Erhvervskanon er ren symbolpolitik

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr har fået den ide, at identificere opskriften på succeshistorierne i danske erhvervsliv i form af en såkaldt erhvervskanon. Initiativet lyder på papiret ganske sympatisk, men spørgsmålet er, om det overhovedet rykker noget at bruge A4 papir på at fortælle danskerne, om de få tilbageblivende eksportlokomotiver i dansk erhvervsliv. Formålet med erhvervskanonen er især at kortlægge, hvad der er karakteristisk for de succesfulde virksomheder, således at dette ”vindergen” kan kopieres til de øvrige virksomheder. En smuk, men fuldstændig naiv tanke.

Helt konkret indebærer initiativet, at staten nedsætter endnu offentligt udvalg, som har til formål at finde argumenter, der kan retfærdiggøre statsstøtte til visse brancher, herunder virksomheder inden for klima og miljøteknologi, hvilket ministeren allerede har meldt ud dvs. konklusionen er egentlig givet på forhånd!

Problemet med forslaget er, at man afsværger tiltroen til, at markedet selv kan finde ud af at vurdere, hvilke virksomheder og brancher som det er værd at satse på i fremtiden. Præmissen er således, at investorerne og markedet anses som værende dårligere til at vurdere fremtidens vindere og tabere end offentlige embedsmænd og eksperter uden praktisk erfaring. Men glemmer bevidst, at det netop er investorerne og virksomhedsejerne, som satser deres egne surt opsparede fri midler i virksomheder og dermed risikerer at tabe alle deres penge, hvis virksomheden ikke klarer sig.

Danmarks store problem er, at vores konkurrenceevne mildest talt er blevet alvorlig forværret i de seneste mange år. Vi risikerer dermed at tabe kampen i det globale vækstkapløb, da vi i Danmark desværre kun er rigtige dygtige i at øge væksten i den offentlige sektor samtidig med at vi parkerer stadig flere arbejdsduelige personer på passiv offentlig forsørgelse. 

Noget må gøres, men at finde tilbage til statslig planstyring med subsidier til visse brancher er ikke vejen frem. Erfaringerne viser, at ingen kan forudsige fremtidens vindere og tabere blandt virksomhederne og at erhvervsstøtten til f.eks. politisk korrekte klimaindustrier risikerer at gøre netop disse virksomheder afhængige af statsstøtte i mange år fremover, således at samfundet ud fra en økonomisk betragtning kaster gode penge efter dårlige.

Man kan ikke bebrejde folkesocialisten Pia Olsen Dyhr for sit forslag om øget statsstyring af dansk erhvervslivet, men medicinen risikerer at gøre mere skade end gavn. Pia Olsen Dyhr skal dog have ros for at være særdeles lyttende over for erhvervslivets udfordringer og der er ingen tvivl om, at hun gør et oprigtigt forsøg.

Men den rette medicin er at lade det være op til markedets professionelle aktører, herunder de mange venturefirmaer at støbe fundamentet til fremtidens C20 virksomheder. Det positive ved ministerens initiativ er dog, at vi nu får mulighed for at sætte fokus på, hvordan vi helt konkret får sikret langt bedre rammevilkår for danske virksomheder.

Svaret er faktisk ganske ligetil. Reducer afgifter og selskabsskatter samtidig med at vi øger produktiviteten, hvilket forudsætter at vores lønninger ikke stiger mere end udlandets. Men ve den politiker, som siger det alle i erhvervslivet ved, men som ingen tør sige højt, nemlig at vores lønninger er ude af trit med vores produktivitet. Der er med andre ord brug for ret håndfaste tiltag for at trække Danmark op af krisens kviksand og her række ren symbollovgivning slet ikke.