Frihed eller død

Ali Abdulemam er en lille mand, men han har et budskab, der fylder hele rummet: Ytringsfriheden er ikke til forhandling. Det er netop lykkedes ham at flygte fra Bahrain, hvor han er idømt 15 års fængsel – officielt for at planlægge et kup mod den herskende kongefamilie, men nok reelt for utrætteligt at give sin politiske holdning til kende og give andre muligheden for at gøre det samme på sit internetforum Bahrainonline.org.

Tirsdag stod han så som en fri mand i København, hvor han modtog Cepos' Frihedspris for sit frygtløse og principfaste forsvar for menneskerettigheder og demokrati. Om hjemlandets tilstand siger han: "Magthaverne bestemmer alt. Der er ingen lov, intet som helst andet".

I København var Abdulemam fri til at sige, hvad han ville. Han gav en kort tale efter at have modtaget prisen, som blev overrakt af Cepos' chefjurist Jacob Mchangama. Mchangama er selv aktuel med en kortfilm om ytringsfrihed og religion, et 18 minutter langt forsvar for denne basale rettighed. Abdulemam var mere kortfattet. Han er de nye mediers mand, the blog-father bliver han kaldt, og præcis i den ånd fortalte han sin historie med hårdtslående videoklip og fotos ledsaget af iskolde facts om regimets grusomhed. Fåmælt og på én måde ukompliceret og så alligevel så svært at fatte: I Bahrain risikerer man fra 6 måneders til 3 års fængsel for at demonstrere mod kongen. Han er urørlig. Siden det arabiske forårs komme er 25 bloggere og 200 journalister blevet arresteret eller tortureret. Udenlandske journalister og NGO'er med fokus på ytringsfrihed er blevet nægtet adgang til landet. En mand er idømt 2 års fængsel for et tweet om landets premierminister, og en anden sendt en måned i fængsel for samme sted at dele et foto af sin skamskudte arm. En af Abdulemams personlige bekendte blev torteret til døde, fordi han opsøgte politiet for at få svar på, hvorfor hans boghandel var blevet stormet. Familien måtte efterfølgende afhente hans lemlæstede lig. Abdulemam viste videoklippet ved overrækkelsen af Frihedsprisen. Han undskyldte de groteske og væmmelige billeder, samtidig med at han understregede vigtigheden af at formidle, hvad der foregår.

Abdulemam viste også et videoklip af sine tvillingedøtre på tre år, der ikke ved, hvem deres far er, fordi han har levet i skjul det meste af deres liv, en søn på seks år, der savner ham, og en hustru der ved, at hvis hendes mand skal overleve, må hun leve uden ham på ubestemt tid.

Abdulemam og Frihedsprisen minder om, at mens vi i Danmark debatterer lavere skat, en bedre folkeskole, paternalistiske lovgivere og amokløbne overnationale institutioner, så kæmper andre en anderledes nærværende kamp. Når vi synker ned i hjørnesofaen om aftenen, så gemmer de sig i et hemmeligt rum i en bil for at blive fragtet ud af et undertrykkende regime. Når solen står op, og vi glæder os til en ny dag, så møder de endnu én med livet som indsats.

Ali Abdulemams kamp er en erindring om, at vi ikke bør læne os for godt tilbage. Af respekt for ytringsfriheden og folkestyret bør vi hele tiden værne om samme. Den vigtige politiske debat vi kan have uden frygt for repressalier er grundlæggende baseret på netop den ytringsfrihed, han kæmper for.

Ytringsfriheden kommer også på prøve her i landet, og når den gør, så gør vi klogt i at forsvare den. Historien om Abdulemam tydeliggør, at princippet er ufravigeligt for dem, der ønsker at leve i et frit og civiliseret samfund. Andre steder i verden er folk indstillet på at dø for rettigheden til at sige, hvad de mener. Bogstaveligt talt.