Inklusion skabte eksklusion!
Fornylig var jeg som forældrerepræsentant til et gigantisk møde i min kommune om ”inklusion”. Pudsigt nok følte jeg mig ekskluderet af dette arrangement. Alle de givetvis noble og ædle motiver til trods. Arrangementet var støvsuget for anvendt viden om læring i al almindelighed. Tilbage står et stort spild af ressourcer, og en vigtig morale til alle ledere og virksomheder, som vil påvirke kunder, partnere og medarbejdere: Uden god kommunikation drukner selv det bedste budskab!
”Inklusion” bliver ganske rammende kaldt et ”sesam-ord”, fordi det kan åbne alle politiske døre. Inklusion kan nemlig både være en økonomisk motiveret politisk målsætning, som gør det muligt at undgå dyre specialtilbud til børn og unge, der ”skejer ud” i skoler og institutioner. Det kan også være et smukt princip – et pædagogisk princip – om at
alle mennesker skal imødekommes med udgangspunkt i deres særlige behov. Børn og unge skal ses og værdsættes som unikke personer og sikres en faglig og personlig udvikling. Svært at være uenig!
Paradokset på den kommunale inklusionsdag var, at de inkluderende principper var tilsidesat. Inklusion handler at ”inkludere”, altså at der skal være plads til og respekt for alle uanset individuelle forskelle. Det er inklusion, når fællesskabet værdsætter og respekterer sine deltagere for deres viden på egne forudsætninger. Kommunen havde samlet hundredvis af medarbejdere på en lørdag til to konsulenters foredrag i timevis. Ren envejskommunikation. Oplæsning fra teksttunge powerpoints. Jeg troede, at det var almen viden, at vi alle sammen lærer forskelligt, og at det er klogt at variere virkemidlerne for at ramme en større forsamling. Men nej. Ikke her. Hvad værre er, at der i den store forsamling af kommunale praktikere sad medarbejdere med konkret og praktisk erfaring med inklusion. Denne ressource blev ikke udnyttet, synliggjort eller respekteret. Hvilket spild!
Mon ikke vi som ledere kan lære lidt af denne historie om at ”hælde budskaber på vores lyttere som var det benzin på en bil”? Hvor ofte fokuserer vi mon selv så meget på vores egen intention, at vi totalt misser de helt grundlæggende spilleregler for faktisk læring? God ledelse – og inklusion – kan drukne totalt i pauver kommunikation!
- Adam Estrup
- Alexandra Krautwald
- Anne E. Jensen
- Anne H. Steffensen
- Annette Franck
- Bo Bejstrup Christensen
- Bo Overvad
- Britta Schall Holberg
- Carl Holst
- Carsten Boldt
- Caspar Rose
- Casper Hunnerup Dahl
- Cecilia Lonning-Skovgaard
- Christian Engelsen
- David Munk-Bogballe
- Eelco van Heel
- Eric Ziengs
- Erik Høgh-Sørensen
- Esther Dora Rado
- Frank Lansner
- Gitte Winther Bruhn
- Hans Fogtdal
- Helge J. Pedersen
- Henriette Kinnunen
- Henrik Franck
- Henrik Funder
- Imran Rashid
- Jan Al-Erhayem
- Jan Bau
- Jens Balle
- Jens Ole Pedersen
- Jesper Boelskifte
- Johan Hygum Hillers
- Kaj Høivang
- Karim Ben M'Barek
- Karl Iver Dahl-Madsen
- Katerina Pitzner
- Keld Zornig
- Kersi F. Porbunderwalla
- Kim Ege Møller
- Kim Pedersen
- Kim Rud-Petersen
- Klaus Lund
- Knud Erik Andersen
- Kristian Hansen
- Lars Barfoed
- Lars Sander Matjeka
- Lars-Christian Brask
- Lasse Birk Olesen
- Line Rosenvinge
- Lisbet Røge Jensen
- Mads Lundby Hansen
- Martin Rasmussen
- Mette de Fine Licht
- Mette Mikkelsen
- Michael Stausholm
- Michael Winther Rasmussen
- Michael Winther Rasmussen
- Mikkel Grene
- Mikkel Krogsholm
- Mikkel Kruse
- Morten Sehested Münster
- Nikolaj Stenberg
- Nils Thygesen
- Per Hansen
- Richard Quest
- Rune Wagenitz Sørensen
- Steen Bech Andersen
- Steen Thomsen
- Steffen Hedebrandt
- Stina Vrang Elias
- Susanne Møllegaard
- Susanne Møllegaard
- Teis Knuthsen
- Thomas Harr
- Tim Vang
- Tobias Lau
- Torben Tolst
- Torsten Grunwald
- Tove Holm-Larsen
- Ulrik Heilmann
- Yasmin Abdel-Hak