Javel, fru minister. Men hvad mener De egentlig?

Mandag eftermiddag var jeg på rundtur i erhvervs- og vækstminister Anette Vilhelmsens baghave, det tidligere værft i Lindø nær Kerteminde.

Anledningen var indvielsen af et svejsecenter for vindmølleindustrien. Centret er etableret ved hjælp af et formidabelt samarbejde mellem forskellige aktører, der alle ønsker vækst i hele Danmark.

Ministeren var ikke selv til stede, men jeg kom til at tænke på nogle af de mildest talt flagrende udtalelser, hun er kommet med.

Anette Vilhelmsen er på lederplan i dagspressen blevet kritiseret for at være en rød minister i en blå regering. Jeg skal ikke gøre mig klog på regeringens farvekoder, men jeg vil gerne slå et slag for en form for forudsigelighed.

Det er nemlig sådan, at vi pinedød skal vide, hvor vi har hinanden i samarbejdet om at skabe vækst i Danmark. Det kan godt være, at Anette Vilhelmsen er nødt til at navigere i et farvand, hvor alliancer er vigtige. Og det kan godt være, at hun derfor føler sig presset til at sige noget den ene dag og gøre noget andet den næste. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi sammen skal løfte opgaven med vækst i hele Danmark.

Både som regionsrådsformand i Region Syddanmark og som en del af formandsskabet i Syddansk Vækstforum, der for eksempel har støttet svejsecentret med 20 millioner kroner, er jeg vant til at indgå i alliancer med alle arbejdsmarkedets parter. Og jeg er da udmærket klar over fristelserne til at sige det, de enkelte parter vil høre. Det nytter bare ikke noget. Vores fornemme arbejde med klynger inden for offshore og innovation var ikke blevet til noget, hvis ikke hver især var klar til at arbejde for et fælles bedste og gå på kompromis. Det kan man sagtens uden at skulle sige noget og gøre noget andet. Et kompromis er ikke det samme som at frasige sig sine holdninger. Tværtimod.

Når Anette Vilhelmsen den ene dag kritiserer erhvervslivet for at snigløbe regeringen og underminere initiativerne, og den næste trækker i land i en dygtigt formuleret pressemeddelelse, giver det en usikkerhed om, hvor vi har hende. Hvor har vi ministeren for vækst? Er det den samme, som er formand for Socialistisk Folkeparti? Den usikkerhed er dræbende for vækst og fremdrift. I hvert fald langt mere end de fantastiske konspirationer, Anette Vilhelmsen har udtalt sig om.

I ministerens første tid som formand undrede det mig, hvor langt man kommer med at tale så ukonkret – nogle var mere bramfri og kaldte det at tale sort. Når hun så endelig udtaler sig konkret og umisforståeligt, så bliver det undskyldt med pressemeddelelse om upræcise formuleringer. Undskyld mig, men det var da netop præcist formuleret. Problemet var bare, at det kun var præcist formuleret til en bestemt målgruppe. Vi andre skulle have et andet budskab.

Politik handler om sammenhæng mellem det man siger og det man gør. Når der ikke er det, kan vi ikke opnå vores fælles mål.

Det er desværre ikke første gang, der har været tvivl om Anette Vilhelmsens holdning.

Vi oplevede det nemlig i sagen om akutfunktion på Svendborg Sygehus, hvor hun i skrift og tale opfordrede os til at søge om regeringen om at omgøre den tidligere regerings beslutning. Men da det kom til stykket, var der ingen støtte til skadestuen.

Det samme gælder ”sagen” om studierejser for regionsrådets nye medlemmer, der blev sendt på efteruddannelse i sundhedsvæsenets opbygning og fremtid. Det blev kritiseret, mens hun behændigt undlod at fortælle om sine egne ture til Bruxelles uden egentligt indhold.

Når Anette Vilhelmsen opfører sig sådan, ændrer hun på den grundlæggende forudsætning, at vi gør det, vi mener. Og den usikkerhed må vi til livs.