer og eksport. Men omstillingen besværliggøres af krisen på Kinas hovedeksportmarkeder i Europa og USA samt den indbyggede modstand mod at forbruge i et land, hvor en høj opsparing er en nødvendighed for at kunne købe bolig, klare skole- og sundhedsudgifter samt forberede livet som pensionist, der for kvinder allerede begynder ved 50 års alderen (55 år for funktionærer) og for mænd, når de er fyldt 60 år. Selvom forbrugsadfærden er anderledes dynamisk blandt de unge kinesere, er det derfor i mine øjne tvivlsomt, hvor hurtigt Kina vil kunne omstille sin vækstmodel, medmindre der gennemføres gennemgribende samfundsreformer i retning af en mere skattefinansieret velfærdsmodel. Og paradoksalt nok synes det kommunistiske regime slet ikke at være klar til at gå i den retning. Kina er i mangt og meget indbegrebet af konservativ kapitalisme.  Alligevel skal det nok lykkes myndighederne at opretholde den økonomiske vækst på 7-8 % om året, som er nødvendig for at holde arbejdsmarkedet i ro. I givet fald gennem en fortsat fokus på investeringer i de mere tilbagestående af landets regioner.

Men der er selvfølgelig en risiko for, at der overinvesteres i disse år, ikke mindst i fremstillingssektoren, som på visse områder ikke længere er konkurrencedygtig på priser. Fremstillingsomkostningerne i lande som Vietnam, Cambodja og Indien er nu markant lavere end i Kina – og Kinas udviklingsmodel indebærer, at landet påbegynder en omstillingsproces fra industri- til servicesamfund inden for en overskuelig årrække.

 

Skyggebanker og boligbobler

Enorme og bankfinansierede offentlige investeringer i kølvandet på den internationale krise i 2008 har længe sammen med landets byggeboom udgjort et latent problem i den finansielle sektor. Sektoren er endnu ikke bebyrdet med dårlige lån af betydning, og myndighederne har introduceret administrative forordninger såsom et forhold på 75 % mellem ud- og indlån. Den strammere regulering og administrativt fastsatte lave indskudsrenter har dog medført, at stadig flere banktransaktioner gennemføres uden for den regulerede finansielle sektor i det såkaldte ’skyggebanksystem’. Og det kan utvivlsomt give anledning til store problemer på et senere tidpunkt, hvis en eventuel boligboble brister.

Det er notorisk svært at vurdere, hvornår der er tale om en boble på et marked - husk bare på situationen herhjemme i midt-nullerne - og jeg blev på ingen måde klar over, om en sådan er under opbygning i Kina. Men priserne er i hvert fald fulgt godt med, skulle jeg huske at nævne. I Beijing down-town er kvm-prisen på en lejlighed omkring 75-80.000 RMB (det er nogenlunde det samme beløb i kroner) og offentligt ansatte, der tjener 2-3000 RMB om måneden, ser naturligt nok disse priser som udtryk for, at der er en boligboble. Men så længe efterspørgslen er til stede, og udbuddet begrænses af manglen på byggegrunde, er det svært ud fra en økonomisk teoretisk indgangsvinkel at argumentere for, at der faktisk er tale om en boligboble. Den findes måske snarere i de såkaldte tier 3 og 4 byer på landet, hvor der er bygget massivt over de seneste år, og tusindvis af boliger nu står tomme  og venter på, at efterspørgslen dukker op i takt med, at vandringen på 20 millioner mennesker om året fra land til by fortsætter. Så min fornemmelse af en boligboble i Kina er fortsat lige så tåget som en smogfyldt morgen på den Himmelske Freds plads.

 

Stormagten er kommet for at blive

Kina er i virkeligheden fortsat ét stort spørgsmålstegn for mig. Hvordan er det egentlig lykkedes at omstille landet fra et fattigt og tilbagestående udviklingsland for 30 år siden til i dag at være verdens næststørste økonomi? Og hvor længe kan væksteventyret fortætte?  Kineserne synes selv at være selvbevidste derom – og selvbevidstheden er steget i takt med, at den traditionelle gældsfinansierede kapitalistiske udviklingsmodel har fejlet i Europa og USA. 

Det bliver derfor enormt spændende at følge udviklingen i Kina fremover, men en ting er jeg helt overbevist om. Kina har indtaget rollen som supermagt både økonomisk og politisk og vil ikke lade sig fraviste den position i mange, mange år fremover. Og uanset om udviklingsmodellen holder eller ej, bliver også danske virksomheder nødt til at være på det kinesiske marked. Der er allerede registreret mere end 500 danske små- og mellemstore virksomheder i Kina, og den danske ambassade i Beijing er nu den største af alle danske repræsentationer i udlandet. Det billede bliver der ikke rokket ved, selvom konjunkturerne for tiden er på vej ned i ’det store rige i midten’.

Profil
Helge J. Pedersen authorimage Uddannet cand.polit. Startede karrieren i Privatbanken, der siden blev til Unibank og nu Nordea. Har undervist i nationaløkonomi på Københavns Universitet og CBS, og har skrevet lærebogen "Nationaløkonomi på dansk."
Tidligere bloggere på borsen.dk