Hvad mener ministeren egentlig? Marianne Jelved modsiger sig selv.

authorimage
BLOGS
Af: Line Rosenvinge
03. maj 2013

Det kunne være så godt, men så er det faktisk skidt. Det gav respekt i kulturlivet, da Marianne Jelved som nyudnævnt kulturminister turde tale om det sublime ved kunsten. Så var tonen slået an. Tre måneder efter tiltrædelse, bringer Dagbladet Politiken den 11. marts 2013 et stort anlagt interview, hvor ministeren får lov til at redegøre for sin kulturpolitik. Ministeren fortsætter af samme spor, når hun flere gange gentager, at kunsten har værdi i sig selv. Men så knækker filmen.


Hun konstaterer, at kultur kan hjælpe erhvervslivet, kultur kan understøtte demokratiet, kultur kan være identitetsskabende og kultur kan sikre lokal tilknytning og undgå fraflytning fra landområder. Ups. Man må altså godt "bruge" kulturen, det er jo gode formål.


Alligevel er det værd at hæfte sig ved, at ministeren skelner mellem kunst og kultur. Se dét kunne have været interessant at spørge ind til. Måske mener ministeren at det er kunsten, som har værdi i sig selv, mens kulturen er fedtet ind i alskens former for formålstjenlighed, både økonomisk og værdipolitisk. Ministeren falder i hvertfald i, når hun giver eksempler på, hvordan kulturen kan spændes for en vogn og påvirke samfundsudviklingen. Hun tager godt nok afstand fra at kultur bruges i et vækstparadgime, så kultur opfattes som et erhverv, der genererer innovation og arbejdspladser. Det falder hende let for at tale om, hvad kultur er og ikke bør være. Lad os gætte os til, hvad hun mener om kunsten. Lad os forestille os, at ministeren mener om kunsten, at den er urørlig. På godt og ondt. Og lad os så lige se på det hele lidt fra oven, for måske har ministeren fat i den lange ende alligevel.


Jeg vil sætte min lid til, at Jelved i sin ministerperiode lykkes med dét, som ingen tidligere kulturministre har lykkedes med, men blot talt om, nemlig dette umanerligt væsentlige: at sikre børn og unges adgang til kunst og kultur, navnlig kunst. For selvom Jelved er minister for kultur, så forekommer det, at hun kender til forskellen på kunst og kultur.


Så måske er det slet ikke så skidt endda, for med en fortid som lærer og en solid sans for politisk arbejde, så kan det måske lykkes for hende at skabe fælles fodslag for Kulturministeriet og Ministeriet for børn og undervisning.


Det er simpelthen nødvendigt, hvis kunstforståelse skal blive en naturlig og integreret del af dannelsen af kommende generationer. Vi er allerede ved at tabe en årgang eller tre på gulvet.


En kulturminister kan gøre så meget, men hvis Jelved lykkedes med denne ene målsætning i sin periode, så kan det kaldes en succes.  


Just i dag afholder Statens Kunstråds Billedkunstudvalg under Kulturstyrelsen seminar om billedkunstens status og perspektiv i forhold til børn og unge. Man vil styrke indsatsen for et kvalificeret møde med kunst. Motivationen for at arbejde i denne retning bunder i en konstatering af at børn og unges møde billedkunst er for sporadisk, sjælden og tilfældig. Og ofte også ukvalificeret. Udvalget foreslår derfor oprettelse af VIRAK - det virtuelle kunstakademi, som vil være en virtuel platform for billedkunstnerisk indsigt og læring. Vi følger udviklingen nøje og håber det altsammen lykkes.  

Profil
Line Rosenvinge authorimage Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.

Få Lines indlæg
som RSS-feed her




Tidligere bloggere på borsen.dk