Danske studerende skal have hænderne op af lommen

Når vi i DEA har vi valgt at sætte sult og motivation hos studerende på videregående uddannelser på dagsordenen, skyldes det, at danske arbejdspladser, også til højtuddannede, i stigende grad oprettes uden for landets grænser. I 2012 ansatte danske virksomheder således 59.000 nye medarbejdere andre steder i verden.

Den økonomiske krise og det høje danske omkostningsniveau bærer selvfølgelig sin del af skylden, men ”jobkrisen” skyldes også, at unge højtuddannede i andre dele af verden som f.eks. Brasilien, Singapore, Sydkorea, Indien og Kina er blevet dygtigere og har en helt anden motivation og sult efter at uddanne sig, end vi har i Danmark.

De investerer flere timer i deres studier, de søger til udlandet i langt højere grad end danske unge og har et drive, som gør det attraktivt for både udenlandske og i stigende grad danske virksomheder at oprette arbejdspladser i de lande frem for i Danmark.

Den globale arbejdsdeling er et faktum, som danske videregående studerende i stigende grad er nødt til at tage med i deres studieovervejelser og motivation for at vælge uddannelser.

Uddannelser under pres
I forvejen er der et voldsomt kvalitetspres på vores videregående uddannelser. Rigsrevisionen kritiserede sidste år det lave antal undervisningstimer på mange uddannelser. Og i Forskningspolitisk Råds årsrapport, der kom lige før påske, er der en kras kritik af både kvaliteten på vores forskningsbaserede uddannelser og af de studerendes arbejdsintensitet.

I 2010 bekræftede den omfattende Eurostudent-undersøgelse at danske studerende på nogle studier ikke engagerer sig i deres studier i en grad, som vi bør forvente på uddannelser, vi trods alt kalder heltidsuddannelser.  Samtidig ved vi også, at danske studerende er dem, der bruger længst tid på at gennemføre deres uddannelser i hele OECD. Med andre ord: Vi bruger ikke så meget tid, mens vi er under uddannelse – til gengæld strækker vi uddannelser over længere tid.

Vi skal have mere ud af uddannelser
Er løsningen flere penge? Det ville være rart, men Danmark er det land, der bruger suverænt flest offentlige kroner på uddannelser målt i forhold til BNP.  Den investering bliver vi nødt til at få mere ud af. Og selv hvis vi investerer mere i uddannelserne, er der ingen garanti for, at de studerende matcher det med mere af deres tid og engagement.

Derfor har vi brug for en debat om, hvordan vi opnår den sult og motivation efter uddannelse, som unge i de nye vækstlande af mere naturlige årsager har. En debat om hvad de studerende selv kan gøre, hvad uddannelsesinstitutionerne kan gøre, og hvad vi som samfund kan gøre?

Hvis ikke vi lykkes med at skabe flere og bedre uddannede unge, risikerer vi, at den globale arbejdsdeling i fremtiden skubber den danske jobskabelse og dermed vores velfærdssamfund endnu længere bagud i køen. Hvis det sker, kommer sulten og motivationen nok af sig selv. Spørgsmålet er, om det er den måde, vi ønsker at skabe konkurrencedygtige uddannelser på?