Kritikken af Danske Bank er forfejlet – igen!

Bankerne har gennem tiderne fået skudt meget i skoene som følge af branchens store betydning for samfundet. Desværre har kritikken ofte været karakteriseret af begrænset eller ingen viden om samfundsøkonomi i almindelighed og virksomhedsøkonomi i særdeleshed. Årsagerne til at bankerne i offentligheden tiltrækker sig så stor opmærksomhed er nok, at bankerne opererer i spændingsfeltet mellem fri markedsøkonomi og offentlig regulering og som senest demonstreret, at alle borgere er bankkunder i større eller mindre omfang – og i virkeligheden nok mest i mindre omfang.

I den nuværende situation med begrænset udlånsaktivitet og meget små indlånsmarginaler bliver det vanskeligt for bankerne at opretholde indtjeningen fra den basale forretning. Det er især vanskeligt, fordi solvensen skal oparbejdes fra et meget lavt og politisk bestemt niveau til et mere robust og forretningsmæssigt fornuftigt – ligeledes politisk bestemt – niveau. Derfor er det ikke overraskende, at Danske Bank nu i bankens egenskab af markedsleder ønsker at fortsætte arbejdet med prissætning af bankens produkter og serviceydelser i overensstemmelse med de faktiske omkostninger. I gamle dage var der mange ”gratis” serviceydelser i bankerne, men omkostningerne druknede blot i rentemarginalen, som alle kunder bidrog til at finansiere uanset, at de ofte ikke gjorde brug af de pågældende ydelser.

Visse forsikringsselskaber har i disse år stor succes med den såkaldte mikrotarifering, hvorefter forsikringstagerne i højere grad deler forsikringsrisikoen med ligesindede i samme risikogruppe – i øvrigt et princip der har været anvendt i dele af branchen gennem mange år. Her hører man ikke megen offentlig kritik om, at risikoen skal deles bredere – tværtimod modtager de selskaber, der praktiserer mikrotarifering, mange glade kunder, der opnår væsentlige besparelser på forsikringspræmierne.

Derfor havner vi i diskussionen, om det skal være tilladt at drive forretning eller, om politikerne vil gennemtvinge omfordelinger, skatter og afgifter, for det er jo det, der bliver tale om, hvis regeringen vælger at nedlægge forbud mod Danske Banks initiativ.

I stedet kunne man overveje, om de såkaldte valørdage burde afskaffes. Danske banker beregner stadig to valørdage i forbindelse med indenlandske kontoposteringer og fem valørdage, når der er tale om internationale pengeoverførsler. Eksempelvis kan en konto bringes i valørmæssigt overtræk uden, at kontoen er i faktisk overtræk. Det udløser typisk overtræksrenter på 20-25% p.a. Med den moderne betalingsinfrastruktur – herunder SWIFT – synes der ikke længere at være saglig begrundelse for disse valørdage, der er et levn fra fordums tider, hvor pengeoverførsler med kontanter, checks og andre fysiske fordringer var fremherskende. Man kan argumentere, at investeringer i IT-infrastrukturen skal afskrives og forrentes, men det berettiger næppe disse valørdage. Det må være på tide, at komme på linje med praksis i den øvrige eurozone, hvor valørdage for længst er under afvikling. Heller ikke i det perspektiv er Danske Banks initiativ "socialt uansvarligt", som visse politikere med tilknytning til regeringen hævder.