Lidegaard er ingen Seidenfaden.

authorimage
BLOGS
Af: Carl Holst
29. aug 2012

Jeg var lidt spændt, da Bo Lidegaard blev chefredaktør på Politiken. Hans forgænger - Tøger Seidenfaden - var et fyrtårn på klippegrund, dengang han kæmpede for udgivelsen af Rushdies ”Sataniske vers”.

Men Tøger Seidenfaden var desværre også et fyrskib uden anker, som dengang han bekæmpede Jyllands-Postens udgivelse af Muhammed-tegningerne. Men uanset hvilken side Tøger Seidenfaden kæmpede på, var han immervæk et stort lys.

Efter at have observeret Bo Lidegaard i aktion må jeg konkludere, at Politikens forholdsvis nye chefredaktør knap nok er en gadelygte. Det er der – efter min opfattelse – flere eksempler på. 

Det grelleste eksempel så vi i lørdagens Politiken, hvor Statsminister Helle Thorning Schmidt på forsiden dementerer nogle rygter om sin mands seksualitet. På den baggrund skrev Bo Lidegaard samme dag en leder under overskriften ”Sagen er en skamplet på dansk demokrati”.

Jeg ser anderledes på det. Jeg betragter Bo Lidegaards leder som en skamplet for journalistikken.

Han indleder sin leder med, at en statsministers ægteskabelige forhold ikke er et anliggende for pressen. Alligevel rydder han forsiden for at skrive om det.

Så fortæller han, at statsministeren har ”følt” sig tvunget til offentligt at dementere, hvad de med en pæn omskrivning kalder en ”falsk påstand”. Jeg er ikke enig. Statsministeren har ikke været tvunget til at dementere noget som helst. Men hun har brugt Politiken som mikrofonholder for en historie, der skulle undgå en anden og værre, når skattesagskommissionen gik i gang med sit arbejde.

Til gengæld er jeg umiddelbart enig med Bo Lidegaard, når han skriver, at påstanden om Kinnocks seksualitet intet har med parrets skatteforhold at gøre.

Derfor undrer det mig også, hvorfor det er statsministerparrets egen revisor - og ingen andre - der har bragt det seksuelle spørgsmål på banen. Undrer det ikke Bo Lidegaard? Jeg ved ikke, hvorfor det skete. Men efter læsning af Politiken føler jeg, at avisen medvirker til at gøre sine læsere dummere og ikke klogere på dette spørgsmål.

Derudover påstår Bo Lidegaard, at ”disse lækager” har fået massiv omtale op til valget. Mig bekendt var der ” ingen massiv omtale” af påstandene om Kinnocks seksualitet. Hvor har han det fra? Af samme årsag tror jeg ikke, at Bo Lidegaards påstand om, at rygterne fik nogen vælgermæssig betydning ved sidste valg, holder.

Endelig mener jeg, at Bo Lidegaard begår en regulær sviner, når han skriver, at denne sag har karakter af ”regulær politisk bagvaskelse” og i den sammenhæng nævner forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen. Ved Bo Lidegaard noget, som vi andre ikke ved? Ved Bo Lidegaard, at Troels Lund Poulsen er skyldig i bagvaskelse? Hvorfor i alverden har vi så en skattesagskommission?

Jeg er enig i, at det er alvorligt og skammeligt at lække andre menneskers private skatteoplysninger. Men jeg finder det endnu mere skammeligt, når Politikens chefredaktør bruger sagen til at bagvaske mennesker, hvis skyld han ikke kender noget til.

Jeg stiller gerne op i koret, der ønsker en hård straf over dem, der måtte have begået ulovligheder. Men jeg synes, det er journalistisk betænkeligt, når Bo Lidegaard end ikke kan forestille sig, at Troels Lund Poulsen kan være uskyldig.

Jeg husker, hvordan Bo Lidegaard sidste år efterlyste en bedre tone i debatten. Det var efter massakren på Utøya. ”Vi kan tænke over, hvor hadefuldt vi taler i den politiske debat, og hvor stærkt vi dæmoniserer vore politiske modstandere,” skrev Lidegaard meget smukt.

Hvorefter Politiken offentliggjorde årets klammeste kronik, skrevet af forfatteren Carsten Jensen. Kronikken var ladet med krigsmetaforer som f.eks. ”ti forbandede år” som en pendant til den tyske besættelses ”fem forbandede år”. Og Pia Kjærsgaard fik på puklen med ordene: ”Hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”.

En kronik der slet ikke levede op til Bo Lidegaards anbefalinger om, at man skulle tænke over, hvor stærkt vi dæmoniserer vore politiske modstandere.

For nogen tid siden kom han i en leder med følgende opfordring til mit parti Venstre om, at ”Partiet kunne også vælge at tage initiativet og erkende, at noget i dets politiske kultur er gået rivravruskende galt - og tage det nødvendige selvopgør,”.

Jaså? Og hvordan skulle dette selvopgør så tages? Skulle Venstre nedsætte en særlig partiundersøgelseskommission med Bo Lidegaaard som overdommer? Skulle vi ekskludere en tidligere skatteminister uden at vide, om han har gjort sig skyldig i noget ulovligt? Hvem skulle indkaldes til denne undersøgelseskommission?

Man skulle måske ligefrem indkalde Bo Lidegaard som vidne. Hvad så, Bo Lidegaard? Oplevede du en rådden kultur, dengang du selv arbejdede som topembedsmand og rådgiver for to Venstre-statsministre? Du var jo chef for udenrigsområdet i Statsministeriet under Muhammed-krisen. Og du var jo leder af Statsministeriets klimasekretariat under Klimatopmødet. Hvilken slags råddenskab i den politiske kultur var du med til dengang, som Venstre nu efterfølgende skal tage et opgør med?

Lidegaards dømmekraft har allerede vist sig at være helt i skoven, når det gælder diskussionen om Helle Thornings og Stephen Kinnocks skattesag.

Det er gået ud over Skatteministeriets departementschef, Peter Loft. Helt uretmæssigt. Politiken rettede tre anklager mod ham:

At det var betænkeligt, da Loft så en politikers skattesag. At det var betænkeligt, da Loft holdt fem møder med Skat København. Og at det var betænkeligt, da Loft foreslog at få indføjet et stykke tekst i afgørelsen af Thornings skattesag.

Politikens anklager mod Peter Loft holdt ikke vand. Sagsbehandlingen fulgte den normale VIP-procedure. Møderne mellem departementschefen og Skat København var ønsket af den lokale myndighed. Og den tekst, Loft ville have indføjet, havde blot til formål at forklare afgørelsen. Der var intet lusket i de fire linjer, som nu er blevet offentliggjort.

Lidegaard har taget fejl igen og igen. Og han har hyklet igen og igen. Nej. Lidegaard er bestemt ingen Seidenfaden.

Profil
Carl Holst authorimage Forhenværende formand for Team Danmark og regionsrådsformand for Region Syddanmark. Har gennem mange år været en central person - både i det kommunale Danmark og i partiet Venstre.

Twitter

Tidligere bloggere på borsen.dk