Afgiftsaltruisme

Danmark er verdensmester i to discipliner: Den første er at finde skatteobjekter, den anden at beskatte disse hårdt og strikt. Det skal vi passe på med. Beskatning giver personer og virksomheder incitamenter til at indrette deres tilværelse i henhold til reglerne. Derfor hæmmer indkomstskatten arbejdsomheden, selskabsskatten etableringen, pensionsbeskatningen opsparingsvilligheden og afgifterne det, de tusindevis af formål, de nu er sat i verden for at hindre.

Afgifterne hører vi normalt ikke så meget til, selvom de udgør en ikke ubetydelig del af den danske skatteopkrævning. Foruden afgifterne på el, vand og varme, der gør forsyningen dobbelt så dyr som den burde være, er afgifterne på øl og vand de mest synlige.

I dagens avis kan man læse et debatindlæg om afgifter på øl og sodavand. Det er skrevet af en økonomidirektør, som er harm over, at Bryggeriforeningens direktør Niels Hald varetager sine medlemmers – og i naturlig konsekvens heraf: kundernes – interesser.

Men hvad har Niels Hald dog gjort? Han har blot påpeget, at de danske afgifter: 1) giver forbrugere et incitament til at købe stort ind i udlandet og privatimportere varerne; 2) hæmmer væksten og jobskabelsen i Danmark.

De kunne tilføjes flere punkter. Afgifterne skaber incitamenter til grænsehandel og dén handel har påtaget sig absurde proportioner.

I realiteten fungerer grænsehandelsbutikkerne som fragtcentraler, der modtager varer fra danske producenter, opbevarer dem for en tid og derefter ser på, mens varerne indlastes i personbiler, på trailere og i varevogne, med henblik på re-import. Re-importen er målet med det hele. Når man køber sine 3 x 24 dåser Pepsi Max til 129,- (alt inkl.) skriver man under på, at varerne er købt med henblik på eksport. Så undgår man nemlig den tyske dåsepant. Men selv hvis man skulle betale tysk pant, ville det stadig være billige at handle ind syd for grænsen. Sådan er det bare, med det system vi har.

Det siger ikke så lidt om de danske afgifter og det skriger direkte til himlen når man husker på, at mere end 33 % af alt øl og sodavand, som indtages i Danmark, er importeret. Hvis man går med drømme om at åbne kiosk eller supermarked i Danmark, bør man kraftigt overveje at etablere sig i Slesvig-Holsten – tæt på Kruså og Padborg.

Da man ville indføre fedt og sukkerafgifterne blev anslået, at en afgiftsstigning ville resultere i et mersalg i grænsehandlen svarene til en værdi på et tocifret milliardbeløb. Det er en indirekte form for statsstøtte af så store dimensioner, at afgiftsloven i realiteten er et højrenteværdipapir med garanteret afkast, udstedt af staten til de tyske grænsehandels-g.m.b.h.’ere.

Johnnie Krewald skriver i sit debatindlæg i dagens Børsen, bare ikke har været at skabe mere grænsehandle. Tværtimod, siger han, har det hele handlet om folkesundhed:

”Vi har et stigende fedmeproblem i Danmark. Øl og sodavand er nogle af årsagerne til dette. Udover de personlige problemer, fedme medfører, så giver det på sigt også flere udgifter for samfundet … Øl og vand er langt fra livsnødvendige goder, tværtimod.”

Tak, skal du så ellers have.

Her er problemet: Politikerne vidste fuldt ud hvilke konsekvenser en afgiftsstigning ville have. Det er ikke ny viden, at skatter skaber incitamenter og at afgifter på øl og vand skaber mere grænsehandel på bekostning af den danske detailbranche. Alle ved det – også økonomerne i SKAT. Derfor blev det også påpeget fra flere sider, at det var en meget uklog beslutning, at forøge danskernes afgiftsbyrde. Men alligevel gjorde man det.

Hemmeligheden med de danske afgifter er, at de har til usagt formål at flytte detailhandel fra Danmark til Tyskland. Det er den logiske konsekvens man må drage, når man ser på hvilke oplysninger Folketinget og Regeringen havde til sin rådighed, da de ville forhøje afgifterne. Folketinget og Regeringen har ikke svævet i nogen uvidenhed om konsekvenserne af deres handlinger – man har været informeret og man har accepteret konsekvenserne. Man ville lave et folkesundhedseksperiment – koste hvad det vil.

Johnnie Krewald kalder folk der vil sænke de danske afgifter for ”afgiftsegoister”. Det prædikat vil jeg gerne tage på mig – hvis jeg så må kalde Johnnie Krewald for en ”afgiftsaltruist”. Og det er langt værre.