Medlemsaktivisme i investeringsforeningerne…

…er ikke noget udbredt fænomen hverken i Danmark eller udlandet – i hvert fald ikke når det drejer sig om investeringsforeninger rettet mod private småsparere.

Begrebet aktionæraktivisme, hvor investorer med minimum 5-10% af aktiekapitalen søger at komme i konstruktiv dialog med ledelsen med henblik på at accelerere en forbedring af virksomhedens lønsomhed, er almindelig kendt. I nogle tilfælde praktiseres det gennem en bestyrelsespost, mens det i andre tilfælde klares med løbende dialog eventuelt suppleret med ”markedsføring” overfor minoritetsaktionærerne på virksomhedens generalforsamling.

Medlemsaktivisme i investeringsforeningerne er knapt så almindeligt – vel nok især på grund af den meget store spredning i medlemssammensætningen. Behovet burde ellers alt andet lige være lige så stort, da det synes at være utopi at antage, at investeringsforeningernes bestyrelser generelt skulle være mere kompetente end selskabernes al den stund, at antallet af mutual funds på verdensplan overstiger antallet af børsnoterede virksomheder. Det er i øvrigt en grotesk konstatering og fortæller noget om omfanget af middelmådige pengeforvaltere og det manglende modspil fra investorerne.

I virkeligheden burde investeringsforeningernes medlemmer generelt stille højere krav til sammensætningen af investeringsforeningernes bestyrelser og disses kompetencer. Alternativt kan man som investor naturligvis vælge at ”stemme med fødderne”, som mange også gør og undgå majoriteten af middelmådige forvaltere, men det kræver en del analysemæssige ressourcer.

Nu er det jo ikke investeringsforeningernes medlemmer, der ansætter foreningernes pengeforvaltere. Det er direktionen, som er udpeget af bestyrelsen. Derfor kan der i nogle tilfælde være tale om, at utilstrækkeligt konkurrencepres udsprunget af medlemmernes manglende viden forhaler ubehagelige beslutninger om eksempelvis at udskifte en forvalter eller tilpasse aflønningen til foreningens forretningsomfang.

Det skærper fokus på, at man som bankkunde ofte bør alliere sig med en uafhængig rådgiver, der i højere grad kan bidrage til at sætte tingene i relief. Der er nemlig stadig tale om en udbredt grad af loyalitet mellem bankrådgiver og bankkunde, for hvorfor skulle den flinke bankdame, som man har kendt i mange år, ikke råde til det bedste? Joh, det er fordi, banken er en forretning, og den helt almindelige bankkunde typisk kun overfladisk har begreb om, hvordan den finansielle sektor er skruet sammen. Derfor behøver man imidlertid ikke at lade sig affinde med det middelmådige. Med lidt anstrengelse kan der være op imod en procent eller mere at hente i merafkast på opsparingen, hvis man som bankkunde er mere opmærksom på, hvad man får for pengene. Det kan løbe op i nogle millioner over et livsforløb!

Den øjeblikkelige debat om folkeskolen kunne passende komme til at indeholde en overvejelse om, hvorvidt privatøkonomi burde indgå som fag i de højere klasser. De fleste mennesker opbygger større eller mindre formuer gennem livet, men grundlæggende økonomisk forståelse indgår hverken som obligatorisk fag i folkeskolen eller gymnasiet. Det er måske i virkeligheden det egentlige problem.