Sandhedens time

Det går stærkt nu i opspillet til topmødet mellem EU´s statschefer den 18.-19. oktober. Et nyt, tættere samarbejde mellem Euro-landene truer med at sætte os udenfor - også på områder, hvor vi gerne vil danse med.

11 lande med Tyskland og Frankrig i spidsen er blevet enige om at arbejde videre med indførsel af en finansiel transaktionsskat. Hvordan og hvad den skal finansiere er fortsat usikkert. Men rygter vil vide, at det skal være finansiering til et særligt fælles budget for Euro-landene. Dermed lægges endnu en brik til det stærkere samarbejde mellem Euro-landene, som har været indhyllet i en tåge af mystik, men mere og mere tager form. Bankunion, Finansunion, Økonomisk union - vi hører om det - men har ikke et klart billede af, hvad det er.

At det er en problematisk udvikling blev klart, da Kommissionen kom med det første forslag i den pakke, der skal skabe den såkaldte Bankunion. Det var forslagene om nyt banktilsyn i den europæiske centralbank ECB og ændring af det fælles europæiske banktilsyn EBA i London.

Der skal noget stærkere og mere handlekraftigt til for at håndtere den spanske krise og de spanske banker. Derfor forslaget om et tilsyn i ECB. Det skal bygge på de nationale tilsyn, men vil ultimativt have retten til at lukke en bank. Det er stærk kost og har vakt megen protest i Europa-Parlamentet. Der spørges til den demokratiske forankring - hvordan kan man stille ECB til ansvar for dets handlinger? Der protesteres over den opdeling af EU, som dette forslag er udtryk for. En opdeling der ikke har mening, når banker er etableret i både Euro-lande og de lande, der står udenfor valutasamarbejdet. Og en opdeling, der ikke har mening, når en hovedspiller på den finansielle arena -UK - ender med en 2. klasses status. Fra Europa-Parlamentet vil der derfor komme en opfordring til at finde en løsning, som ikke deler Europa. Men er det det, som er på dagsordenen? Eller er den virkelige dagsorden en træthed over hele tiden at skulle finde sig i mindste fællesnævner? Et ønske om simpelthen at koble de lande af, som i virkeligheden ikke gider EU og ikke gider at tage det tunge slæb med at løse den nuværende krise for Euroen?

Jeg er alvorligt bange for, at det er det sidste, vi ser. Og det kan oven i købet nyde en vis opbakning i UK, som bare synes at Euro-landene skal få styr på deres problemer og gerne med beslutninger, de ikke selv er en del af.

Jeg synes ikke, Danmark skal gå den britiske vej. Hvis denne udvikling i EU fører frem til et meget tæt samarbejde omkring Tyskland og Frankrig, med et UK, der nærmest melder sig ud, vil det være nødvendigt at genoverveje vores situation.

Jo, det er svært at argumentere for tættere samarbejde i den nuværende situation. Meningsmålingerne hjemme taler deres tydelige sprog. Opbakningen til afskaffelse af de danske undtagelser kan ligge på et meget lille sted. Men hvad er alternativet?

Jeg tror, det er vigtigt, at dansk erhvervsliv og fagbevægelsen får fortalt, hvor vigtigt det er for vækst og arbejdspladser, at Danmark er i hjertet af beslutningerne i EU i hvad end form samarbejdet tager i fremtiden. Mens vi venter på, hvad resultatet bliver af topmødet og det videre arbejde med de forskellige nye unioner, må vi så arbejde videre for at hindre denne splittelse af EU. Men hvis den kommer, vil Danmark skulle vælge side. Og det kan ske hurtigere, end vi forestiller os i dag.