Staten svømmer jo i penge

Staten svømmer jo i penge

B.T kører i disse uger en artikelserie over et særlig vigtigt og aktuelt emne.

Avisen vil skabe gennemsigtighed over de skjulte skatter og afgifter, som danskerne betaler uden at være klar over det. Seriens pointe er naturligvis, at vi betaler langt flere skatter og afgifter, end vi kan forestille os, og at mange danskere chokeres over det faktiske skatteniveau.

Det er nødvendig journalistik, det er faktisk en helt central publicistisk opgave at holde de mennesker hårdt i ørerne, som er blevet givet den enorme tillid at inddrive penge fra os og efterfølgende bruge dem.

Der er grund til at undre sig over, at en sådan kritisk afdækning først sker nu, og at heller ikke nogen af de mere såkaldt seriøse medier kastet sig over emnet for længst. Der er ellers ikke meget, som i væsentlighed måler sig med anvendelsen af så absurd mange milliarder kroner.

Det er yderligere aktualiseret af, at Børsen nu har dokumenteret, at vi “by far” er verdens hårdest beskattede land – langt hårdere end nummer 2, Sverige.

Dette faktum at Danmark har et skattetryk på over 48 pct. mod Sveriges 44 (svarende til 30.000 kr. mere pr. dansk familie) får det til at skurre fælt i ørerne, når politikerne får taletid i pressen til at fremmane påstanden om den tomme statskasse. Det er til en vis grad et vælgerbedrag, for manglen på penge kommer mildest talt ikke som følge af manglende indtægter, men fordi vi mangler afgørende evner til – som alle andre lande – at få mest mulig ud af pengene.

Det kritiske, journalistiske spørgsmål som burde lyde uophørligt er:

“Hvorfor kan alle mulige andre lande holde velfærdssamfund på højde med eller over det danske, men for langt lavere skattetryk?” Tyskland, Sverige og andre sammenlignelige lande er jo ikke ligefrem sociale massegrave. De gør det endda på mange måder bedre end os. Vi betaler 60 mia. kr. mere til de offentlige kasser end svenskerne og hele 200 mia. kr. mere end tyskerne. Det er penge, som øjensynligt spildes og klattes væk, hvis vi antager, at de to lande har velfærdssamfund fuldt på højde med det danske, hvilket næppe nogen vil anfægte. Det er jo ikke ligefrem sådan, så Danmark har et velfærdssamfund af særlig høj standard.

Den unødige merpris for det danske velfærdssamfund er politikernes ansvar – og pressens. Det har været for nemt gennem flere årtier bare at lade politikerne sige, at vi må forhøje skatterne igen, når nu der ikke er råd til ditten og datten.

Der har i årtier været den meget stærke offentlige diskurs – og den slags er i høj grad styret af medierne – at jo højere skattetryk, desto bedre velfærdssamfund.

Et tegn på det er netop, at en artikelserie som B.T.’s ikke ville have kunnet finde vej for 3, 5 eller 10 år siden. Det har aldrig været opfattet som nogen vigtig journalistisk opgave at forholde sig kritisk til skattetrykket på vegne af borgerne. En ukritisk presse har medvirket til, at politikerne har kunnet komme igennem med skattestigninger uden nævneværdig folkelig modstand. Der har tværtimod været en politisk korrekthed, som potentielt kan være forstærket af, at det politiske establishment i halvfjerdserne og firserne af al magt forsøgte at lægge afstand til Mogens Glistrups tanker.

Det er først for nylig, at vi ser tegn på, at medierne ikke længere accepterer præmissen om, at lavere skat medfører dårligere velfærdssamfund, at det ikke er pengene, der mangler, men evnen til at forvalte dem og prioritere dem. Den helt store bevægelse kunne dog først sættes i gang, da den nuværende regering – og med den især S og SF – dagen efter folketingsvalget også valgte at opgive mantraet om, at lavere skat betyder ringere velfærd. I dag er det efterhånden kun den alleryderste venstrefløj, som ikke har indset, at et højt skattetryk er inkarnationen af den største trussel mod velfærdssamfundet. Der er håb.

En del af problemet med den forfejlede offentlige diskurs er, at journalistik er et humanistisk fag, og at mange journalister er kommet igennem uddannelsen uden andet end en helt banal indføring i samfundsøkonomi.

Der mangler simpelthen kompetence og forståelse for økonomiske forhold og strukturer. Dagligt ser man i både aviser og nyhedsudsendelser eksempler på, hvor galt det kan gå, når journalister grundlæggende ikke forstår sig på finans, samfunds- eller virksomhedsøkonomi. Det er indimellem direkte pinligt og falder tilbage på de redaktionelle ledere, som ikke har foranlediget den nødvendige efteruddannelse. Især i tv er det tydeligt, at eksempelvis studieværter indimellem ikke har den nødvendige ballast til med tilstrækkelig styrke, kompetence og indsigt at gennemføre kritiske interviews om økonomiske forhold.

Pressen kunne med fordel langt oftere se ud over landets grænser for at få et indtryk af, at den danske model ikke nødvendigvis er det eneste, som virker. Og her vil det netop fremgå, at andre lande også godt kan drive velfærdssamfund – endda meget billigere end det danske.

Det kunne føre til det oplagte ræsonnement: Der er intet i vejen med de offentlige indtægter i Danmark. Der er på ingen måde nogen knaphed. Faktisk svømmer statskassen over med penge, når vi sammenligner os med andre lande.

Det er ikke dét, der er problemet.

Problemet er en klassiker fra husholdningsbudgettet, a la Luksusfælden: Mangel på økonomisk ansvarlighed. Man kan være nok så velhavende, men hvis man ødsler med pengene, er man alligevel skidt stillet til sidst. Og vi har både et suverænt højt skattetryk og et velfærdssamfund, der på mange måder ikke er i orden.

Produktivitetskommissionen har netop påvist en væsentlig del af problemet: Vi klatter med pengene. Vi bruger ganske enkelt alt for mange penge i forhold til, hvad vi får for dem. Vi har mistet evnen til at prioritere og holde hus med ressourcerne. Det er ikke fordi, denne eller tidligere regeringer er onde – det er snarere et udtryk for magtesløshed.

Imens sparer vi løs udover smertegrænsen på kernevelfærdsydelser – skoler, børnehaver, ældrepleje, sundhedsvæsen mv.

Vi undlader at hente pengene, der hvor de rent faktisk går til spilde – for eksempel i manglende effektivitet i den offentlige sektor svarende til intet mindre end 46 mia. kr. årligt. Personligt kender jeg helt urimelige tilfælde af besparelser på ældre menneskers nødvendige pleje og omsorg, eksempler på mentalt handicappede der ligegyldigt efterlades til menneskeligt forfald og sygner hen som levende døde, fordi ikke en kat kærer sig om det – her i verdens hårdest beskattede samfund kan vi ikke engang tage os af de allersvageste, dem som vi tog os bedre af i tresserne og halvfjerdserne inden velfærdssamfundet og skattetrykket eksploderede. Og altimens dette finder sted, er der ingen, som gider tage ansvar for, at vi gladeligt klatter 46 mia. kr. væk årligt på dårlig styring og ledelse i den offentlige sektor. Det er oprørende.

Derfor gør B.T. et godt og nødvendigt arbejde og der, hvor jeg bliver stolt af min baggrund som journalist. Det er samfundsrelevant information – det er oplysning til borgerne om samfundet:

“Det er dine penge, kære dansker. Når nu de tager flere end, du troede, er du så stadig tilfreds med måden, politikerne bruger dine penge på? Og er du egentlig tilfreds, når du ser, hvad man i andre lande kan få et velfærdssamfund for?”

B.T. – og forhåbentlig snart også flere andre medier – kan måske bidrage til, at danskerne vender sig om mod politikerne og kræver, at man tager ansvar og leverer som minimum det samme, som i andre lande og til de samme penge. Man kan faktisk undre sig over, at danskerne ikke for længst har gjort oprør mod den uforsvarlige økonomiske styring af landet sammenlignet med andre lande.

Nogen vil givetvis se på B.T.’s artikelserie og den efterfølgende debat med en vrængen på næsen over, at nogen forholder sig kritisk til det offentlige forbrug, men kritisk lys på brugen af ressourcerne er ikke et partipolitisk anliggende – det er simpel sund fornuft ikke at betale mere for varen, end man gør andre steder. Det burde være en forpligtelse – helt uanset partifarve og politisk ståsted. Hvis man da ellers formår at se ud over ens egne interesser og kartofler, man skal have hyppet.