EU´s ”kvotedirektiv” er en bombe under regeringens ”kvindemodel”

Den 3. oktober 2012 fremlagde ligestillingsminister Manu Sareen en ”dansk model” for, hvordan man skal få flere kvinder i de danske bestyrelser. Lovforslaget – som forventes at blive vedtaget den 19. december og træde i kraft den 1. april 2013 – lægger således op til, at danske virksomheder, private som offentlige, fremover skal opsætte interne måltal for, hvor mange kvinder de vil have i deres bestyrelse og ledelse, ligesom de skal kunne redegøre for, hvordan de når disse måltal.

Et væsentligt element i ”den danske kvindemodel” er således, at det er virksomhederne selv, der opsætter måltallene. De er altså ikke tvunget til at få en vis procentdel kvinder eller mænd i ledelsen, men kan sætte deres måltal efter, hvad der er realistisk indenfor den pågældende branche. Hvad enten det er 10, 20, 30, 40 eller 50 pct.

Nu har EU-kommissær Vivianne Reding imidlertid smidt en bombe ind under ”den danske model”. For selvom hun led et svigende nederlag i forhold til de øvrige kommissærer, som afviste et egentligt kvotekrav, så er hun alligevel på vej med en model, som sniger dem ind af bagdøren. Således er EU-kommisærerne blevet enige om et direktivforslag, som pålægger medlemslandene at sikre, at det ”underrepræsenterede køn” besidder mindst 40 pct. af det private erhvervslivs menige bestyrelsesposter i 2020, mens det offentlige skal opfylde samme mål i 2018.

Med andre ord: Hvis medlemsstaterne ikke har opfyldt kravet om mindst 40 pct. kvinder og mænd i henholdsvis 2018 og 2020, så opfylder de principielt ikke direktivet og kan dermed få EU på nakken.

Så selvom EU-forslaget i første omgang ”kun” stiller krav om, at virksomhederne skal opsætte mål for kønsfordelingen i deres ledende stillinger – hvilket svarer til den danske model – så siger det sig selv, at der kommer EU-pres på den danske regering, hvis virksomhederne ikke af sig selv begynder at nærme sig de 40 pct. i 2020. EU-Kommissionen har ganske enkelt fremlagt en model, hvor de gør medlemsstaterne til håndlangere for at få opfyldt måltallet på 40 pct., hvilket kan blive svært uden kvoter.

Hvad EU-kommissæren overser, og hvad direktivet ikke tager højde for, er, at det ikke er manglende vilje, der gør, at der ikke er flere kvinder i de danske bestyrelser. Men derimod et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Et større nordisk forskningsprojekt med deltagelse af bl.a. CBS viser eksempelvis, at vejen til bestyrelsesposterne typisk går via en baggrund indenfor økonomi, tekniske uddannelser eller via egen virksomhed. Når der indenfor samtlige af disse områder er en markant overrepræsentation af mænd på ca. 70 pct. mod 30 pct. kvinder, indikerer det med al tydelighed, at pipelinen til bestyrelserne er fyldt op med flere mænd end kvinder. Det er altså ikke tågesnak, når Niels Christiansen, koncernchef for Danfoss til Information den 27. september 2012 udtaler, at det er en udfordring at rekruttere kvinder udefra. For som han siger: ”Når jeg skal ud og kigge efter kvindelige civilingeniører i Danmark, så er der ikke en bjælde”.

Af samme grund strider det ikke kun mod grundlæggende ligebehandlingsprincipper, men ligner også skrivebordsbureaukrati af værste skuffe, når EU-direktivet vil tvinge virksomhederne til at foretage positiv særbehandling af det ”underrepræsenterede køn”, hvis man har to kandidater med samme kvalifikationer. Fremover skal virksomhederne således foretage en ”sammenlignende analyse af de enkelte kandidaters kvalifikationer” for dermed at kunne dokumentere, at den mand som de i givet fald har udpeget til bestyrelsen, vitterligt også er bedre end en fravalgt kvinde. Men en bestyrelsespost er ikke et job, man søger i en jobbank, og hvis det var, hvordan dokumenterer man så, hvem der er bedst kvalificeret ud af to kvalificerede personer? Kombinationen af kvalifikationer og menneskelig kemi kan næppe sættes på formel af andre end EU´s skrivebordsbureaukrater.

Nuvel, selvom der ikke er mange lyspunkter i EU´s direktivforslag, så skal man dog ikke glemme dem, som er. For på et punkt kan Kommissionens forslag stå som særligt forbillede for det danske lovforslag. Der er nemlig i Kommissionens udspil indarbejdet en solnedgangsklausul i 2028, sådan at reglerne kun har ”midlertidig” karakter. En tilsvarende solnedgangsklausul bør indføres i det danske lovforslag, sådan at dansk erhvervsliv ikke i al evighed skal belastes med at opsætte interne måltal og rapportere herom. Selv den dag, hvor der ”helt naturligt og af sig selv” er en så ligelig repræsentation af kvinder og mænd i de danske bestyrelser, som de enkelte brancher fordrer.