Fri mig for ”Genovese-syndromet”

Fire unge overfalder en 20-årig amerikansk udvekslingsstudent i en bus – uden at nogen i bussen gør noget for at hjælpe ham. Det er chokerende, hvor mange mennesker, der overværer dette overfald, uden så meget som at løfte en finger for at hjælpe og komme studenten til undsætning. Bussen er fyldt med mennesker, og vi er hverken i USA eller Indien, men i København anno 2013!

”Genovese-syndromet” kalder en professor i sociologi det faktum, at alle i bussen forholder sig passivt og blot ser til, mens den 20-årige bliver overfaldet. Genovese-syndromet stammer fra en situation, hvor en ung kvinde blev knivmyrdet i New York, mens op mod 30 mennesker angiveligt ignorerede hendes nødråb. Jeg er med på, at man kan frygte at stå alene over for overfaldsmændene, og dermed selv blive offer, men hvordan er vi kommet så langt ud, at ingen griber ind, råber op eller får bussen til at stoppe, så man sammen kan få smidt dem ud?

Jeg må indrømme, at jeg troede, vi var blevet klogere, siden 2013 da den 19-årige Antonio Currá blev dræbt. Han var tilsyneladende blot en ung student, der ville rundt i Europa med tog. Hans rejse endte brat på Nørrebro.

Hvad er det for et samfund, vi har skabt, hvor de fleste ser ud til at være sig selv nærmest, når noget så skrækkeligt, som overfald sker? Hvad er vi for et land, hvor man må læse om, at studenterorganisationer og politi ligefrem rådgiver udvekslingsstudenter i, hvor de kan færdes i byen, og hvor de bør afholde sig fra at gå rundt alene?

Jeg har altid tænkt med glæde på, at mine børn måske engang havde lyst til at udforske andre lande og blive udvekslingsstudenter, men jeg må indrømme, at jeg mere og mere bliver fyldt med gru over, hvor alene de åbenbart kan risikere at stå. Eller gælder det kun i Danmark? I New York er tendensen omkring kriminalitet og vold i hvert fald for nedadgående. Byen havde således i november sidste år et helt døgn uden anmeldt vold. Jeg tvivler derfor på, at ”Genovese-syndromet” nær så ofte rammer indbyggerne i byen, men så har syndromet i stedet fået fat i os her i vores lille land. Et land, som, ud fra et forsikringsmæssigt synspunkt, normalt er et trygt og godt sted men åbenbart ikke, hvis man er udvekslingsstudent. Her skal man tilsyneladende ikke forvente sig nogen medmenneskelighed, hvis uheldet er ude.

Så måske skulle vi alle til at tage bussen noget oftere? Så er vi forhåbentlig flere, der er parate til at sige fra, hvis noget sker, for Genovese-sygen gider jeg godt nok ikke lide af! Mon ikke vi så kan få endnu flere til at sige fra. Hvis vi ikke gør det – siger fra – risikerer vi jo en dag at stå i nøjagtig den samme hjælpeløse situation som den unge student. Det bør vi ikke byde hinanden!