En uventet rejse

Dette indlæg handler ikke om politik. Det handler om dværge, troldmænd, trolde - og en hobbit ved navn Bilbo Baggins, der drager ud på eventyr. Et eventyr med titlen 'The Hobbit - or There and Back Again' skrevet af J.R.R. Tolkien, som Peter Jackson -- manden bag filmatiseringen af Tolkiens hovedværk 'Ringenes Herre' -- nu bringer til live på det store lærred. Som en, der i mange år har interesseret sig ganske meget for Ringenes Herre, Hobbitten og Tolkiens univers i det hele taget er det så godt som muligt ikke at have en mening om filmatiseringen af 'Hobbitten' og vældig svært at afholde sig fra at skrive om den. Det følgende bliver derfor uundgåeligt lige netop, hvad et blogindlæg om politik og økonomi typisk ikke bør være: alt for langt, så godt som fuldstændig afkoblet fra virkeligheden, og allerværst -- det har intet med hverken politik eller økonomi at gøre. Ikke særlig direkte, i hvert fald. Nu er De advaret, kære læser -- men dog også, håber jeg, en lille smule nysgerrig...


Det store i det små

Det er på flere punkter lykkedes Peter Jackson og hans hold at lave en fin omsætning af de første ca. to femtedele af bogen, der udover hovedtitlen 'The Hobbit' har fået undertitlen 'An Unexpected Journey'.  

Filmens stærkeste kort er en række gode karakterer og spændende og underholdende scener, hvor godt skuespil og fin virkeliggørelse af ånden fra Tolkiens univers er de bærende elementer. Gengangerne fra Ringenes Herre-filmene -- Ian McKellen som Gandalf, Cate Blanchett som Galadriel, Hugo Weaving som Elrond og den nu 90-årige Christopher Lee som Saruman, tilsammen 'Det Hvide Råd' -- var allerede i Ringenes Herre-filmene så velvalgte til deres roller og kender dem på nuværende tidspunkt så godt, at de ikke længere spiller deres karakterer: de er dem, hvilket er en stor styrke for filmen. Ian Holm er også her god som gamle Bilbo i den indledende scene, der søger at binde Hobbitten-filmene sammen med Ringenes Herre.

Tre af filmens karakterer skiller sig dog særligt ud fra det store persongalleri, og vi begynder med den mest overraskende af dem: Radagast den Brune, den tredje og mindst kendte af de tre troldmænd, fra Tolkiens univers, vi kender navnene på.


Radagast

Radagast er en herlig, finurlig og underfundig karakter, som i skikkelse af Sylvester McCoy på virkelig vellykket vis realiserer Tolkiens sparsomme antydninger af Radagast som en selvundervurderende enspændertype, der lever bedst i ubemærkethed og holder mere af dyr og planter end af mennesker, men som samtidig er en troldmand med særlige kræfter, der rækker langt videre end hvad dværge, hobbitter, mennesker eller sågar elverfolk kan præstere.

Troldmændene i Tolkiens univers er omgæret af mystik. En af de mest fremherskende fortolkninger er, at troldmændene er ånder sendt til Jorden (Midgård) fra gudernes rige, Valinor, antagelig med det formål at påvirke de jordiske begivenheders gang. Tolkien så for sig, at i alt fem af disse ånder blev sendt til Midgård, alle i skikkelse af ældre, kappeklædte og generelt undselige mænd, hvis ikke det lige var for deres særegne vandrestave, der indikerer andet og mere end gammel, svagelig mand. To af troldmændene - de to blå - ved vi intet om fra Tolkiens hånd; de tre andre er kendt ved navn: Saruman den Hvide, Gandalf den Grå, og Radagast den Brune. Siden 'Ringenes Herre'-filmenes globale succes behøver de to første ingen nærmere introduktion, men det gør Radagast formentlig, idet han indtil denne første 'Hobbitten'-film formentlig var ukendt for alle andre end Tolkiens læsende fans. Peter Jackson og hans manuskriptforfattere har valgt at skrive Radagast ind i filmatiseringen af 'Hobbitten' i en markant birolle, han ikke har i selve bogen, og sådan som Sylvester McCoy fylder rollen ud og giver Radagast liv og karakter, virker det valg som en lille genistreg i den første film. Radagast fremstår både sær, forvirret og med en måske større hang end godt er til alle gode, euforiserende planter og svampe fra skoven, men samtidig med intelligens, snilde og en empati og fornemmelse for alt levende omkring sig, som hans mere magtfulde fæller Saruman og Gandalf er for store i hovedet til at besidde. Radagast er, kort sagt, en oplagt favoritkarakter i den første Hobbitten-film, og som sådan en virkelig glædelig overraskelse.


Gåder og trolde

Filmens klare højdepunkt er dog uden sammenligning -- og ikke så overraskende for de, der allerede har læst 'Hobbitten' -- scenen, hvor Bilbo møder Gollum i en grotte dybt inde i Tågebjergene. Ligesom i resten af filmen viser Martin Freeman her en fin fornemmelse for Bilbos karakter som svingende mellem det forsigtige, nervøse og konfliktsky og på den anden side en pludselig snarrådighed og handlekraft, der typisk overrasker alle omkring ham, men ingen mere end ham selv. Den bærende kraft i scenen er dog naturligvis Gollum, der ligesom i Ringenes Herre-filmene spilles så eminent af Andy Serkis, at hans skuespil kombineret med det digitale ydre lagt på i efterbehandlingen af Peter Jacksons egne troldmænd i Weta bringer Gollum til live på film i en grad, de færreste fans af bøgerne formentlig havde troet var muligt. Scenen emmer af både spænding og underspillet humor båret af fantastisk skuespil -- det er bare om at læne sig tilbage (eller rykke ud på kanten af stolen) og nyde forestillingen.

En anden fremragende og vildt underholdende scene, hvor Freeman også folder sin hovedrolle flot ud, er mødet med de tre bjergtrolde i skoven i begyndelsen af dværgeselskabets rejse fra Hobbitton i vest mod Erebor (Det Ensomme Bjerg) i øst. Bortset fra, at den ene af bjergtroldene -- der i filmen er gjort til de to andre troldes prygelknabe -- piver lige lovlig højt og skingert af en stor, klodset bjergtrold at være, så er de tre trolde nøjagtig så brovtende, madglade og langsomme i opfattelsen, som det billede, man får af dem i bogen. Og Jackson og hans manuskriptforfattere har fået al underholdningen med i scenen: Hvordan smager egentlig en 'tyvøhhobbit'? Kan man spise dværge rå, skal de koges, eller måske steges? Og hvilke krydderier skal man egentlig bruge til kogt henholdsvis stegt dværg? Eller er det i det hele taget hurtigere og lettere -- når man nu er en stor, tung bjergtrold -- bare at sætte sig på tyvøhhobbitten og dværgene en efter en og mase dem til mos? Samtidig formår Jacksons digitale troldmænd her at give troldene en fin mimik, måder at bevæge sig på mv., der passer til deres kluntede, grove og ufrivilligt morsomme karakter.

Endelig er det også positivt at opleve, hvordan Jackson og hans hold på manuskriptsiden har formået at flette sidehistorien om Radagasts opdagelse af åndemaneren i Dol Guldur og Det Hvide Råds første diskussioner om, hvem åndemaneren er -- er det virkelig Sauron, der er vendt tilbage? -- sammen med hovedhistorien om Bilbo, Gandalf og dværgenes rejseselskab. Nørder (som undertegnede), der dyrker Tolkiens univers i alle ender og kanter vil være glade for at se disse begivenheder få tid og plads i filmen, mens mere jordnære biografgængere på jagt efter en god, underholdende filmoplevelse formentlig også vil få, hvad de kommer efter.  


Det overdrevne og det åbenlyse

Der er imidlertid også flere ting ved filmen, der halter -- og et par af dem endda ganske gevaldigt. Et af de helt store problemer ved den første 'Hobbitten'-film handler om fortællestil og må formentlig bebrejdes instruktøren Peter Jackson. Man får den mistanke, at Jackson har været alt for nervøs for, om filmen nu blev underholdende og munter nok -- en frygt, der på sin vis er forståelig: bogen er både vældig underholdende, hvis det stadig skulle være ukendt for nogen, og indimellem så overstadigt munter, som kun eventyr skrevet eksplicit med børn som målgruppe kan være. Måske som resultat af en sådan frygt, måske af helt andre årsager, gør Jackson sig flere gange i filmen skyldig i på den ene side unødige overdrivelser af såvel morskab som drama i flere scener, og på den anden side en tendens til at skære vigtige pointer ud i pap for sit publikum frem for at arbejde med mere subtile antydninger.

Overdrivelserne er eksempelvis tydelige i den indledende scene hjemme hos Bilbo i Hobbitton, hvor dværgenes ankomst og efterfølgende ædegilde og planlægning af rejsen mod Erebor svinger mellem abefest og uhæmmet falden-på-halen-komik det ene øjeblik og højtidelig, gravalvorlig stemning det næste. Det sidste virker klart bedst -- dværgenes sang med Thorin i spidsen er for eksempel det ubestridte højdepunkt på filmens lydside og fantastisk stemningsfuldt, for undertegnede ligefrem gåsehudsfremkallende -- men de muntre dele af scenen virker anstrengte og overgjorte.

Et andet eksempel på overdrivelse i en grad, der gør mere skade end gavn, er filmens afsluttende, spændingsmæssige klimaks, hvor Gandalf, Bilbo og dværgene klatrer op i nogle træer nedenfor østsiden af Tågebjergene for at undslippe de glubske varge og de orker, der rider på dem. I bogen står disse træer lidt for sig selv midt i en skov, ikke (som i filmen) helt ude på kanten af en klippe, der selv rager så langt ud i den tomme luft, at det virker naturstridigt, at den skulle kunne bære så meget som vægten af et nysået nåletræ uden at styrte i afgrunden. Og da træerne begynder at vælte, vælter de naturligvis så uheldigt som de overhovedet kan for rejseselskabet -- nemlig som dominobrikker henimod det sidste træ, der står helt ude på klippefremspringets absolut yderste kant. Dette træ begynder - selvfølgelig - også til sidst at give efter og ligger til sidst næsten vandret ud over afgrunden, inden ørnene kommer selskabet til undsætning akkurat i rette tid. Det gør de også i bogen, men først efter, at orkerne har udnyttet Gandalfs brændende kogler til at skabe en ring af ild omkring de træer, vore helte klynger sig til, hvorfor deres liv hænger i en tynd tråd, indtil ørnene kommer. Denne scene, der er vanvittigt spændende og udspekuleret i Tolkiens egen fremstilling bliver i Jacksons filmatisering til en overdramatisk karikatur på et spændingsmæssigt højdepunkt.

De overtydelige pointer, der skæres ud i pap på bekostning af mere subtile, antydningsvise fremstillinger, kan ses dels ved Gandalfs formaning til Bilbo om, at sandt mod ikke er at vide, hvornår man skal tage et liv, men hvornår man skal skåne et -- en løftet pegefinger, der alt for tydeligt lægger op til (og alt for tydeligt bliver fulgt op) idet Bilbo flygter fra Gollum ud af Tågebjergene. Et andet øjeblik, hvor man ville ønske, man som seer blev taget lidt mere alvorligt, er i forbindelse med Gandalfs og Balins mimik og øjne til hinanden, idet Thorin erklærer overfor selskabet, at Azog, den frygtindgydende, blege ork, for længst er død af de sår, han fik i kampen med Thorin under dværgenes forsøg på at genindtage deres tabte rige i Moria. Vi ser Gandalf og Balin kigge så længe og sigende på hinanden, at denne spændingsmæssige antydning af en forestående konflikt i stedet for rent faktisk at skabe spænding blot bliver enerverende.

Den samlede konsekvens af disse to problemer er ikke til at kimse af -- faktisk er den, både med biografgænger- og Tolkien-nørd-briller, ganske alvorlig for det samlede resultat: Charmen er ganske enkelt ikke til stede i det omfang, den burde være. I betragtning af, hvor eminent Jackson med 'Ringenes Herre'-filmene formåede at fange ikke blot dramatikken, alvoren og de store, grandiose historier om krig, arv, hævn og slægtskab, men også charmen i Tolkiens karakterer og figurer, så er det en gedigen skuffelse at opleve, hvordan charmen gennem 'En Uventet Rejse' glimrer ved sit fravær.

En måske illustrativ sammenligning er mange anmelderes og fans' mening om de to første film om James Bond med Daniel Craig i hovedrollen. Den første, 'Casino Royale', havde både hårdtslående action og spænding, som en rigtig agentfilm skal have -- ikke mindst, når agenten hedder Bond -- men den havde også den særlige charme i replikker og mimik hos hovedpersonen samt i form af humoristiske elementer forskellige steder i handlingen, der gør en Bond-film til en rigtig Bond-film. Efterfølgeren, 'Quantum of Solace', var i de flestes øjne slet ikke på højde med Casino Royale. Begrundelsen? Masser af action og spænding, men Bond-charmen manglede. Hvilket gjorde, at man på mange måder lige så godt kunne have set 'The Bourne Identity' eller en af de to andre film i Bourne-trilogien hjemme i sofaen i stedet.

'En Uventet Rejse' står på nuværende tidspunkt i samme position i forhold til Jacksons virkeliggørelse af Tolkiens univers på film, som 'Quantum of Solace' gør i forhold til de nyere James Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen. Og det er ikke ment som ros.


Malplacerede trolde og flade dværge

Derudover er der en række forhold vedrørende filmens persongalleri, der kunne have været bedre, eller som virker søgte. Eksempelvis er bjergtroldekongen, som dværgene tages til fange af i begyndelsen af turen gennem Tågebjergenes grotter og gange, helt utrolig fjollet, ganske gentlemanagtig og ret så sofistikeret i sin sprogbrug, men meget lidt uhyggelig. Han er, med andre ord, nærmest det diametralt modsatte af, hvad man forventer -- når nu han skal forestille at være bjergtroldekonge. En sådan figur kunne have fungeret fint, hvis filmen havde været en komedie hele vejen igennem -- som den er virker bjergtroldekongen dog malplaceret og ikke synderlig velfungerende som karakter.

Rollen som hovedskurk har Jackson og manuskriptforfatterne valgt at tildele Azog, en bleg og frygtindgydende ork, der optræder perifert i bogen 'Hobbitten' som den historiske person, der slog Thorins farfar Thror ihjel. I filmen skrives Azog ind i en central rolle i filmen som den superskurk, der jager Thorins rejseselskab, angiveligt på grund af gammelt had til Thorin efter denne huggede Azogs ene arm af og besejrede ham og hans orkhær uden for dværgeriget Morias porte mange år tidligere. For de, der kender bogen, vil denne manuskriptfinte formentlig undre noget -- for i bogen jages rejseselskabet ikke af nogen som helst skurk. Bortset fra, at det isoleret set fungerer nogenlunde indenfor filmens rammer, så ligner det dog mest af alt et krampagtigt forsøg på at kopiere dynamikken fra 'Ringenes Herre'-filmene, hvor Frodo og dem, der rejser med ham, jages af ringånderne - de sorte ryttere.

Og så er karaktertegningen af hovedparten af dværgene ganske flad -- blandt andet som følge af, at de ikke får lov at vise meget andet i filmen end abefest, drillerier og råb, når der er fare på fære. Kun Thorin, Balin, Kili og til dels Dvalin får lov at træde frem og få en mere eller mindre individuel karakter sammenlignet med dværgene som samlet flok, og det er virkelig en skam. 13 dværge er mange at skulle forsøge at give individuelt liv, men Jackson kunne snildt have ladet dem agere mere i de par eller små grupper, de allerede hører sammen i -- Balin-Dvalin, Dori-Nori-Ori, Fili-Kili, osv.


Melodien er velkendt

Endelig er der lydsporet. Howard Shore har komponeret musikken, ligesom han gjorde det til 'Ringenes Herre'-filmene, og det kan høres. Det er naturligvis en svær, for ikke at sige næsten umulig opgave at skulle leve op til endsige overgå den bedrift, han leverede i form af en fænomenal lydside til filmatiseringen af Tolkiens største værk. I forbindelse med 'Hobbitten' virker det dog, som om Shore enten har været bange for at kaste smuds på sine første fortolkninger af Tolkiens univers ved at pille ved de eksisterende temaer, eller også er lydsporet i denne omgang komponeret uden samme indsats og engagement som det var tydeligt, at Shore havde lagt i forbindelse med lydsporet til Ringenes Herre.

Der er dog enkelte fine, nye elementer: Først og fremmest er dværgene og deres historie som folks centrale placering i 'Hobbitten' fulgt fint op med nye temaer på lydsiden, der på glimrende vis afspejler dværgenes minearbejde dybt inde i og under Midgårds bjerge og filmens gengivelse af dværgenes liv i gigantiske søjlehaller hugget ud i selvsamme bjerge. Derudover rummer temaet, der ledsager Radagast den Brune, både nytænkning og et frisk pust af liv, leg og åndfuldhed -- hvilket også bare manglede i betragtning af Sylvester McCoys fremragende portrættering af den løjerlige, men skarpsindige, brune troldmand.


Ikke hjemme

Efter at have set filmen både i det nye 3D HFR-format (3D optaget med 48 billeder i sekundet mod de sædvanlige 24) og i god, gammeldags 2D er min samlede oplevelse den, at det først og fremmest er de scener, der er båret af interessante og underholdende karakterer og godt skuespil, der virkelig fungerer, hvorimod de visuelle og effektmæssige udskejelser har en tendens til at kamme over og blive for meget af det gode. Det betyder, at 3D HFR-udgaven ofte virker visuelt overlæsset, mens 2D-udgaven uden 3D-blær er mere jordnær og på alle måder tættere på Midgårds grundvold.

Den første af tre film om hobbitten Bilbo Baggins' eventyr sammen med Gandalf og dværgene er, alt i alt, et godt stykke fra at være helt hjemme. Det hænger i høj grad sammen med det luksusproblem, Jackson har skabt for sig selv ved at have lavet så fremragende en filmatisering af Ringenes Herre, at han næsten var dømt til at skuffe publikums forventninger til Hobbitten. Herfra er håbet, at Jackson i de to næste film formår at rodfæste fortællingen dybere i Midgårds jord, træer og ånd, hvilket meget gerne må ske -- og måske kun kan ske -- på bekostning af overdramatiske actionscener og overdrevent effektjageri.

Et kan man dog ikke tage fra filmen: Den er, alle kritikpunkterne til trods, fremragende underholdning. Og den skal ses i biografens mørke på så stort et lærred som muligt -- og hvilket bedre tidspunkt dertil end netop i disse juledage?  

Glædelig jul - og god rejse til Midgård!