Vi, de ekstreme? Nej!

Den liberale bølge har atter ramt Danmark og ikke kun Politikens chefredaktion er bekymret. I DR2's program "På den 2. side" jagtede journalisten Jacob Rosenkrands forleden aften liberalister. Han ville gerne vide, hvor ekstreme de i virkeligheden var. Det er et godt spørgsmål. For hvor ekstrem er man egentlig, som liberal?

Man kan ikke klandre journalisten for spørgsmålet. Han har bare fulgt med i medierne, hvor ikke-liberale "eksperter" og kommentatorer tit og ofte får frit løb til at slå fast, at liberalisme er en ekstrem ideologi. Underforstået, at liberale vil os det dårligt.

I programmet deltog en såkaldt retorik-ekspert, som uden kritiske eller uddybende spørgsmål fra journalisten fik lov til at konkludere, at liberale dæmoniserer andre mennesker, at liberale forråer debatten med deres retorik, at liberale skaber skræmmebilleder og at liberale, gennem retorikken, opfordrer til vold. "Vi er helt der ude", sagde han.

Det er sjældent, at DR2 er vært for sådan en omgang - undskyld - bullshit. Men det er sket før, så som da Deadline i marts satte to socialister(!) til at debattere liberale strømninger i tiden. Det resulterede i klager mod stationen og en pæn undskyldning.

Skærer man igennem den altid tåbelige debat om "tonen" og hvad den opfattes at føre til, så kan man enkelt spore sig ind på det, som socialister og konservative ikke forstår og derfor ikke kan lide hos de liberale. Det er individualismen. Den skånselsløse individualisme. For det er helt umuligt at være liberal, uden først at være individualist. Alt starter med mennesket.

Summen af mennesker udgør samfundet, menneskernes samhandel skaber den proces, vi kalder markedet, og for at løse fælles problemer, opretholder menneskerne en statsmagt. Fordi mennesker ikke er perfekte, kan stat, samfund og marked heller ikke være det.

Liberale er derfor ikke modstandere af regulering. Regulering modvirker nemlig vilkårlig magtudøvelse.

Frie forfatninger sikrer, at borgernes grundrettigheder beskyttes mod overgreb - fra andre mennesker og fra staten. For den liberale går grænsen for demokratiets - flertallets - magt dér, hvor individets rettigheder krænkes og krænkelsen er vilkårlig.

Så jo: Liberale mener, at der skal være en grænse for, hvor meget flertallet skal kunne bestemme. Men er det et ekstremt synspunkt?

Er det virkelig ekstremt at sige det er forkert og beskæmmende, når en kommune eksproprierer et stykke land fra en borger - et stykke land, som kommunen bare kunne havde købt, hvis den ville betale prisen - så der kan laves en golfbane eller et større musikfestival?

Er det virkelig ekstremt at sige "hov vent lige et øjeblik", når politi og skattevæsen begynder at spærre hele veje af, så man kan kontrollerer om tilfældige bilister har forbrudt sig mod en af vores utallige love?

Er det virkelig ekstremt at ”stop – bland dig uden om” til de embedsmænd, der inderligt gerne vil bestemme, hvad vi kommer i munden?

Er det virkelig ekstremt at sige ”det skal der sættes en stopper for”, når man ser politikere og embedsmænd ødsle skattekroner på papirnusseri, ligegyldigheder og feel good-projekter?

Er det virkelig ekstremt at ønske, at det var lovligt at gå med en peber-spray i lommen, så man kan beskytte sig selv på vej hjem fra en bytur?

Sandheden er, at dagens danske liberale ikke er ekstreme. De – vi – ønsker ikke nogen junglelov. Men vi er imod – meget imod endda – lovjunglen.