Er du venner med din banksælger?

Mange formuende danskere har en eller anden form for private-banking aftale, hvor de betaler urimeligt høje omkostninger for at få formuen og pensionen forvaltet. Omkostninger der æder af afkastet. Måske går pengene mere til markedsføring og pleje af relationen med kunden – altså ikke nødvendigvis aktiviteter, der giver afkast.

Jeg var fornylig i dialog med mand, som jeg anbefalede at skifte sin private-banking aftale ud med billig indeksinvestering for at skabe højere afkast. Der var naturligvis masser af modstand.

Han gav udtryk for, at det ikke bare var sådan lige at fyre banksælgeren, som han havde været i biografen med. Tager man i biografen med sin banksælger, har man købt verdens dyreste biografbillet, selvom det er banksælgeren, der betaler selve turen.

Efter at have talt med hundredevis af danskere med dyre formueforvaltningsaftaler vurderer vi i Miranova, at den største barriere for at sige aftalen op ligger i den personlige relation, der er bygget op mellem banken og kunden. På vej ud af døren fra møder med danskere med private-banking aftaler hører vi i Miranova tit noget i retning af ”Hvad mon banken siger, når jeg flytter mine investeringer?” og i samme vending ”Kan du hjælpe mig med, hvad jeg skal sige til dem, når jeg siger min aftale op?”

Mange føler, at de skylder banken at blive, og man kan være sikker på, at sælgeren ikke giver slip på den høje indtjening uden kamp. Forståeligt nok for det er en virkelig god forretning for banken. Men svaret er ganske lige til. Når snakken falder på, hvorfor du siger aftalen op, svarer du, at passiv indeksinvestering med lave omkostninger har den største sandsynlighed for at skabe højest afkast, og det bliver du ikke tilbudt i dag. Derudover er du træt af provisionsinteresser, uigennemskuelighed og skjulte omkostninger.

Plejes formuen eller den personlige relation?

Det vigtigste spørgsmål er, hvad man egentlig ønsker med sin formue. Hvis svaret er højst muligt afkast for en given risiko, er det ganske usandsynligt, at man får det med en dyr private-banking aftale. Ville man tage i biografen med den fyrede banksælger, hvis man flytter bank? Altså er man kun ”venner”, så længe man køber ydelser i banken?

Når dagen er omme, anbefaler jeg, at man gør op med sig selv, hvad der er vigtigst, når man investerer formuen og pensionen. Afkast eller en tur i biografen?