EU-kommissær vil fortsat tvinge kvinder ind i bestyrelserne

Bedst som man troede, at debatten om kønskvoter i bestyrelserne var forstummet, proklamerede EU-kommissær Vivianne Redding endnu engang, at EU vil tvinge kvinder ind bestyrelserne.

Med udgangspunkt i undersøgelser fra henholdsvis Goldman Sachs, Ernst & Young, Catalysts, Credit Suisse, Lord Davies og Deutsche Bank Research, som viser, at kvinder kan udgøre et væsentligt aktiv i en bestyrelse, fastholder hun således, at der er behov for et EU-kønskotedirektiv. Eller som hun tidligere har udtalt: "Jeg ønsker at sende et klart budskab til europæisk erhvervsliv: Kvinder er ensbetydende med god indtjening."

De færreste bestrider, at mangfoldighed - køn, nationalitet og uddannelsesmæssig baggrund - gavner bestyrelseslokalerne, da det i sagens natur øger mængden af indsigt. Men de undersøgelser, som Vivianne Redding tager udgangspunkt i, vedrører alle selskaber, som ikke er underlagt nogen form for kvotelovgivning. Kvinderne er altså valgt ind på grund af deres evner og dygtighed. Ikke deres køn. Så ret beset skal og bør de performe godt, når de nu er valgt som "den bedst egnede" til posten blandt mange.

Af samme grund er det bemærkelsesværdigt, at Vivianne Redding bruger disse undersøgelser som løftestang for, at hun nu vil indføre kønskvoter via lovgivning. Navnlig når der er mindst ligeså veldokumenterede og valide undersøgelser, som viser, at kvindernes (tvangsmæssige) indtog i de norske bestyrelseslokaler, har haft en "signifikant negativ økonomisk effekt for selskaberne". Tjek bare Stephen M. Ross School of Business, University of Michigan, som har lavet et studie baseret på 130 norske børsnoterede selskaber i perioden 2001-2007.

Erfaringerne fra den norske kvotelovgivning viser altså, at kønskvoter i bestyrelseslokalerne på ingen vis gavner virksomhedernes bundlinje, sådan som Vivianne Redding vil have os til at tro. Og selvom kvotelovgivningen nok har fået andelen af kvinder i de norske bestyrelser op på 40 pct., så har den ikke affødt en afsmittende "Kylle-Pylle-Rylle effekt" på direktionsgangen. Tværtimod er andelen af kvindelige ledere vokset hurtigere i Danmark end i Norge på trods af, at erhvervslivet herhjemme ikke har været underlagt samme kvotekrav som nordmændene.

En anden - og negativ - konsekvens af den norske kvotelovgivning er, at den har affødt en afvandring af norske ASA-selskaber. Siden kvotelovgivningen blev indført, har hele 43 pct. af de norske selskaber, som var omfattet af loven, således valgt at ændre sin selskabsform. Nu kan kvotelovgivningen nok ikke tilskrives samtlige afregistreringer, men den høje procentsats er alligevel tankevækkende.

Endelig synes Vivianne Redding helt at forbigå det grundlæggende retsprincip, at kvinder og mænd skal behandles lige. EFTA-domstolen har en gang for alle slået fast, at fx universiteter ikke må øremærke et vist antal professorstillinger til kvinder. At Vivianne Redding vil benytte det retlige "hul i loven", der er, til at øremærke et vist antal bestyrelsesposter til kvinder, ændrer ikke på, at en sådan kvotelovgivning i sin grundlæggende substans strider mod de fundamentale lighedsprincipper, som vores retssamfund bygger på.

Man må derfor håbe, at Vivianne Redding ikke kun skeler til de undersøgelser, som passer ind i hendes politiske kvoteprojekt, men også forholder sig til andre - og i denne kontekst - mere relevante undersøgelser og fakta. Det vil gavne de kvinder, hun så gerne vil se til tops i erhvervslivet, da vejen til toppen går gennem øget dialog, frivillighed og styrkede kompetencer. Ikke lovbestemte kvoter.