Det muliges kunst - og den tvingende nødvendighed

Fra tid til anden hiver politikere klicheen om, at politik er "det muliges kunst", frem. I det omfang, det er rigtigt, var den kunstneriske værdi i dansk politik i det forgangne årti til at overse, når man tager de muligheder for reformer i betragtning -- først og fremmest af arbejdsmarked og offentlige velfærdsydelser -- som VK-regeringerne forspildte.

I disse dage kunne det på den anden side se ud, som om RAF-regeringen rent faktisk forsøger at gøre, hvad der både er muligt og på mange måder fornuftigt. Der lægges op til reformer af kontanthjælpen, hvor beskæftigelsesminister Mette Frederiksen klart har meldt ud, at et system, der parkerer en stor andel af kvinder med anden etnisk baggrund end dansk (og flere andre grupper, for den sags skyld) på offentlig forsørgelse i årevis, ikke er holdbart i længden og må laves grundlæggende om. Regeringen lægger også op til en længe ventet og særdeles tiltrængt reform af SU-systemet, herunder afskaffelse af ydelsen for det ekstra såkaldte 'fjumreår' -- et tiltag, der i sig selv er så fornuftigt, at reaktionen fra studerende, der mener, at himlen er ved at falde ned over hovedet på dem, taler for sig selv.

Der er, inden vi kommer til sagens kerne, grund til at rose RAF-regeringen for rent faktisk at tage nogle fornuftige initiativer på et tidspunkt, hvor de er stærkt tiltrængte -- initiativer, som den foregående regering enten fandt unødvendige eller ikke-opportune for sine chancer for genvalg. Spørgsmålet er imidlertid, om der er grund til at falde fuldstændig på halen for regeringen og svinge helt over i den boldgade, hvor mange danske, politiske kommentatorer synes at befinde sig -- nemlig den, hvor den nuværende regering roses for at føre en fornuftig og ligefrem 'blå' eller 'borgerlig' politik.

Lad os lige holde på hestene engang: regeringen fører ikke borgerlig politik. Hverken i økonomisk eller værdipolitisk henseende. Det gjorde den foregående regering, med få undtagelser, heller ikke. Det, der foregår i dansk politik netop nu, er måske nok en øvelse i det muliges kunst, men det er først og fremmest udtryk for noget helt andet: Tvingende nødvendighed.

Når netop RAF-regeringen på netop dette tidspunkt præsenterer forslag om reform af kontanthjælpen, SU-systemet og endelig erhvervspolitikken -- hvor den siden offentliggørelsen i mandags har kappedes med Venstre om at være mest erhvervsvenlig -- så er det altså næppe, fordi den dybest set mener, at disse nye politikker er grundlæggende bedre og mere retfærdige end de nuværende. Der er formentlig snarere tale om -- for nu at trække på endnu en kliché -- at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Rigets økonomiske tilstand, der hænger tæt sammen med den internationale økonomiske krise, gør ganske enkelt disse for RAF-regeringen nye politikker nødvendige i den nuværende situtation. Havde regeringen været en VK af slagsen og statsministeren en Lars i stedet for Helle, ville lignende initiativer have været overordentlig sandsynlige.

Det er ikke nødvendigt at fortælle en lang, teoretisk historie om rationelle politikere, der gerne vil genvælges, og som primært tænker på deres egen karriere og evt. deres partis succes frem for et abstrakt "fælles bedste". Man behøver blot tænke tilbage på første havldel af 00'erne, hvor rigets økonomiske situation var anderledes gunstig, og hvor tidspunktet til at gennemføre politikker, der både er mere effektive og mere retfærdige end de gældende, var lige så godt, som det er nu. I stedet for at gennemføre fornuftige og retfærdige reformer, der i et mere langsigtet perspektiv end frem til næste valgdag allerede på det tidspunkt fremstod tvingende nødvendige, voksede den offentlige sektor til det største niveau, den nogensinde har været på, og et væld af nye skatter og afgifter blev indført. Altsammen med en VK-regering i spidsen, men -- mindst lige så vigtigt -- med en flertalsopposition, der tordnede imod reformer, stramninger og nedskæringer, og som kritiserede VK-regeringen for ikke at udvide den offentlige sektor endnu mere, end den gjorde.

Der er med andre ord ingen grund til at tro, at RAF-regeringen foreslår de aktuelle politiske initiativer af andre grunde end tvingende nødvendighed. Hverken gældskrise, globalisering eller andre fænomener på den helt store skala rokker afgørende ved politikeres grundlæggende tilskyndelse og tilbøjelighed til at søge genvalg med alt, hvad deraf følger af kortsigtet opportunisme.

Politikere og partier bør ikke bedømmes på deres evne til at indse og gøre det nødvendige, når nøden er tvingende. Den virkelige klasse viser sig først i det øjeblik, en politiker eller et parti tør argumentere for, hvad de finder fornuftigt og retfærdigt på et tidspunkt, hvor synspunktet ikke er opportunt, og hvor nøden ikke tvinger dem.