ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kan politiet spare os til øget tryghed?

authorimage
BLOGS
Af: Kim Rud-Petersen
8. november 2012

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg sætter altid automatisk foden på bremsen, når jeg kommer kørende og ser en motorcykelbetjent. Det er som om, at den hvide ”kværn” og politiuniformen i sig selv, især i bak- eller sidespejlet, har en præventiv effekt.

Som forsikringsmand går jeg naturligvis ind for alt, hvad der kan gøre Danmark mere sikkert og trygt. Derfor er min forundring også stor over Rigspolitiets seneste spareplaner.

Politiet står til at miste hver tredje motorcykel, hvis en intern analyse fra Rigspolitiets bord bliver realiseret. I stedet for 210 motorcykler, vil der måske kun være 140 at gøre godt med.

Hvis man skal tro medierne, lægger analysen også op til at fjerne en stor del af den patruljering, der sker, når motorcykelbetjentene kører til og fra arbejde. I København arbejder betjentene åbenbart gratis, når de kører ud og hjem – mod at få betalt deres brændstof. Og de gør det helt frivilligt! Men det er tilsyneladende en stakket frist, for står det til rapporten, skal betjentene snart parkere motorcyklen på politigården og tage bussen hjem.

Jeg har stor forståelse for, at der skal spares alle steder, men en besparelse i størrelsesordenen fire millioner kroner burde politiet kunne finde andre steder end på denne konto. De kørende betjente yder en stor indsats på gader og stræder, og jeg tvivler på, at jeg er den eneste, som sagtner farten eller dropper den håndholdte mobil, når de kører forbi. For slet ikke at tale om, hvis der sker en ulykke, og heldet alligevel er med en, fordi en motorcykelbetjent på vej hjem fra arbejde når først frem til ulykkesstedet.

I al vores spareiver tillader jeg mig blot lige så stille at sætte spørgsmålstegn ved, om vi ikke skal passe på med at skære ned på denne fælles tryghed? Kald det effektivisering eller besparelser. For alle os uden for politiet reducerer det følelsen af tryghed, og den behøver som bekendt ikke have noget at gøre med realiteternes verden, men følelsen kan man ikke tage fra os. Jeg vil postulere, at motorcykelbetjente på vej til og fra arbejde samlet set øger vores fælles følelse af tryghed og orden, og den vil jeg nødig give slip på både som borger og forsikringsansat. Derfor: Politibetjente til tjeneste – på motorcykler også på ud- og hjemvejen.

Profil
Kim Rud-Petersen authorimage

Kim Rud-Petersen, har over 20 års erfaring fra forsikringsbranchen, hvor han har arbejdet både på mæglersiden og i forsikringsselskaber. Udannelsesmæssigt har han en MBA og en CBA, desuden sidder han i flere bestyrelser. Kim tiltrådte som direktør Gjensidige i 2005.

Tidligere bloggere på borsen.dk