Røveri i James Bond stil

authorimage
BLOGS
Af: Katerina Pitzner
20. feb 2013

Man skulle tro, at det vilde røveri i Bruxelles mandag aften, var ’talk of the town’ i Diamond District i disse dage. Men det synes blot at være et bump på vejen.

Om de 8 maskinpistolsbevæbnede røvere mandag aften var stærkt inspirerede af James Bond filmene, ved jeg ikke, men for flere diamanthandlere i Antwerpen, var det i hvert fald barsk virkelighed, da de blev frarøvet diamanter for ca. USD 50 millioner.

Den værdifulde diamantransport forlod Diamond District i Antwerpen mandag aften med transportfirmaet Brinks. Som sædvanligt var bilen akkompagneret af 2 Toyota Landcruisers med bevæbnede og specielt trænet politi. Sikkerheden er altid skærpet, når en diamanttransport kører fra a til b, og der gælder særlige trafikale regler. Så snart de 3 køretøjer starter motorerne, stopper de ikke, før de er nået frem - heller ikke for rødt, og den almene trafik må hverken overhale eller køre op på siden af dem.

Præcis samme procedure blev fulgt mandag aften, da en pakke med diamanter blev kørt fra Antwerpen til lufthavnen i Bruxelles. Afstanden er 45 km og alt gik efter planen – lige indtil de kom ud det passagerfly, der ventede på startbanen. Efter sigende var dette diamantkolli med 120 pakker, det sidste, der skulle om bord inden flyet lukkede dørene for at flyve til Zürich.

Da de 8 bevæbnede politifolk og 2 Brinks chauffører stoppede bagved flyet, braste 2 mørke biler med blå sirener på taget igennem sikkerhedshegnet til landingsbanen med 8 røvere væbnede med maskinpistoler. Det lykkedes dem at snuppe diamanterne og køre ud gennem hullet i hegnet i en rasende fart.

Da jeg i går talte med flere af mine kolleger i Antwerpen bemærkede jeg, at de var særdeles fattede og nærmest trak på skuldrene efterfulgt af et lettere suk: ” Oh well, business as usual..” Som bekendt er ikke 2 diamanter ens, og for dem var det værste ved hændelsen, problemet i at skulle finde erstatninger for de stjålne diamanter til deres ventende kunder.

Profil
Katerina Pitzner authorimage Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen ”Diamantjægeren – en rå verden i glimt”.

Få Katerinas indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk