Årets fem værste modepåfund – og det bedste

authorimage
BLOGS
Af: Torsten Grunwald
17. dec 2012

Der er nok at tage fat på, hvis man er en konservativ sjæl. Den hvileløse modemaskine har forledt mange danske mænd til flere alvorlige kiks i løbet af året.

De glade strømper
De fleste kender situationen. Man sidder til et møde. Pludselig har øjnene fanget dem: de glade strømper. Herren, der bærer dem, er ellers klædt i relativt almindelig habit og skjorte. Men hans strømper, dem er der knald på. Store prikker, striber, farver! Der er kreativt og fuldt af overskud, hvis det ikke lige var dårlig smag i samme genre som julemandsslipset.

Korte jakker
Butikkerne bugner stadig af korte habitjakker og sportsjakker. "Sådan skal de være i dag," siger ekspedienten selvsikkert, så også den selvberoende kan ængstes for, at han ender som mosefund, hvis han ikke slår til.  Tag det roligt, hold kursen, må vi sige. Hvorfor ligne en dreng i voksealderen? Habitjakker og sportsjakker skal altid dække bagenden. En bil har fire hjul.
Punktum.

Spidse sko
De er en fejl. Sko skal ikke gøre opmærksom på sig selv. Den andens blik skal føres til ansigtet, bestemt ikke fødderne. Alligevel vrimler det med overdrevne spidse sko, ofte slemt perforerede af store sting. ”Hey, mister, look here,” råber de kække spidse sko som et par gadesælgere i Marokko. Ja, den er god med jer!

Kontrastdetaljer
Det skæve er blevet det almindelige inden for herremoden. Få detaljer symboliserer skiftet mere grufuldt end den galopperende brug af kontrasttråd, kontrastknapper og kontrastfor.  I år er det gået amok. Det er efterhånden umuligt at opdrive en ærlig hvid eller lyseblå manchetskjorte.  Altid skal man belemres med en lille skæv designdetalje. Ligesom de glade strømper sælges kontrastdetaljerne som raffinementer, selvom de i deres tomme industrielle udformning selvfølgelig er udtryk for akkurat det modsatte: forloren smag.
 
Sorte jakkesæt
Søndagstøjet er tilbage, bare som hverdagspåklædning. Jakkesættet er sort, snittet er smalt, skjorten hvid, skoene sorte og slipset sort eller gråt. Det skal angiveligt signalere coolness og god stil, men demonstrerer mangel på historisk gehør. Reservér den formelle påklædning til formelle lejligheder, tak.

Sløjfen
Endelig et lyspunkt: sløjfen, eller butterfly’en, som den ofte mindre elegant kaldes, den er tilbage. De unge mænd elsker den, og de er på rette spor. Åbentstående skjorte, særligt i mørkt jakkesæt, er barbari. Bryder man sig ikke om slipset, må man påføre sig en charmeklud – eller en sløjfe. Husk at binde den selv.

PS
Årets velklædte mand er fundet. 190 danskere, der gouterer klassisk herremode, har stemt på en af fem kandidater. Michael C. G. Iversen, connaisseur udi tobak, cigarer og piber, endte med at tage titlen. Se Michael C. G. Iversen og de fire andre kandidater her: http://stiljournalen.blogspot.dk/2012/11/vlg-arets-velkldte-mand.html  

Profil
Torsten Grunwald authorimage Torsten Grunwald ved alt om jakkesæt, skjorter, slips og resten af herregarderoben, og på bloggen deler han ud af både aktuelle trends i herremoden og klassiske pejlemærker til det velsiddende jakkesæt og de passende sko til enhver anledning.

Siden 2004 har Torsten Grunwald skrevet om herremode for Børsen. Han driver butikken www.grunwald-true-style.com og udgav i 2014 den anmelderroste bog Den velklædte mand i samarbejde med Peter Lund Madsen. Bogen bærer samme navn som Grunwalds egen blog om god tøjstil, www.denvelklædtemand.dk.

Få Torstens indlæg
som RSS-feed her




 
Tidligere bloggere på borsen.dk