Sådan kommer der gang i det danske privatforbrug

Bedre dansk vækst kræver lavere forventningsstyret ”risikopræmie”

Efter en lang periode med overforbrug og ikke mindst indførelsen af afdragsfrie lån på et mildt sagt uheldigt tidspunkt, har dansk økonomi skiftevis været i vækstmæssig stilstand/bakgear i snart 5 år. Politikerne dikterer reformer og opsparing. Virksomheder  efterspørger vækstinitiativer, mens forbrugere vil guides. Fællesbetegnelsen er ”forventningsstyring”.

15 års overforbrug?

Efter 6 hårde år for dansk økonomi fra 1986-1992 med et fald i ejendomspriserne på 15 % i faste og op til 40 % i løbende priser, kulminerede de økonomiske ulykker med EMSens kollaps i 1992 og efterfølgende EU folkeafstemning, kaos i 1993 og økonomisk lavvækst. Det var den ”perfekte” storm, hvor en række dårligdomme ramte på samme tidspunkt. Økonomien var klar til en frisk start, blandt andet takket være en høj krisebevidsthed efter mange dårlige år og politiske initiativer.

Siden fulgte 13 års optur på ejendomsmarkedet. I 2003/2004 fik denne optur ekstra næring, da afdragsfrie lån blev introduceret efter engelsk ”forbillede”.  Ikke underligt at priserne på boliger steg markant, da prisfastsættelsen dengang skete på grundlag af 1. måneds nettoydelse.

Fuld stop i 2007/2008

Så kom subprime. Lehman Brothers og andre forhold som skabte et nyt ”normale”. Væk med overforbrug og tilbage til en asketisk levestil synes man næsten at mene. ”Opsparing” rimer på ”efterkrisetid”.

Og sådan har det været lige siden. Den megen snak om opsparing og økonomisk ansvarlighed har haft sin indvirkning. Opsparingen er steget og bankernes udlån er faldende. Alt sammen i overensstemmelse med de politiske ønsker og prioriteter.

Vækst søges

Men nu står der højere vækst på agendaen. En række initiativer er iværksat: Efterlønspenge, skattelettelser, fjernelse af fedtafgifter, boligjobordning, vækstplan Danmark, etc.. I kombination med historisk lave renter burde det måske have givet økonomien et løft allerede. Men der er ting som forhindrer det.

For det første er den danske økonomi ”vidtåben” med en eksport/import andel på ca. 50 % eller endog mere. Det gør os meget afhængige af, at det går godt andre steder i verden end i Danmark.

Kommunikativt bombardement gør indtryk på forbrugere

Samtidig er det danske private forbrug i stilstand eller endog tilbagegang på 5. år. Det er ikke så mærkeligt og en naturlig konsekvens af ønsket om at reducere gælden og øge opsparingen, og ikkemindst det massive kommunikative bombardement, som politikerne har leveret. Det ville snarere være mærkeligt, hvis ikke kommunikationen havde gjort indtryk på borgerne.

Forventningstyring er essentiel og svær – for nogen

Nu vil politikerne gerne have gang i væksten igen og det skal bl.a. ske igennem et øget privatforbrug. Den basale forudsætning og i dette tilfælde - hurdle - mangler dog at blive forceret. ”Risikopræmien” skal sænkes og fornemmelsen for og af at forbrugerne kan bruge deres egne penge skal stimuleres. Det er her forventningsstyring kommer ind i billedet.

 Politikerne skal anvise:

• Hvor vi skal hen?
• Hvordan vi skal komme derhen?
• Hvornår vi skal være der?
• Hvad vi gør, hvis det ikke lykkes?

Forventningsstyring er en markant underfokuseret disciplin. På arbejdspladsen. Derhjemme. I Nationaløkonomien, i investeringsverdenen, m.v. Hvis flertallet løbende har en god fornemmelse og er blevet forventningstyret tilstrækkelig meget  og godt (forventninger indfriet), føler de sig sikre. Det vil det påvirke de privates forbrugslyst. Den risikopræmie som for nærværende afholder tiltagene fra at få en effekt, fordi borgerne føler sig på usikker grund, vil falde.

Det er ikke nok at sige ”forbrug”. Det handler om at styre forventningerne, så borgerne bliver komfortable med at forbruge. Forbrugerne er ligesom investorer. De afskyr risiko og usikkerhed. Hvis valget står mellem med samme odds at tjene og tabe, vil flertallet sige nej til ”udfordrigen”.

Økonomien kan stimuleres nok så meget. Men hvis risikofornemmelsen ikke reduceres vil det kun have potentiale til at have en mindre effekt. Nøjagtig som det er tilfældet alle andre steder hvor forventninger som ikke bliver indfriet har en effekt, kan det også mærkes i samfundsøkonomien.