ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Krisen har været god for de danske iværksættere

authorimage
BLOGS
Af: Stina Vrang Elias
22. januar 2013

Kan man påstå, at den økonomiske krise har gjort de danske iværksættere godt, når nu en ny analyse viser, at antallet af iværksættere på få år er næsten halveret? Ja, er det paradoksale svar. Det kan man godt.

DEA har netop offentliggjort en analyse, der viser, at antallet af nye danske virksomheder er faldet fra ca. 16.000 i 2001 til ca. 10.000 i 2009. I de helt gode år i 2006 og 2007 startede ca. 20.000 virksomheder. Så på få år er antallet faktisk halveret.

Oven i det kommer så, at de tilbageværende iværksættere ikke ansætter så mange mennesker, som før krisen.  Andelen af nystartede virksomheder med ansatte er faldet fra 26 pct. i 2001 til 19 pct. i 2009. Og for dem, der har ansatte er det gennemsnitlige antal ansatte fra 3,27 i 2001 til 1,88 i 2009.

Darwinistisk udvikling

Isoleret set er det altså et rimeligt dystert maleri, der males af mulighederne for at blive iværksætter under den økonomiske krise. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For DEAs analyse viser også, at der er foregået en nærmest darwinistisk udvælgelsesproces blandt danske iværksættere under krisen, hvor de danske iværksættere ganske enkelt er blevet bedre rustede.

I den økonomiske teori taler man om vigtigheden af human kapital, som vokser med graden af uddannelse, erfaring, økonomi før opstart etc.  Mængden af human kapital er således en afgørende faktor, når det handler om at få succes som iværksætter.

Og den økonomiske krise har øget den humane kapital i iværksættermiljøet, og efterladt relativt flere tilbage, som trods alt har chancerne for at overleve og skabe vækst på længere sigt.

I kriseårene 2008 og 2009 er der således sket en betragtelig stigning i andelen af iværksættere med en universitetsuddannelse. Fra 25 pct. i 2001 til 39 pct.  Iværksætterne har også en relativt større lønindkomst før start især i 2008, end i noget år før krisen, hvilket kan indikere, at ”krise”-iværksætterne ganske enkelt har mere arbejdsmarkedserfaring, som igen øger chancerne for succes.

Flere serielle iværksættere med succes

Endelig er andelen af serielle iværksættere med succes vokset. Vi definerer en serie-iværksætter som succesfuld, hvis minimum én af de tidligere virksomheder fortsat eksisterer på opstartstidspunktet af iværksætterens seneste virksomhed.

DEAs analyse viser, at serieiværksætterne i 2008 og 2009 udgjorde en signifikant større andel af opstartsvirksomhederne end i nogle af årene 2002-2007. 45 pct. af serieiværksætterne fra 2008 var succesfulde, hvilket er signifikant højere end i perioden fra 2001 til 2006.  Blandt serieiværksætterne i 2009 er kun 40 pct. succesfulde, hvilket stadig er en signifikant større andel sammenlignet med 2001, 2002 og 2004.

Krisen har skabt en lysere fremtid

Så selv om DEAs nye iværksætteranalyse på overfladen er en forfaldshistorie og endnu en konsekvens af den understimulerede danske samfundsøkonomi, så er den, spadestikket dybere, også en historie om, at de danske iværksættere under krisen paradoksalt nok har fået styrket fundamentet og måske dermed muligheden for at overleve og skabe vækst i Danmark på længere sigt. 

DEAs notat om iværksættere under krisen

Profil
Stina Vrang Elias authorimage Stina blogger om innovations-, forsknings- og uddannelsespolitik.

Stina har en række tillidsposter i uddannelses- og forskningsverdenen. Hun har tidligere været aktiv i organisationsverdenen i DJØF og AC. Hun har i en længere årrække været ansat i DI på forskellige poster, været projektleder på EVA samt analytiker hos Oxford Research A/S. Stina Vrang Elias er uddannet cand.scient.adm. fra RUC og har studeret ved UC Davis og UC Santa Barbara i USA samt Uppsala Universitet, Sverige.

Læs mere om tænketanken DEA på www.dea.nu

Tidligere bloggere på borsen.dk