Et jakkesæt af kvalitet

Verden er så stor så stor, og for at finde rundt griber vi blandt andet efter mærkevarer. De giver en sikkerhed for kvalitet, oplever vi.

Ofte er den god nok. Mærkevaren er i mange tillfælde varen af højeste kvalitet. Men der er ingen nagelfast sammenhæng.

Tag et jakkesæt. Navne som Armani, Burberry og Hugo Boss leverer måske et tidsrigtigt design, men er på ingen måde en garanti for smuk og holdbar forarbejdning.

Flere af deres jakker vil fx være afstivet med plastmaterialet vlieseline i bryst- og frontparti. Det går nemlig hurtigt i fabrikshallen. Ulempen er, at jakken får et dødt udseende. Stoffet vil hverken drapere eller tilpasse sig ejermandens statur. Jakken ånder også dårligt med plastindlæg. Og det sker ikke sjældent, at vlieselinen river sig løs, så stoffet begynder at boble. Bedre jakker får struktur med en løs lærredsdug syet fast i kanterne i stedet for påklæbet vlieseline. Italienske mærker som Pal Zileri, Belvest og Brioni syr jakker med løs lærredsdug.

Vi kan selv foretage en lille test henne i butikken, hvis vi ikke vil have en jakke med plastik i med hjem. Den består af et greb i jakkens brystparti, både i stoffet udenpå og i foret indenfor. Mærker man, at der er et tredje materiale – et indlæg - mellem stof og for, er der gevinst. Så har jakken løs lærredsdug som indlæg. Omvendt har vi fat i en vlieselinenitte, hvis vi bare føler gummiagtigt stof og for.

Knapper og syninger er andre indikatorer på, hvor meget der er kælet for jakkesættet. Knapper af horn - og ikke af plastik - er et godt tegn, og tætte sting og ingen løse tråde er andet praj om, at jakkesættet hører til i den bedre ende.

Og så skal stoffet have “krop og spring”, også hvis det er tyndt. Det må ikke krølle efterfølgende, blot fordi vi kniber det mellem to fingre, men skal falde tilbage i sin glatte form.

Smuk og holdbar forarbejdning ophæver selvfølgelig ikke, at jakkesættet skal være behageligt at bære og have et flatterende snit. Men det er da rart være velklædt og ikke bare se sådan ud.

“Kvalitet tæller altid,” som prins Charles engang bemærkede til pressen, da han besøgte håndskomageren John Lobb i London.