Fra risikofrit afkast til afkastfri risiko

Rentefaldene er fortsat i 2012. Selv om det blev spået at renterne ikke kunne falde yderligere, har året alligevel budt på stigende obligationskurser og faldende renter. Renteniveauerne er nu så lave, at investorerne såvel absolut som relativt må se sig om efter bedre investeringssteder at forvalte det relative forhold mellem risiko og forventet afkast på.

27 års positivt marked for statsobligationer

Obligationsinvestorerne har kunne nyde tiden fra 1985 og til i dag. Renterne er blevet halveret flere gange og afkastet i de mere sikre statsobligationer har risikojusteret været bedre end i aktier i perioden som en kombination af gode afkast og en moderat risiko.

Den økonomiske vækstdagsorden er i høj grad blevet forandret de seneste år. Store gældsudfordringer er blevet til vækstditto. Forbrugerne og virksomhederne er meget tilbageholdende med at forbruge/investere. Derfor har den massive pengepolitiske stimulans vist sig kun at have en meget beskeden indflydelse på væksten. Især forbrugerne  er tilbageholdende og bruger i vid udstrækning de lave renter til at ”ride” stormen og gældsnedbringe i stedet for at øge forbruget.

Lave renter er investeringsuinteressante

De lave renter til trods er der alligevel ”parkeret” store summer i statsobligationer. Det er i høj grad et vidnesbyrd om at investorerne mere investerer ud fra frygt end ud fra afkastkriterier. Eller sagt på en anden måde. I den risikojusterede afkastligning spiller risikoantagelsen en historisk stor rolle.

For investorerne må det være tid til at nytænke:

• Kan det langsigtet være en god ide at låne penge til den danske, tyske eller amerikanske stat på 10 årige vilkår som er under prisstigningstakten og dermed betyder tab af købekraft (med mindre man forventer flere økonomiske udfordringer og fortsatte rentefald)?
• Selv om eksempelvis den amerikanske gældsætning nærmer sig 100 % af bruttonationalproduktet, har det hidtil ingen effekt haft på risikoopfattelsen. Samtidig har kreditvurderingsbureauet Standard & Poors’ nedjustering af den amerikanske kreditvurdering fra sidste sommer med fjernelse af det tredje ”A” ikke betydet noget for renterne, risikotillægget eller fornemmelsen for en sikker pengeanbringelse.
• Selv om aktierne på indeksniveau i det store og hele er tilbage på niveauerne fra krisen i 2008, fortæller det langt fra hele sandheden om den brede aktieudvikling. Nogle ganske få selskaber står for værditilvæksten, mens en betydelig del af virksomhederne både med hensyn til indtjening og prissætning hænger fast i efterkrisetiden.
• Virksomhedsobligationerne har klaret sig noget bedre end aktierne og kommet foran med at levere afkast. Spørgsmålet er hvor længe denne førerposition holder?

Hvis vi får lidt bedre vækstudsigter, bør der være lagt op til investeringssmæk for skillingen til obligationsinvestorerne. Ikke kun fordi det vil betyde stigende renter og begyndelsen til om ikke en ”normalisering” så dog til forhold som afspejler en form for realrente på op imod 2 %. Men også fordi aktierne med sit generelle afkastmæssige efterslæb har et pænt potentiale.

Statsobligationerne har mistet deres attraktion og byttet det risikofrie afkast ud med den afkastfrie risiko.