Medierne på knæ for den danske model?

At være journalist er at udfordre systemet, stille vedvarende spørgsmålstegn ved den herskende verdensorden.

Det har aldrig været meningen med en fri presse, at den kritikløst skal referere fra magthavernes korridorer, underlægge sig de regler, betingelser og vilkår, som magthaverne har opstillet - tværtimod er det journalisters pligt til enhver tid at udfordre det bestående, at være den irriterende sten i skoen, som aldrig stiller sig tilfreds med et "sådan er det bare"-svar. Men først og fremmest skal journalister aldrig tilstræbe så meget at holde sig på god fod med the establishment, at man ikke tør selv det allermest selvfølgelige.

I den verserende skolekonflikt ser man netop her selv på konfliktens tredje uge, at ingen medier eller journalister udfordrer systemerne. I pressens aktuelle dækning af konflikten behandler man konceptet "den danske model" som et givent vilkår på linje med, at jorden er rund. Men intet menneskeskabt står støbt i beton. Ikke desto mindre synes udsagnet "den danske model" at være en slags kodeord, som får de journalistiske vagthunde til falde ned og som underkastende skødehunde. Måske identificerer journalister sig i stigende grad som en del af systemet, hvorfor man ikke vil risikere at gøre sig selv til grin overfor magtens mænd og kvinder ved at undre sig og forholde sig kritisk til det, der for magthavere som lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer synes at være nærmest selvfølgeligt og naturgivent, ja nærmest en hellig ko.

Men tænk nu hvis den danske model ikke længere holder i sin nuværende udformning. Så må det først og fremmest være pressens opgave at bedrive kritisk journalistik imod noget, som ikke fungerer. Det er meget muligt, at der stadig er noget holdbarhedstid i "den danske model", når det kommer til den private sektor, hvor arbejdsgiver og lønmodtager i en konfliktsituation begge har egen hånd på kogepladen og mærker konfliktens konsekvenser hver eneste dag. I de tilfælde er der i begge lejre noget på spil.

Derimod har pressen svigtet at forholde sig benhårdt og kritisk til, om den danske model fungerer i det offentlige. Det er jo tydeligt, at i dette tilfælde er det begge parter, som har egen hånd på kogepladen. Den ene part - kommunerne - har derimod taget forældrenes og børnenes hænder og sat dem på kogepladen. Fejlen er, at forældre og børn ikke har skyggen af indflydelse på forhandlingssituationen. Kommunerne har ikke noget på spil, som giver balance i forhold til, hvad modparten har på spil. Tværtimod sparer kommunerne penge hver eneste dag, lock-outen løber, og selvom man har lovet, at de sparede penge kanaliseres tilbage til folkeskolen igen, er det uomtvisteligt, at kommunerne ikke har noget at tabe. Konflikten er uden omkostninger i det konkrete tidsrum, hvor konflikten løber - omkostninger som netop skal tvinge forhandlingsparterne sammen for at reducere prisen for konflikten. En privat arbejdsgiver har derimod selv store summer på spil for hver eneste dag, en konflikt løber.

Var pressen ikke så sært underkastende, som om den danske model var en del af de ti bud, havde man måske også fået øjnene op for andre kritiske vinkler. I hvilket omfang er konflikten for eksempel forenelig med kommunernes forpligtelser som nedfældet i folkeskoleloven? Kan en faglig konflikt blot helt og aldeles tilsidesætte alle øvrige regler og love, der gælder i et samfund? Og hvordan skulle nogen lovgivning kunne overtrumfes af andet end af Grundloven?

Afhængig af de svar som en mere opvakt presse ville fremkomme med, ville det næste være at få svar på, om kommunerne kan blive holdt ansvarlige for, at de ikke lever op til folkeskoleloven. Der er jo unægtelig en praksis i det virkelige liv for, at hvis man som privat virksomhed opkræver penge (i dette tilfælde skat), ikke leverer varen og ej heller tilbagebetaler pengene, er der tale om bedrageri. Der er givetvis undtagelser for netop den offentlige sektor - men pressen burde forholde sig meget kritisk til, at den offentlige sektor rent faktisk har en sådan ret, om det måtte forholde sig sådan.

Og så er der ærlig talt også en grund til at give Bondo en ordentlig rystetur i pressen. Det ville jo fx. klæde Deadline eller et andet hårdtslående interview-program at gå til stålet overfor Bondo, der dårligt nok har fået noget journalistisk modspil af betydning.

Hvorfor forholder pressen sig for eksempel ikke kritisk til, at Bondo efterlyser et regeringsindgreb igen og igen, fordi han mener, konflikten alligevel er udsigtsløs. Det er netop Bondo, som har været voldsomt kritisk overfor et evt. regeringsindgreb, og som han kalder et angreb på den danske model. Men hele hensigten er netop, at han og hans modpart så genoptager forhandlingerne. Hvorfor vil Bondo ikke selv spille spillets regler,  men kun kritisere andre - både KL og regeringen - for ikke at overholde spillereglerne? Tør man gætte på, at Bondo spiller kynisk på at please lærerne ved at undgå selv at tage et medansvar og dermed få skidt på fingrene? I så fald ret usympatisk, idet en forhandling nødvendigvis er et give-and-take. Bondo vil bare hellere have et regeringsindgreb, han kan skælde ud over i lang tid fremover end at give noget i en forhandling.

Den kritiske journalistik er både nødvendig og livsvigtig for et vitalt, kraftfuldt samfund, som skal kunne udvikle sig. Parterne har været forskånet for at blive revset af en presse, som i stedet for at tage stilling til fordel for den danske model, valgte at være på borgernes side mod magthaverne, som journalistik ellers altid har været tænkt.

Jeg er overbevist om, at manglen på pres på forhandlingsparterne i pressedækningen har forlænget konflikten helt unødigt. Hverken Ziegler eller Bondo er for alvor blevet stillet til regnskab med de nødvendige spørgsmål. Og derfor kan de begge bare fortsætte med at holde alle forældre og børn i dette land som dem, der har fået tvunget hånden på kogepladen.