Vi sidder stadig fast i sumpen

Som en anden Baron Von Münchhausen bliver Europa nødt til at trække sig selv op af sumpen ved håret. Det var indledningssvadaen fra den tyske præsident for den Europæiske Investeringsbank, Werner Hoyer, på en international finanskonference, som jeg deltog på i sidste uge i Luxembourg.  Og selvom Von Münchhausen jo var en fantast og løgnhals, er der noget om snakken. Europa kan ikke foranledige sig på hjælp udefra, og de gældsramte stater kan heller ikke overtage nye byrder. Så der er kun at tage sig sammen og gennemføre, hvad kræves af strukturtiltag og økonomisk selvdisciplin for at få rettet op på skuden.
 

Impotent pengepolitik

Generelt var konjunkturmeldingerne på konferencen temmelig nedslående og det er umiddelbart svært at se, hvad der på den korte bane kan vende udviklingen. Også selv om der nu lyder knap så skrappe krav fra både IMF og EU, hvad angår kravet til opstramninger i finanspolitikken.  Problemet er jo, at situationen i de sydeuropæiske lande er så kritisk, at efterspøgslen forsat falder og arbejdsløsheden fortsat vokser. Og ikke mindst i de lande, hvor ejendomspriserne stadig rasler ned er problemerne i den finansielle sektor så udtalte, at selv den ekstremt lempelige pengepolitik bliver impotent. Især små og mellemstore virksomheder i de sydeuropæiske lande melder således om stramme kreditvilkår og der er til trods for den fælles valuta stor forskel på bankernes udlånsrente i f.eks. Tyskland og Italien.
 

Spansk eksportsucces

Det får to konsekvenser. For det første, at de europæiske lande, hvor hjemmemarkederne er meget svage, kun kan gøre sig håb om økonomisk fremgang, hvis de formår at forbedre konkurrenceevnen og øge eksporten. Her er Spanien solstrålehistorien for tiden. Spanien har således haft en imponerende eksportvækst over de seneste år – blandt andet til Afrika og Sydamerika, og der er blandt spanske økonomer en klippefast tro på, at landet vil være i stand til at eksportere sig ud af krisen i løbet af de kommende fem år.

For det andet er det uomgængeligt, at der må ryddes godt og grundigt op i den finansielle sektor, for at den såkaldte pengepolitiske transmissionsmekanisme – altså hvordan f.eks. en rentesænkning kan give vækst i økonomien gennem en øget forbrugs- og investeringslyst - igen kan blive funktionsdygtig.  Det er en af årsagerne til, at ECB igen og igen pointerer, at det haster med at få den fælles tilsynsmekanisme (SSM) og det fælles regelsæt for genopretning og afvikling af finansielle institutioner (SRM) på plads. Begge er vigtige elementer i den kommende europæiske bankunion.
 

Lave renter er ingen garanti for udlånsvækst

Jeg er ikke i tvivl om, at væksten i eurozonen vil få markant bedre vilkår, når der bliver skabt ro om udviklingen i den finansielle sektor – og det er muligt, at bankunionen er en nødvendig forudsætning herfor. Men det må ikke glemmes, at transmissionsmekanismen kan bryde sammen i flere led. Så længe bankerne befinder sig i en konsolideringsproces er der jo ingen garanti for, at udlånsvæksten tiltager, blot fordi der er funding til rådighed.  Samtidig er lave renter ingen garanti for en tilhørende låneefterspørgsel, hvis der er stor usikkerhed om fremtiden blandt husholdninger og virksomheder.

Bankunionen er blot at af mange elementer i de kraftanstrengelser som EU- institutionerne for tiden gør sig for, at vi skal få trukket os selv op af sumpen. Det spændende bliver at se om det lykkes. Og hvorfor skulle det ikke det. Det gjorde det jo som bekendt for Von Münchhausen.