Succes som nummer fem

Undersøgelser viser, at hver femte dansker drømmer om at skrive en bog. Mange mennesker komponerer tekster til deres skrivebordsskuffe. Måske er du selv en af dem. Måske kender du en, som skriver lidt på noget ... Men hvorfor nøjes med skuffen? Hvorfor ikke udnytte, at forlagsbranchen og udgivelsesmulighederne er under en spændende udvikling, som muliggør, at alle med et godt budskab eller en god historie kan nå deres læsere – uanset hvor stor eller lille en skare, læserne udgør, og uanset om du skriver en biografi, en roman, en fagbog eller noget ganske fjerde. For det er ikke alle forfatterspirer, som kan eller bør drømme om internationale bestsellerlister. I bogbranchen eksisterer andre succeskriterier.

Det er ikke altafgørende, om din målgruppe er 1000, 10.000 eller 100.000 mennesker. (For dit royaltyhonorar, jo, men lad os antage, at du skriver en bog for at opnå andet end en økonomisk gevinst). Det, der betyder noget, er, om du når dine læsere. Ofte ser jeg tekster, som er skrevet til ”folk i al almindelighed” – en målgruppe, som jeg endnu ikke har mødt nogen, der kan dechifrere. Fælles for disse manuskripter er, at de er hamrende intetsigende. Netop fordi de prøver at ramme alle, rammer de ingen.

Derfor: Tænk på din læser, når du skriver. Hvem er din læser? Hvad har han/hun brug for at læse? Og hvordan skal dit budskab eller din historie serveres? Glem dig selv. Glem, hvad din ægtefælde, kæreste, bror, mor, chef … mon vil tænke om det, du er ved at skrive — medmindre de er din primære målgruppe, naturligvis.

Da jeg skrev min egen biografi (med uddrag af en ekstremt personlig dagbog), var den sidste, jeg skulle tænke på, min far. (Min far var ikke i min målgruppe!). I det sekund, han poppede op i mine tanker, og det gjorde han tit, for dels vil man gerne imponere sine nærmeste, og dels spiller han en ret betydningsfuld rolle i min historie, forsvandt alt det, der var mig i historien. I stedet for at skrive den bog, som jeg vidste, ville berøre og berige min målgruppe, begyndte jeg pludselig at formulere sætninger, som jeg vidste, ville behage min far. I stort set hver eneste kapitel skulle jeg slette ham – fra nethinden, fra tasterne og fra teksten. Det lykkedes, men det er hamrende svært at skrive til sin ukendte læser – til ham eller hende, som lige nu mangler den bog, du er ved at skrive. Men det er ganske essentielt, hvis du drømmer om at gøre bogdrømmen til virkelighed og løfte manuskriptet op af skuffen. Hvis din historie baserer sig på noget helt eller delvist selvoplevet — for eksempel din biografi eller en fiktionalisering af dit liv — er den største fælde, du kan falde i, at komme til at skrive til dem, som kender dig. Måske optræder nogle af dem endda i din historie. Det gjorde de i min. Og det gør de i rigtig mange bøger. Men hvis Knud Romer primært havde bekymret sig om Falsters følelser, da han skrev ”Den som blinker er bange for døden”, havde historien om en drengs opvækst i Udkantsdanmark formentlig endt væsentlig anderledes end den larm, Romer opnåede omkring sin udgivelse. For han ramte nogen. Tusindvis, faktisk, både i Danmark og i udlandet.

Mit budskab er: Vær ikke bange for at være den femte dansker. Skriv din bog. Udlev din drøm. Men gør det for dine læseres skyld. Hvis du udelukkende skriver for din egen skyld (eller til folk i al almindelighed), bør du fortsætte med at fodre skrivebordsskuffen.