Vær til stede!

Som et von Triersk benspænd må gymnasielæreren kun tale i syv minutter ad gangen, derefter skal bolden spilles videre til eleverne. Denne lille dogmeregel er en del af et forsøg i udvalgte gymnasieklasser i hovedstadsområdet. Så vidt jeg ved et af de uhyggeligt sjældne forsøg med at bryde med en klassisk pensums-orienteret og envejs-kommunikerende undervisningsform. Målet er at sprænge rammer, nytænke undervisning og skabe større motivation. Tilsyneladende giver det meget mere krop, mere aktivitet og mere elevdeltagelse i undervisningen. Livgivende og sundt. Jeg er fan af den slags innovation!   

Det er virkelig afgørende for vidensniveauet og for konkurrenceevnen i vores lille nation, at vi gør op med at se på undervisning som benzin på en tankstation: Parker mennesket på en stol og hæld ord på dem i 45 minutter ad gangen. Det virker ikke. OK - det virker måske for de mennesker, som alligevel er motiverede og under alle omstændigheder nok skal suge viden til sig. Men for mange andre er det dræbende for udvikling og læring.

Vi kender det jo fra medarbejdermødet og seminaret i virksomheden, når energien forlader lokalet, og taleren ikke længere når ud til sit publikum. Måske kommer der en misforstået morsomhed om, at der snart ikke er flere slides, som adskiller forsamlingen fra pausen. Flere er nu i gang med at tjekke deres email eller facebook på telefonen. The recipient has left the building. I hvert fald mentalt. Og hvis det er sådan for voksne i en professionel rolle, tør man ikke tænke på graden af mental masseflugt fra den messende lærer i gymnasiet!

Der er flere veje at gå for at arbejde med den problemstilling. Derfor er det perfekt med forsøg og med nye erfaringer i gymnasiet, og mange virksomheder kan tage ved lære og eksperimentere med læringsprogrammer og uddannelse. Hvis ”tankpasseren” f.eks. er et stortalent, som brænder igennem med en personlig og glødende fortælling, så vil langt færre modtagere forlade kommunikationsprocessen. Hvis modtageren selv vover noget mere, eksponerer sig selv og bliver medskaber af kommunikationsprocessen, så kan der for alvor ske noget. Læring handler måske allermest om at være til stede!