Øremærket barsel er statslig barnepigekultur

Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen indføre øremærket barsel til mænd. Men de oprindelige planer om at fremlægge et forslag i løbet af dette efterår, er nu skrinlagt. I stedet for et hurtigt lovforslag, er regeringen gået i tænkeboks, og vil nu nedsætte et udvalg, som skal komme op med den ”helt rigtige model”.

Det er positivt, at regeringen vil tænke sig om en ekstra gang. For selvom f.eks. professor Nina Schmidt fra Århus Universitet i dagens Berlingske påpeger, at der er behov for solide far-kvoter, som man har indført i Sverige, Island og Tyskland, så ændrer det ikke på, at en sådan lovgivning griber unødvendigt ind i danskernes privatsfære.

I værste fald kan tvungen eller øremærket barsel rent faktisk resultere i, at barnet får mindre tid med sine forældre. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis familiens forhold ikke tillader, at far holder lang barsel. Måske fordi far er selvstændig og derfor ikke har mulighed for at holde sin barsel, eller fordi familiens økonomiske situation ikke giver plads til at slippe fars løn i en periode. I sådanne situationer kan tvungen barsel til mænd føre til, at familierne bliver nødt til at sende barnet i institution, før de egentligt ønsker det, og før deres reelle behov tilsiger det.

Det har i debatten været fremme, at de danske mænd – som kun afholder 7,6 pct. af den samlede barselsorlov – halter langt efter deres nordiske brødre, når det kommer til barsel. Men sammenligner man fx med Island – hvor mændene tager 1/3 del af barslen – så er det svært at være misundelig på deres ufleksible ordning, som øremærker 3 måneder til kvinden, 3 måneder til manden og 3 måneder, som de kan fordele frit imellem sig.

Til sammenligning er den danske barselsmodel kendetegnet ved en stor grad af fleksibilitet, som giver forældrene mulighed for frit at fordele 32 ugers barsel imellem sig. Far kan altså frit holde over 6 måneders barsel, og han er oven i købet – ligesom kvinder – i en vis grad beskyttet mod fyring under denne barsel. Derfor ligner det ærlig talt en statslig barnepigekultur, ikke at tillade familierne selv at bestemme, hvordan de vil fordele barslen imellem sig. Og grundlæggende kan man spørge: Hvorfor en mand, som ikke frivilligt udnytter sine barselsmuligheder, skal ”tvinges til det” af staten?

Dybest set har vi i Danmark en barselspolitik, som er ligeså rød, som den er blå. Den er familievenlig. Og navnlig fleksibiliteten er til gavn for både børn og deres forældre. Derfor bør regeringen – mens den nu er gået i tænkeboks – spørge sig selv: Hvem barselsreglerne egentligt er til for? Og hvem gavner det, at børn bliver sendt tidligere i institution, fordi far ikke kan holde barsel?

Realiteterne er, at ikke alle familier har mulighed for at lade far gå hjemme på barsel. Det er derfor ikke børnefamiliernes ve og vel, regeringen har i fokus, hvis den gør alvor af at indføre tvungen barsel til mænd, og dermed gør barselsreglerne til et instrument i den generelle ligestillings- og arbejdsmarkedspolitik. Udfaldet af regeringens tænkepause bør derfor være, at lade forslaget om øremærket barselsorlov til mænd forblive i syltekrukken.