Langt ude ikke-historie

"Politikerne vil ikke blande sig i topchefernes lønninger."

Sådan lød det i en artikel på dr.dk som opfølgning på Børsens fredagshistorie om, at topchefernes lønninger brager opad.

Øh nej, selvfølgelig vil de ikke det. Hvor får DR idéen til det fra?

Det kommer hverken samfundet eller politikerne ved. Det ville være et politisk indgreb af kommunistisk tilsnit baseret på en våd revolutionær drøm om ikke bare at brandbeskatte folks indkomster, men også at bestemme, hvor meget de skal have, FØR de beskattes. Og det ville formentlig også være det første land i den frie verden, som fandt på et så yderligtgående tiltag.

Politikere fra både S og V jorder da også historien på stedet, og den ender derfor som en ikke-historie, som hedder i journalist-jargon:

En journalist får en idé til en given vinkel - dum, dødfødt eller genial. Kilderne kontaktes. Historien plaffes ned, når kilderne ikke vil støtte journalistens tese. Den normale journalistiske procedure er at droppe historien og haste videre til den næste. Og i dette tilfælde er der netop tale om en IKKE-nyhed, for politikerne siger, at de IKKE kunne finde på at blande sig.

En ikke-historie kan være relevant at bringe, hvis ikke-nyheden er en overraskelse, som fx. at Astrid Krag IKKE går fra SF, når nu alle omkring hende er gået. At noget IKKE ændrer sig, kan være selve nyhedsvinklen, hvis den er overraskende nok.

Men DR-historien har ingen nyhedsvinkel, og der er ingen journalistisk begrundelse for overhovedet at bringe historien. Det er ikke overraskende, at politikerne ikke vil gennemføre et kommunistisk tiltag. Så hvorfor bliver den bragt og ikke skrottet? Det korte svar er, at der ikke er nogen journalistisk begrundelse.

Alle journalistiske historier publiceres med udgangspunkt i journalistiske nyhedskriterier. Journalisten bringer historien med afsæt i om, den tilfører sine læsere , seere eller lyttere nyt og aktuelt, om den bringer noget konflikt, sensation, identifikation eller noget væsentligt. I dette tilfælde - intet.

På Journalisthøjskolen bliver det journalistiske arbejde vurderet til en klar dumper, hvis ikke man kan redegøre for, hvilke nyhedskriterier man har bragt historien på, og hvorfor man vælger at bringe en historie, der ikke er en historie.

Er forklaringen da mon den simple, men ucharmerende - at der sidder nogen på DR og synes, det er en fremragende idé, der for enhver pris skal sparkes ind i samfundsdebatten, selvom ansvarlige politikere blankt afviser idéen som fantasteri?

DRs hang til at bringe denne ikke-historie kan muligvis også være inspireret af hele debatten om banktopchefers lønninger efter, at EU  lagde et loft over bankbonusser.

Derfra er der kun kort vej for en forudsætningsløs journalist til at tro, at det således også er helt legitimt og naturligt at indføre lofter for alle andre topchefer i alle mulige private virksomheder - dvs. i praksis må omfatte alt fra børsnoterede selskaber til små, enmandsejede webshops.

Der er ved at manifestere sig en forestilling i den offentlige debat om, at statens bankpakker har reddet bankerne, og at en del af den uskrevne tilbagebetaling er, at samfundet til gengæld nu har adkomst til at blande sig i deres interne forhold - blandt andet bankdirektionernes aflønninger og bonusser. Desuden er det billedet hos offentligheden, at bankerne nødvendigvis må styres og reguleres, fordi de op til finanskrisen har vist sig ude af stand til selv at gøre det. Ergo må samfundet gøre det.

Det fænomen har vi kun set starten på og på den led er der alligevel en - omend ufrivillig - nyhedsvinkel i DRs ikke-historie. Den indikerer en trend, hvor vi i stigende gradkommer til at se et samfund og en offentlig debat, der udtrykker voksende ejerskabsfølelser overfor ikke bare banker, men også i stadig større omgang de private virksomheder. Og dét er måske den største uforudsete omkostning ved bankpakkerne:

Nogen ser det som en mulighed for at udvide indflydelsessfæren overfor erhvervslivet, der bør styres og begrænses, når de nu ikke selv kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er selve jungle-kapitalismen, som skal tæmmes nu. Og der vil blive gået til vaflerne.

Vi så antrit til det i forbindelse med Stine Bosse, som gav udtryk for, at virksomhederne ikke handler i samfundets interesse, når de afskediger. Der er kun kort vej til en kritisk debat om, hvorvidt man politisk skal regulere overfor og straffe virksomheder, som afskediger folk.

Idéen bag DR-historien er præget af stor uvidenhed, er spild af journalistiske kræfter, men det kan næppe overraske, når man ser på, hvordan DR på sit nyhedssite lægger større energi i emner som kultur, vejr TV-nyheder end i erhvervsnyheder. Man kunne ønske sig, at landets største og stærkeste nyhedsformidler praktiserede og prioriterede en væsentlig mere kompetent og omfangsrig erhvervsdækning med tilhørende viden og indsigt. I stedet sender man hellere 150 medarbejdere ud alene for at dække Roskilde Festivalen.

Selv i Frankrig kunne præsident Hollande næppe finde på at foreslå politisk indgreb mod topcheflønninger. Han nøjedes med at lægge loft over topchefer i selskaber, som er statsligt ejet, hvilket han - i modsætning til private virksomheder - er i sin gode ret til, uanset hvor skadeligt det så måtte være for selskabernes evne til at tiltrække de bedste folk.

DR vil næppe i længden være alene om at bringe historier om, hvordan samfundet bør intervenere i virksomhedernes egne forhold. Vi ser snarere begyndelsen på en tendens, hvor medier og offentligheden har stadig stærkere meninger om hvad som helst, som private virksomheder foretager sig.

Det kan man lige så godt begynde at tage bestik af på direktionsgangene, for det vil sprede sig. Det er muligt, at man ikke kan lokke politikerne til indgreb (der er trods alt en privat ejendomsret, der skal respekteres), men det kritiske lys på aflønninger og meget andet af virksomhedernes virke vil blot intensiveres.