Orkaner og politik

Orkanen Sandy har netop hærget store dele af den amerikanske østkyst. Udover fysiske ødelæggelser, generel usikkerhed og bekymring for fremtiden har orkanen også hærget den amerikanske præsidentvalgkamps politiske landskab, ligesom den har vækket økonomiske teorier til live, som de fleste troede var glemt for længst.
Der er nu intet som naturkræfter.

For at starte med økonomien, så har flere medier--sågar det respekterede Bloomberg-- kunnet fortælle, at de ødelæggelser, en naturkraft som orkanen Sandy skaber, faktisk kan være positive for samfundsøkonomien. Den undrende læser bliver præsenteret for et argument om, at tilstrømning af hjælp fra det offentlige, private fonde mv. kan skabe så meget fremgang, at det mere end opvejer selve det tilbageslag, naturkatastrofen har forårsaget.

Teorien er formentlig bedst kendt under navnet 'The Broken Window Theory', eller 'teorien om de knuste ruder'. Hvis journalister--og neo-keynesianske økonomer--havde gjort sig den ulejlighed at lave lidt research, fx ved hjælp af den populære søgetjeneste Google, ville de have opdaget, at teorien også er kendt under et andet navn: 'The Broken Window Fallacy', eller 'fejlslutningen om de knuste ruder'.

For at gøre en lang historie kort er det ganske indlysende, at ødelæggelse i sig selv ikke generelt fører til skabelse af merværdi, at tilbageskridt ikke i sig selv fører til fremskridt. Hvorfor skulle ødelæggelser som dem, Sandy forårsager, i sig selv føre til andet end at en masse mennesker bliver tvunget til at bruge tid, energi og ressourcer på at genopbygge det ødelagte--tid, energi og ressourcer, som de kunne have brugt på anden, produktiv vis havde det ikke været for orkanen? Og hvis det virkelig var rigtigt, at knuste ruder og andre ødelæggelser var så stimulerende for væksten, hvorfor er der så ikke nogle driftige, danske politikere, der med jævne mellemrum sørger for at sende en bande af hætteklædte offentligt ansatte bevæbnede med køller gennem den københavnske nat for at smadre vinduer og lave hærværk--det skulle jo være så godt væksten?

Hvis konkrete naturkatastrofer eller krigsødelæggelser tidligere i historien synes at have været positive frem for negative årsager til en efterfølgende periode med vækst, så skyldes det andre ting end selve ødelæggelserne. Det skyldes den innovation, mennesker undertiden formår at bedrive netop i pressede situationer, hvor verdens knappe ressourcer pludselig er endnu mere knappe, og nytænkning er påkrævet. Problemet med 'fejlslutningen om de knuste ruder' er, at det ikke er de knuste ruder i sig selv, men innovation, der skaber vækst. Og ligesom innovation kan opstå i eller efter krisesituationer, så kan innovation også opstå under helt fredelige omstændigheder.

Der er, kort sagt, ingen sammenhæng mellem ødelæggelse og vækst--som om det skulle være nødvendigt at fastslå det. Innovation fører til vækst. Naturkatastrofer er der ingen grund til at ønske sig flere af.

Endelig er der det amerikanske præsidentvalg. Kan orkaner vælge eller vælte præsidenter? Det er naturligvis et højaktuelt spørgsmål, og de større mediers dækning af præsidentvalgkampen har ikke beskæftiget sig med meget andet i denne uge. Her er det nok på sin plads at minde om den faktor, der generelt forklarer mest hvad angår udfaldet af amerikanske præsidentvalg: "It's the economy, stupid!" Mere præcist er det en rigtig god ide at kigge på rigets økonomiske tilstand og udviklingen deri gennem den valgperiode, der er ved at rinde ud, hvis man vil have en ide om, hvorvidt de amerikanske vælgere skifter deres 'Commander in Chief' (og dennes parti) ud eller beholder den, de har.

Dernæst er det værd at hæfte sig ved de vælgere, hvis stemme i det hele taget vil kunne påvirkes af orkanen. TV2s USA-korrespondent, Steffen Gram, formulerede det ganske fint en af de foregående dage. Hans vurdering var, at præsident Obamas håndtering af orkanen Sandy måske kunne få betydning for de vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for, hvor de vil sætte deres kryds, men næppe ændre beslutningen for de vælgere, der allerede er klar over, om de vil stemme på Obama eller Romney.

En fornuftig vurdering, der snildt kan suppleres med ovenstående viden om økonomiens betydning: Det er med al sandsynlighed stadig den enkelte vælgers vurdering af de foregående fire års økonomiske politik og dens resultater, der vejer tungest i forhold til at træffe den endelige beslutning om, hvor krydset skal sættes. Er vælgeren i tvivl på snart sagt alle punkter, også vurderingen af Obamas præstation for så vidt angår økonomien, kan det naturligvis ikke udelukkes, at håndteringen af Sandy kan få afgørende betydning for nogle vælgeres stemme. Og da valget ser ud til at blive tæt, er det ikke nødvendigvis helt trivielt.

Om tvivlerne i vigtige svingstater som fx Ohio i nævneværdig grad lader deres stemme påvirke af Obamas håndtering af en orkan, de ikke selv er blevet direkte ramt af, må tiden vise.