Tobaksafgifternes ubetydelighed

Studier fra Irland har vist, at den organiserede kriminalitet er steget efter man der indførte skrappe rygeregler, ligesom andelen af unge rygere åbenbart også skulle være vokset. Uanset hvilket område man indfører forbud, eller forbudstenderende regulering på, synes der at være mennesker, som mod en risikojusteret avance hellere end gerne vil udnytte situationen og afhjælpe efterspørgslen på de (sorte) markeder, lovgivningsmagten skaber.

Mens spiritusforbuddet i USA gavnede mafiaen i bl.a. Chicago, lever IRA, camorra’en, mafiaen, de balkanske forbrydersyndikater og ikke mindst kinesiske kopi-cigaretfabrikker efter sigende højt på vores vesteuropæiske rygepolitikker og -forbud.

For at forstå hvor meget den rygeregulering vi er ved at etablere egentlig batter, er det relevant at starte et sted. Et sådant sted kunne være ved spørgsmålet: Hvor prisfølsomme er cigaretter egentlig? Dét spørgsmål rejser lektor Christian Bjørnskov netop over på Punditokraterne-bloggen. Han svarer selv på spørgsmålet og henviser derfor til et studie (working paper findes her) fra Illinois-universitetet i Chicago, hvor man har vurderet effekten af ændringer i cigaretafgifterne.

Forskernes resultat er påfaldende: En fordobling af afgifterne forøger kun rygernes chance for at holde op med at ryge dagligt med 1½ procent – og så er der ikke engang taget højde for signifikansen: ”Det vil sige, at afgifter på rygning i bedste fald har en meget lille, og i sundhedsforstand ret ubetydelig virkning.”

Hører man således til blandt dem der mener, at tobaksafgifterne skal forhøjes ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv, så har man nu den udfordring foran sig, at løfte bevisbyrden for, at en forhøjelse af disse afgifter har signifikante sundhedsmæssige effekter. Den synes ikke umiddelbart let at løfte.