Gulerødder eller kaos

Efter et par fredfyldte feriemåneder er Grækenland igen i fokus på de finansielle markeder. Der er kun penge i kassen til og med november måned, og medmindre en aftale snart falder på plads med den såkaldte Trojka (EU, ECB og IMF), der har genoptaget sin mission i Athen, må Grækenland se en (formel) statsbankerot i øjnene. Dermed er der også en risiko for, at landet må forlade eurosamarbejdet og eventuelt også EU.

Så galt tvivler jeg på, det går. Ikke mindst fordi EU-samarbejdet er et politisk projekt, som hele det moderne Europas historie hviler på. Og det er i den forbindelse vigtigt endnu en gang at fremhæve, at den monetære union blot er et middel til at opnå den egentlige målsætning med EU-samarbejdet, nemlig at danne en politisk union, som kan sikre fred og fremgang i Europa. Derfor sættes alle politiske kræfter ind på at beholde Grækenland i den europæiske familie.

Men det er klart, at den økonomiske slendrian, som har kendetegnet så mange EU-lande, ikke kan fortsætte. Derfor er det vigtigt, at Grækenland og andre af de gældsplagede lande fortsætter den økonomiske genopretningskur: gældsnedbringelse og strukturreformer, som på sigt kan fremme landenes konkurrenceevne. Begge dele er dog ekstremt svære at gennemføre i krisetider. Gældsnedbringelse - fordi det kræver et overskud på de offentlige finanser, hvilket i princippet er umuligt at tilvejebringe under en recession. Strukturreformer - fordi det fører til ændringer i de kulturbærende samfundsøkonomiske sammenhænge med dertil hørende usikkerhed og stigende ledighed til følge på kort sigt.

Grækerne betaler imidlertid i denne tid så høj en pris for genopretningen, at det nærmest er ved at ødelægge samfundet. De offentlige lønninger er blevet halveret, pensionerne er barberet til et minimum, mens skatter og afgifter er hævet. Som konsekvens styrtdykker boligpriserne, privatforbruget er banket helt i bund, og investeringsaktiviteten er gået i stå. Kun eksporten klarer sig nogenlunde som følge af en forbedret konkurrenceevne, men det er langtfra tilstrækkeligt til at trække økonomien ud af recessionen, som nu ruller på femte år. Arbejdsløsheden er steget til 25 % - ungdomsarbejdsløsheden til det dobbelte og kriminaliteten eksploderet. Det er den politiske ekstremisme også, og der er en reel risiko for anarkistiske tilstande i demokratiets vugge, hvis ikke den økonomiske situation snart vender.

Tid til belønning
Derfor er det efter min mening også vigtigt, at Trojkaen nu anerkender og belønner Grækenlands store fremskridt i en finanspolitisk genopretning, der antager historiske dimensioner.  I realiteten har Grækenland nemlig over de seneste fire år gennemført en strukturel forbedring af de offentlige finanser, svarende til knap 17 % af BNP. Så skrap en hestekur har ingen andre lande i verden gennemgået på noget tidspunkt. Selvom det kniber med at finde de sidste besparelser som en del af sparepakken på godt 12 mia. EUR, som grækerne skal diske op med, før den næste lånetranche på 31 mia. EUR kan udbetales, og der fortsat er lang vej hjem, før de krævede privatiseringer og strukturreformer er på plads, så må Grækenland snart have opbakning fra verdenssamfundet.  Eller sagt med andre ord: efter at have givet med pisken i flere år, er det tid til at hente gulerødderne frem. Angela Merkels forsonende besøg i Athen tidligere på ugen var i den sammenhæng symbolsk vigtig for den pressede græske regering.

Endvidere har ECB-bossen Mario Draghi gjort sit for at forsikre markederne om, at der ikke bliver tale om en tilbagevenden til drachmer. Nu mangler vi ”bare” at få hard-lineren IMF på banen. Forhåbentlig kommer de græske politikere i 12. time op med nye forslag, der kan tilfredsstille IMF’s forhandlingsdelegation, så pengekassen åbnes, og grækerne får yderligere to år (fra 2014-2016) til at gennemføre de nødvendige budgetkrav. Ellers kan gældskrisen eskalere endnu engang – og de politiske konsekvenser for Grækenland og resten af Europa blive uoverskuelige.