Den sparsommelige betaler naboens gilde

Retfærdigheden sker ikke altid fyldest, og den der gemmer til natten, gemmer ofte til katten. Det er vendinger, der kommer til deres ret i disse år. Her tænker jeg på følgevirkningerne af finanskrisen, som har afstedkommet rekordlave renteniveauer og lav økonomisk vækst. Det gør det svært for nye opsparere at fastholde købekraften af det, der lægges til side til senere forbrug, og derfor risikeres, at den i forvejen svage interesse for opsparing blandt unge generationer får endnu et skud for boven. Desuden vil fremtidens pensionister skulle tære på mange års gode afkast afstedkommet af faldende renteniveauer gennem ca. 30 år.

Selvom der ikke kan drages direkte paralleller, er der visse lighedspunkter med situationen i 1970’erne, hvor stagflationslignende forhold udhulede købekraften. Heldigvis er den automatiske dyrtidsregulering sat ud af kraft, så inflationsspiralen ikke får lov at udvikle sig, men ikke desto mindre udgør inflationen i øjeblikket 2-3% årligt. Det er under normale forhold et passende niveau, der fungerer som smørelse for samfundsøkonomien, men når den økonomiske vækst er lav, og det ikke er muligt at opnå meget mere end, hvad der svarer til inflationen i afkast på fastforrentede fordringer, udhules købekraften over årene, når der samtidig skal betales skat af afkastet. Her er i virkeligheden tale om dobbeltbeskatning, da de opsparede midler jo allerede er beskattet som indkomst. Med negative realrenter kan det derfor bedre betale sig at øge forbruget og opnå goder her og nu til fuld realværdi. Alternativt kan den risikovillige optage kreditforeningslån i boligen og placere provenuet i aktiver med højere risiko, det kan netop være boliginvesteringer eller andre realaktiver som eksempelvis aktier, hvor der over tid opnås en værdiskabelse, der som minimum kompenserer inflationen. Har man lavere risikovillighed og kortere investeringshorisont, bør man undlade lånefinansieringen.

Før i tiden var det muligt at afhænde aktier uden beskatning af kursgevinster, hvis ejertiden oversteg tre år. Det betød fravær af administrative byrder, når der ikke skulle holdes rede på købs- og salgstidspunkter samtidig med, at aktiekulturen blev næret. I Danmark har vi gennem flere hundrede år opbygget en velfungerende obligationskultur, hvor kreditforeningerne agerer formidlere af kapital mellem ejendomsbesiddere og investorer. Selvom aktiekulturen er styrket over de seneste 20-30 år, er der fortsat langt til engagementet i eksempelvis Sverige eller USA, hvor private i langt højere grad interesserer sig for opsparing i aktier. Desuden er beskatningen af aktieafkast i Danmark langt hårdere end i det øvrige OECD, og investorer har intet nævneværdigt skattemæssigt incitament til at investere i aktier frem for passive anbringelser.

Hos Real Equity Research giver vi mulighed for kvalificeret og uvildig supplering af beslutningsgrundlaget, når det drejer sig om aktieinvestering. Med et kvantitativt fundamentalt udgangspunkt suppleret med kvalitative vurderinger af aktiemarkedet og makroøkonomien opnås et solidt afsæt i investeringsovervejelserne. Læs mere på www.realequityresearch.com.